pixel

Stort byggeri i Ørestad samler alle aldre under ét tag

Med 'Generationernes Træhus' får det sydlige Ørestad et byggeri med 122 almene boliger til både unge, familier og seniorer.

generationernes træhus

Overfladisk set er der klare fordele ved at bo side om side med folk, der ligner én selv. 

Travle børnefamilieforældre slipper for at blive holdt vågne af høj musik fra ungdomsfesten i lejligheden nedenunder.

Pensionisten kan løse sin sudoku i ro og mag uden den arytmiske trommen af løbende børnefødder fra overboen.

Og børnene og de unge kan give den gas uden vrede irettesættelser og klager til beboerforeningen.

Men flere og flere mennesker er begyndt at indse, at man også går glip af meget, når man på den måde isolerer sig fra andre generationer og befolkningsgrupper.

De ældre går for eksempel glip af de yngres vitalitet og livslyst, de unge går glip af de ældres erfaring og ro — og alle går glip af den hjælp og støtte, man kun kan give hinanden, når man er på forskellige stadier af livet.

Ord og vendinger som "mangfoldighed", "fællesskab" og "plads til alle" dukker oftere og oftere op i projektbeskrivelser af nye boligbyggerier, og det almene boligselskab 3B rammer dermed lige ned i tidsånden med projektet "Generationernes Træhus".

Almene boliger til flere generationer

Byggeriet, der skal opføres på hjørnet af Asger Jorns Allé og Robert Jacobsens Vej i det sydlige Ørestad, kommer til at rumme 122 almene boliger med et samlet etageareal på godt 8.700 m2

90 af boligerne bliver familieboliger, og 34 af disse skal indgå i seniorbofællesskaber, mens ti skal reserveres til boligsocial anvisning — det vil sige, at kommunen kan anvise dem til udsatte borgere, der akut mangler tag over hovedet.

Derudover skal et hus rumme 32 ungdomsboliger, hvoraf fire reserveres til boligsocial anvisning.

Dermed er der lagt op til, at Generationernes Træhus kommer til at huse et meget forskelligartet udsnit af københavnere i alle aldersgrupper og fra forskellige sociale lag.

Idéerne om fællesskab og mangfoldighed vil få indflydelse på selve byggeriets udformning. Blandt andet vil en del af den sydvendte facade blive forsynet med altangange og fælles terrasser, hvor beboerne kan mødes i forbifarten eller slappe af sammen.

Fællesskab i stueetagen

I samme ånd er alle ejendommens fællesfaciliteter planlagt til blive placeret i stueetagen og med store vinduespartier åbnet op ud mod gaden, så de bliver en del af bylivet på Asger Jorns Allé.

Fællesfaciliteterne kan blandt andet inkludere vaskeri, lokaler til fællesspisning, værksteder, byttebørs eller studie- og hjemmearbejdspladser, men de endelige funktioner skal i sidste ende besluttes af de kommende beboere i samarbejde med 3B.

Lokalt i Ørestad har der dog været stor modstand mod, at der i planen for det nye byggeri ikke er erhvervslejemål i stueetagen.

I den kommunale lokalplan for området står skrevet, at "langs Asger Jorns Allé skal områdets byliv koncentreres ved at sikre byrumsfunktioner og give mulighed for detailhandel."

Og en beboergruppe mener ikke, at f.eks. vaskeri og lokaler til fællesspisning vil skabe den levende handelsgade, som man ønsker sig, og som man mener, Ørestad Syd har brug for.

Selve byggeriet, der er tegnet af arkitektfirmaerne Kant og JJW, skal opføres som fem sammenhængende huse med forskudte facader og i forskellige højder — to 11 etager høje "tårne" flankerer de tre lavere bygninger, der trapper ned til den syv etager høje midterbygning med en grøn tagterasse på toppen.

Træ på facaden — beton indenunder

Bygningerne uden tagterrasse får grønne tage, og de fælles altaner og løbegange på sydfacaden bliver opbygget med en struktur, der gør det muligt at begrønne dem.

Byggeriet bliver på trods af sit navn kun et træhus udadtil. I modsætning til det nyligt godkendte træhøjhus med ungdomsboliger på Østerbrogade, får Generationernes Træhus et skelet af beton og bliver blot beklædt med træ. 

Efter at beboergruppen havde foretræde for Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg den 30. november, valgte politikerne at sende forslaget til det nye byggeri tilbage til embedsmændene i forvaltningen.

De har nu fået til opgave at lave en nærmere afklaring af, hvad der skal ske i byggeriets stueetage for, at det kan leve op til intentionerne om at skabe en livlig, lokal handelsgade i Ørestad Syd.  

Artiklen er opdateret den 2.12 med information om den lokale modstand mod projektet og beslutningen om, at aktiviteterne i stueetagen skal afklares, før projektet kan fortsætte. 

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
København
Byens parkeringspladser udnyttet til midlertidige studieboliger – uden at fjerne bilerne.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling