pixel

Carlsbergs højhus-hovedsæde er snart væk

I 2020 nedrives landets højeste kontorbygning – erstatningen bliver næsten lige så høj.

carlsberg siloen fra humleby

Æstetikken kan måske diskuteres, men det kan den nostalgiske betydning ikke: København mister et bygnings-ikon i år.

Med sit lysende Carlsberg-logo på gavlen, 88 meter oppe over hovedstaden, er ølkoncernens gamle grågrønne højhus et vartegn i området omkring Valby Bakke og et slags symbol på samhørigheden mellem byen og bryggeriet.

Stadig Danmarks højeste kontorbygning og i mange årtier kun overgået af Herlev Hospital og Domus Vista som landets højeste etagebyggeri.

Til foråret er det imidlertid blevet tid for direktion og administration at forlade det udtjente udsigtsdomcil på Ny Carlsberg Vej og flytte ind i Carlsbergs nyopførte hovedsæde et par hundrede meter længere oppe ad bakken, på hjørnet af Valby Langgade.

Og så er det ellers planen at få fjernet det historiske højhus snarest muligt til fordel for et nyt moderne boligtårn på den centrale adresse i Carlsberg Byen.

Hvis Københavns Kommunes politikere giver den forventede dispensation til at gå hurtigt i gang med nedrivningen, kan københavnerne fra højsommeren vinke farvel til de 21 etager én efter én, mens de klippes ned fra toppen.

Det vil tage over et år før byggefeltet er klar til en ny start med opførelsen af det nye 80 meters højhus, der bliver blandt de sidste tilføjelser til Carlsberg Byen frem mod dens status som fuldt udbygget i 2024.

Sidste medlem af familien

Afløseren for det gamle Carlsberg Hovedkontor bliver til den tid det niende medlem af en nyopført øltårnsfamilie i bydelen på den genudviklede bryggerigrund.

Ud over højden på de 80 meter ligger det også fast, at boligtårnet skal være frikantet, brunligt og skyde op fra en karré. Altså i stil med resten af familien, hvoraf 100 meter høje Bohrs Tårn var det første og 120 meter høje Pasteurs Tårn bliver det største.

Den endelige udformning af det niende og sidste tårn er dog ikke præsenteret endnu, og det er derfor, at der, for at undgå at projektet trækkes i langdrag af den tidskrævende nedrivning, er brug for en dispensation. For på Carlsberg må de mest markante af de nedrivningsdømte gamle bygninger ellers først fjernes, når deres afløsere er endeligt godkendt.

Halvt genbrugt silo

De snart forsvunde 88 meter er oprindeligt opført som en maltsilo i 1961 og hedder derfor officielt Carlsberg Siloen – ikke at forveksle med den runde Kongens Bryghus-silo et par hundrede meter tættere ved Vesterbrogade, der midt i 1990'erne blev indrettet til andelsboligforening.

Carlsberg Siloens arkitekt var Svenn Eske Christensen, der fra samme tidsperiode også står bag nogle af bryggeriets bevarede historiske landmærker: De hængende Haver, der nu hænger sammen med Bohrs Tårn, og Lagerkælder 3, også kendt som Slottet, der har fået nyt liv som designhotellet Ottilia.

I 1997 blev de øverste ni etager i siloen bygget om til kontorer med mødesal og kantine i den lavere, tilstødende malteribygning. Men hele den nederste halvdel af siloen er aldrig blevet genudnyttet, hvilket forklarer de manglende vinduesåbninger i denne del af facadens hærdede glas.

Højhuset kan ikke ombygges igen, da store dele af betonkonstruk­tionerne er fjernet. Det giver til gengæld mulighed for at benytte kernen som nedfaldsskakt og holde meget af støvet indendørs under nedrivningen af godt 12.000 etagemeter kontorsilo og 6.000 etagemeter forbygning.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

Farvel og goddag: Enghave St. er lukket og Carlsberg St. i stedet åbnet 200 meter væk. Et særligt lille lokalmiljø ryger med i udskiftningen.

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling