pixel

I Heimdalsgade sluger fortovet regnvandet

Nørrebro-fødder tester fremtidens fortovsfliser, der forebygger oversvømmelser, mens de gør byen grønnere og sjovere.

klimaflisen i regnvejr

På Ydre Nørrebro kan du gå på vandet. I hvert fald på den 50 meter lange, jomfruelige strækning på Heimdalsgade, der er den første i verden med et ny slags oversvømmelsesbekæmpende fortov.

Klimaflisen ligner umiddelbart den klassiske københavnerfortovsflise, men små huller i betonoverfladen suger regnvandet til sig og ned i et lokalt lille vandkredsløb, der efterligner naturens eget.

Dernede kan nedbøren forsinkes, nedsives eller ledes videre til det tilhørende, nyplantede bed med træer ud for Heimdalsgade 22 og caféen af samme navn.

Dermed er den lille fortovsstrækning, lige ved Den Sorte Plads og Superkilen, nu en del af løsningen i stedet for at være en del af problemet, når det står ned i stænger, så kloakkerne kæmper for at følge med.

Klimaflisen kan sluge op mod en tredjedel af det regnvand, der ellers har svært ved at komme væk i byrummet og derfor ryger i kloakken med fare for oversvømmelser. Og samtidig med, at det klimatilpasser den tætte by og gør den mere robust, skaber fremtidsfortovet altså også mulighed for nye oplevelser og mere bynatur i de grå gader.

Plug n' play klimasikring

Det underjordiske vandhåndteringssystem er bygget op af moduler, hvor selve flisen så at sige er låget på det modul, der i første omgang opsamler vandet under fortovet.

Det kobles sammen med andre moduler, alt efter om vandet skal ledes videre, vente på der er plads i kloakken, nedsive til grundvandet eller opbevares på stedet og bruges til vanding af beplantning. Modulerne kan også være plantekasser, byrumsmøbler og legeredskaber, der kan inspirere til vandleg og ophold.

Klimaflisen er med sine moduler plug n' play og kan lægges ud på selv små strækninger og have en effekt lige dér.

Det er heller ikke nødvendigt at planlægge store særskilte fortovsopgravninger, for Klimaflisen kan tænkes ind, når der alligevel skal skiftes fjernvarmerør eller trækkes nye kabler i en gade.

Lokal Ole Opfinder

Klimaflisens opfinder bor selv i Heimdalsgade. Det er nemlig arkitektkontoret Tredje Natur, der er kendt for at specialisere sig i mødet mellem bæredygtig arkitektur og klimasikrende natur. I København står de for eksempel også bag klimarenoveringen af Enghaveparken og har lagt masterplanen for det kvarterstore klimatilpasnings-eksperimentarium Klimakvarter Østerbro.

Tredje Natur har udviklet systemet sammen med en lang række tekniske samarbejdspartnere – blandt andet virksomheden, der støber den normale københavnerflise. Realdania har støttet økonomisk og Københavns Kommune lagt pilotstrækningen i Heimdalsgade til, for at få afprøvet Klimaflisen både teknisk og oplevelsesmæssigt.

Under de nørrebroske fødder er fremtidsfortovet nu i fuld gang med at teste sig selv og hvordan det klarer skiftende typer vejrlig, belastning, saltning med mere. Med den indsamlede data skal Klimaflisens funktion, drift og design færdigjusteres, så den kan blive klar til at komme på markedet – og måske flere af Københavns mere end 700 kilometer fortove.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling