Københavnere: Øl-kusken

Da jeg var seks år gammel blev jeg sendt alene til en gård i Bredebro med et papskilt om halsen. Som så mange andre københavnerdrenge røg jeg på svagbørnskoloni og altså også på landet om sommeren. Det er der interessen for dyr kommer fra.

Min primære opgave er at blive set, og når jeg kører en tur med hestene, vokser jeg en halv meter. Har jeg lyst til at snakke, kører jeg ind på Gammeltorv, og hvis jeg har en øv-dag, ja så kører jeg bare langt og vinker og smiler til folk.

Hesten Laura er mit hjertebarn, og jeg har kendt hende lige siden hun drønede ud af sin mor. Det er tre et halvt år siden nu, og hun er snart klar til at komme ud på vejene for alvor. Hun har sin egen side på Facebook, og hun godkender alle der vil være venner med hende, men diskuterer ikke politik eller Carlsberg. Det holder hun sig fra.

At køre ned ad Strøget når det er stuvende fuldt, er noget af det bedste jeg ved. Folk flytter sig og bliver så glade. Men man skal hele tiden have øje for hvor vi er til glæde, og hvor vi er til gene. Hvis jeg kører ad en ensporet vej, kan jeg nemt skabe kø, og godt nok er mine heste stærke, men de kan ikke trække en kø på tre kilometer.

Jeg er faktisk skide genert, men lige så snart jeg får mit forklæde og min kasket på, så skifter det. Så er jeg jo ikke Johnny, så er jeg ølkusken. Jeg stiller mig aldrig op og holder tale til fester, men har ingen problemer med at stå foran 60.000 mennesker på Roskilde Dyrskue. Jeg elsker at vise mine heste frem.

For nylig skar vi ned fra 12 til seks heste. Det første jeg sagde var at hvis Laura skulle sælges, så ville jeg købe hende. Vi bor godt nok i et villakvarter i Brøndby, men jeg skulle nok have fundet plads til hende. Heldigvis var det seks heste plus Laura der skulle blive i stalden.

Min søn på 31 er lige så tosset med dyr som jeg er, og jeg er bange for at jeg ikke får nogle børnebørn. Han samler på hunde, øgler og slanger, men jeg vil altså ikke nøjes med hundehvalpe og øgleunger.

Jeg kan rigtig godt lide turister. De er så taknemmelige for at vi har sådan noget som bryggerhestene, og hvis jeg fik en krone per billede, ville jeg være en utrolig velhavende mand. Når de snakker om at skære ned i stalden, ville jeg ønske at jeg kunne tage en fra direktionen med ud at køre bare én dag. Så kunne de se hvor mange der klapper mine heste.

Jeg har boet det meste af min barndom i en baggård på Nørrebro og kender gaderne ud og ind. Det er sjovt at komme på de gamle værtshuse hvor jeg var nede og hente min far som barn. Der sidder stadig nogle af de samme mennesker, og de har jo ikke forandret sig. Man skal kigge på sine børn for at opdage at man er blevet ældre.

Normalt drikker jeg hverken øl, vin eller spiritus. Der var dog engang hvor jeg var med underdirektøren på Fredensborg og aflevere en gave til Prins Henrik. Der smagte champagnen mig sgu egentlig meget godt.

Jeg ved jeg har det bedste job i verden. Tænk at bo i sådan en storby og få lov til at klæde sig ud og være nostalgisk – og få løn for det oven i købet. Jeg kan dog godt være misundelig på min kone. Hun er narkohundefører og har sin hund med hjem om aftenen. Det må alt andet lige være bedre. Men hun har forbudt mig at tage mine heste med hjem.