pixel

Scandinavia skal ikke forhøjes til landets højeste hus

Casino-hotellet har opgivet at vokse med 10 ekstra etager og nå 125 meter op over Amager Boulevard.

hotel scandinavia forhøjet

Det skulle have været et spektakulært makeover til rekordbøgerne, i stedet ender det nu med en note i historiebøgerne i afsnittet om Københavns højeste luftkasteller.

Kort
Scandinavia Hotel

Tilbage i 2010 fik Scandinavia Hotel lov til udvide med 10 etager i højden og dermed vokse fra 88 til 125 meter.

Men lige siden har højhus-entusiaster spejdet forgæves efter byggeaktivitet omkring det tidligere SAS Scandinavia – som det stadig hedder i mange folkemunde, selvom det er endnu længere siden, at flyselskabet solgte sine hoteller fra.

Nu til dags ejes casino-hotellet på Amager Boulevard, med det fulde navn Radisson Blu Scandinavia Hotel, af norske Wenaasgruppen, som med jævne mellemrum og senest i efteråret 2017 har bedyret i pressen, at forhøjelsen ikke var opgivet.

Men opgivet er den, og Københavns Kommune er gået i gang med lokalplansarbejdet til en mere konventionel udbygning af hotellet nede på dets parkeringsarealer. Det fremgår af en invitation til Amager Vest Lokaludvalg om et forudgående internt høringsvar.

"Grundejer ønsker ikke at benytte sig af muligheden for påbygning af 10 etager, og ønsker et andet udtryk end det muliggjorde, hvorfor projektet forudsætter, at der udarbejdes en ny lokalplan," skriver forvaltningen blandt andet til lokaludvalget.
 

Fra 36 til 6 etager

De 10 tilføjede etager oven på de eksisterende 26 ville stadig i dag have været nok til at gøre Scandinavia til Danmarks højeste hus – den nuværende rekordholder er 120 meter høje Herlev Hospital.

Hele hotellet skulle ifølge den nu droppede plan også pakkes ind i en skulpturel og energivenlig glasfacade, så det 45 år gamle betonhøjhus ville ligne et helt nyt indslag på Københavns skyline. Med en taghave med offentlig adgang på toppen.

Wenaasgruppen fik siden dispensation til en knap så kunstfærdig udformning af glasfacaden end de oprindelige skitser, der var udtænkt af Kim Utzon, og meldte sig i 2013 klar til at bygge en udgave bearbejdet af EH Arkitekter. Forsinkelserne er de efterfølgende år blevet forklaret med byggetekniske undersøgelser og udfordringer med at få økonomien i udvidelsen til at hænge sammen.

Ifølge de nye plandokumenter vil de norske ejere i stedet nøjes med de lavere tilbygninger på hotellets bagside, der også var en del af den oprindelige skyhøje vision. Nu som fem-seks etager over en p-kælder til 500 biler foruden kombineret kontorhus og daginstitution på nabogrunden.

Scandinavia Hotel  er opført i 1973, tegnet af arkitekterne Ejner Graae og Bent Severin. Det blev i 1991 udvidet med Casino Copenhagen, det første rigtige casino i Danmark og stadig det eneste i København. Med sine 544 værelser var det Københavns største hotel indtil 2009, hvor først CabInn Metro (710 værelser) og siden Hotel Bella Sky (814 værelser) overhalede.

Emner

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling