pixel

Kæmpehotel lukker hullet på Kalvebod Brygge

Usælgeligt domicil-projekt sadler om og skal i stedet være et livligt havnehotel.

scandic hotel kalvebod brygge

Det var efterhånden som om, der hvilede en forbandelse over den sidste del af Politigrunden.

Mens de spektakulære prestigebyggerier og store hoteller skød op langs den inderste del af Kalvebod Brygge, forblev det aflange stykke på hjørnet af Mitchellsgade bare tomt.

Først kuldsejlende et smaragdgrønt domicil tegnet af den hollandske stjernearkitekt Erick van Egeraat. Og siden 2010 har danske Dissing+Weitlings opfølgende udgave af et glasklædt kontorhus budt sig til, uden at nok lejere er blevet fristet af de store tegninger af et Copenhagen Spectrum på plankeværket omkring grunden, til at byggeriet kunne sættes i gang.

Men nu sker det alligevel. Forbandelsen er hævet, efter de norske ejere og udviklere af projektet har sadlet om fra kontorbåse til hotelværelser.

Scandic Spectrum kan åbne på Kalvebod Brygge i sommeren 2021 – et årti efter naboen Krystallen og to årtier efter genboen Hotel Marriott.

Med hele 632 værelser klemmer kæmpehotellet sig ind på top-5 i København og bliver det hidtil største hos Scandic, der selv er Nordens største hotelkæde.

Scandic Spectrum satser på at blive et nyt spændende og livligt sted ved havnen for hele byen, og derfor får stueetagen flere restauranter, barer, café og et bageri. Dertil kommer skybar, en 25 meters pool foruden de obligatoriske møde- og konferencefaciliteter og et stort fitnesscenter.

Liv til 2. række

Lokalplanen tillader allerede at lave hotel på grunden, så det er stadig Dissing+Weitlings tredelte karré med indre atrier, skrånede tagflader og glasfacade, der langt om længe skal realiseres, omend med omdesignet indmad.

Dissing+Weitling er i København især kendt for sin trio af cykelbroer: Bryggebroen, Åbuen og Cykelslangen. På Kalvebod Brygge-hjørnet bliver det til i alt 30.000 kvadratmeter fordelt på 7 etager, foruden en parkeringskælder i to plan til 200 biler.

I 2. række fra vandet bliver der havneudsigt for den halvdel af hotellet, der ikke ligger bag Marriott. Og det er ambitionen, at de mange hotelgæster i det åbne og udadvendte gadeplan skal tiltrække puls og urbanitet til torvet Under Krystallen, der trods byens største springvand stadig kæmper med at sprøjte liv i omgivelserne.

Scandic Spectrum er del en af en større københavnersatsning fra Scandic-koncernen, der også forventes at åbne Scandic Kødbyen i Skælbækgade i 2018, det ombyggede Scandic Falconer i 2019 og et Scandic CPH Airport i 2020.

Bygherren, der altså har forsøgt at realisere byggeriet siden 2010, er selskabet HM2, der ejes ligeligt af de to norske investeringsselskaber Havfonn og Hathon Holding.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
København
Nyuddannet arkitekt vil skabe et "pensionat for træerne" på Langelinie og langs resten af havnen. Genbrug af ældre træer er nemlig billigere og kan bevare byens større træer.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling