pixel

Stort byggeri på Holmen går i gang

Område ved Papirøen vil blive transformeret med tre nye, markante bygninger der bliver nabo til 1700-tals byggeri.

proviantgården holmen

Det skulle egentlig have været et nyt hotel — men det satte corona en stopper for i 2020. Faktisk blev hele det omfattende projekt sat på stand-by, da der i 2020 opstod for meget usikkerhed om, hvordan og hvor meget vi alle ville rejse i fremtiden.

Men nu er der kommet nyt liv i et omfattende projekt på Holmen, lige ved Papirøen. Flere nye bygninger vil snart begynde at rejse sig på Flådens gamle område — men det bliver ikke hotelgæster, der kommer til at opholde sig indeni dem.

Ejendsomudvikleren Mogens de Linde har netop fremlagt opdaterede tegninger af byggerierne 'Proviantgården', 'Trangravshusene' og 'Lystøndeskuret' der vil blive opført i tilknytning til 'Kuglegården' fra 1742 — og har varslet meget snarlig byggestart.

Tre nye huse

Udefra skal man kigge godt efter for at se forskel på projektet fra 2020 og den opdaterede udgave, som de Linde nu går i gang med at opføre.

'Proviantgården' er fortsat det største af de nye byggerier og består stadig af en række "skure" der rent visuelt er bygget sammen.

Der er reelt tale om ét samlet byggeri, men rent arkitektonisk skal tankerne ledes hen på de pakhuse og sammenbyggede bådhuse, som er kendtegnende for Holmen og Christianshavn.

Dét gør man blandt andet ved at lave syv gentagede tagrygge over en samlet bygningskrop.

Bygningen har sin mest markante facade ud mod den relativt stille 'Proviantmagasingraven' og vender derfor mod nord og "væk" fra byens hjerte.

I den anden ende af grunden vil sydvendte 'Trangravshusene' have sit ansigt ud mod et betydeligt mere trafikeret stykke af byen.

De fem sammenhængende huse med saddeltag bliver nemlig opført lige ud til hvad der er blevet lidt af et transportstrøg for byens cyklister: Trangravsvej.

De 160 meter vej er blevet bindeleddet mellem Inderhavnsbroen og det indre af Holmen — og når byggeriet af både boliger, svømmebad og 'haller' på naboen Papirøen er helt færdigt i 2025, vil trafikken bestemt ikke blive mindre.

Lige ovre på den anden side af Transgravsvej kommer der også nyt til som del af det store project — men det er 'nyt gammelt'.

Her vil de Linde nemlig genopføre bygningen 'Lystøndeskuret', som ellers blev pillet ned i 2001.

Stilen bliver noget anderledes end på de to andre byggerier, da man her reelt rekonstruerer en bygning fra 1920. Vinduerne bliver dramatisk vertikale og med hvide rammer — omgivet af sorte brædder på det øvrige af facaden.  

Ikke længere hotel

Men hvad skal det så bruges til alt sammen — nu hvor det ikke længere skal være hotel?

Det korte svar er 'kontorer'.

Ifølge Magasinet KBHs oplysninger er ingen af kvadratmeterne udlejet på forhånd, men Mogens de Linde ønsker at leje bygningerne ud til kontorbrug — ligesom de i øvrigt har gjort med flere andre bygninger i 'Kuglegården'.

Den gamle, militære 'gård' består nemlig af flere ældre bygninger, som de Linde har sat i stand og nu udlejer til blandt andre lampefirmaet Louis Poulsen og boligfirmaet Ferm Living.

Det er nok ikke utænkeligt, at de nye byggerier også kommer til at huse firmaer, der har noget med design og bolig at gøre. Firmaer grupperer sig ofte med ligesindede, når de vælger lokalitet for arbejdspladserne, og de Linde siger selv, at stueetagerne i de nye bygninger er oplagte til 'showrooms'.

Stueetagerne i både Trangravshusene og Proviantgården vil være helt domineret af glas, og med den kraftigt tiltagende trafik i området, vil det nok ikke være det værste sted i byen at fremvise sin seneste modulsofa eller pendel-lampe.

Lystøndeskuret bliver dog formentlig noget ganske andet. Her ser de Linde for sig, at en ny lejer vil drive café eller restaurant — uden at man dog udelukker, at også denne bygning kunne blive brugt til kontor eller showroom.

Med både den eksisterende trafik fra Inderhavnsbroen — og den kommende til og fra Papirøen — kunne man forestille sig, at en café eller restaurant vil få god mulighed for at få fyldt nogle borde. Netop mødet mellem Trangravsvej og Værftsbroen — hvor Lystøndeskuret vil vokse op — vil blive et knudepunkt ved indgangen til Holmen, når alt byggeriet er overstået. 

Bygning 25

De Linde overtog hele Kuglegården i 2018, og oprindeligt var planen, at den eksisterende — og meget lange — bygning mellem de kommende Proviantgården og Trangravshusene skulle koble de to nye bygninger sammen.

Dét kommer dog ikke til at ske, nu hvor der ikke bliver tale om et samlet hotel, men om separate erhvervslokaler til flere forskellige lejere.

Den lange bygning — med det prosaiske navn 'Bygning 25' — er dog blevet renoveret og har fået en ny overbygning, som det hele tiden har været planen.

Det kan man forvisse sig om, hvis man går forbi byggepladsen i dag.

Og nu starter byggeriet af de helt nye bygninger altså også.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

nikolajdamm@gmail.com
hvem er arkitekten?
Lars Møller
Altid kontorbyggeri eller boliger for de meget rige. Aldrig boliger som almindelige mennesker har råd til.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling