pixel

Fri leg på taget

Nordhavns første legeplads og første motionsfaciliteter ligger på taget af Nordhavns første parkeringshus.

p-hus konditaget lüders nordhavn

Indeni er det stadig bare et p-hus – en firkantet blok af platforme med plads til 500 køretøjer. Men tager du de lange udvendige trapper op til taget, bliver du belønnet med muligheden for trampolin-hop og cross fit-øvelser i 24 meters højde med havneluft i lungerne og udsigt over København i øjnene.

Så selvom det nye P-hus Lüders yderst i Århusgadekvarteret i Nordhavn er ganske iøjnefaldende i sig selv med rødt indfarvet beton og grøn beplantning, er det alligevel Konditaget Lüders, den offentlige plads på toppen, der løber med opmærksomheden.

Døgnet rundt, året rundt, er alle velkomne deroppe for at lege, træne eller bare nyde udsigten. Som en slags forklædningsstrategi, der lister det sure ned med det søde.

For når parkeringskældre er for dyre at grave ned på de gamle moler, og parkeringshuse har det med at "spilde plads" og lukke sig om sig selv, må man i stedet udtænke det nødvendige onde til at blive en attraktion for hele det tætbebyggede område. Og derfor ligger boomende Nordhavns første legeplads og første motionsfaciliteter på taget af Nordhavns første parkeringshus.

Klatretårn og trappetræning

Konditaget er godt en halv fodboldbane stort og har sit underlag af stødabsorberende gummi-granulat inddelt i forskellige aktivitetszoner.

Indretningen til street fitness-folket består af variationer af rør og kanter, der kan udnyttes til styrketræning med egen kropsvægt og tidens populære discipliner som TRX, crossgym og box jump. Og så er de to udvendige trapppers 24 meters stigning specialdesignet til trappetræning – at løbe på trapper er en effektiv og populær øvelse, som kan være svær at finde steder at udføre ude i byen.

Århusgadekvarterets unger kan slippes løs på minifodboldbanen, i trampolin-zonen, eller i det høje spiralformede klatretårn. Er deres forældre ikke de store sportsmennesker, må man godt bare nøjes med at indtage de gyngende eller de faste bænke uden at skulle få pulsen op over andet end synet af Øresunds bølger og Københavns tage i horisonten.

Rød tråd og billedfrise

Både p-hus og konditag er udformet af JAJA Architechts med arbejdstitlen Den røde tråd. Farven er en hilsen  til de ældre teglstensbyggerier i Århusgadekvarteret, men en rød tråd findes faktisk også i fysisk form: Det røde jernrør,  der starter som gelænder på trappen, fortsætter hen over taget og udvikler sig til dele af inventaret, inden det fører ned ad trappen igen på den anden side af huset. Samlet længde: 440 meter.

På de strækmetal-klædte facader med syd og vest hænger i alt 40 plantekasser, med til sammen 640 planter. Langs nord- og østfacaderne er der i stedet plantet klatreplanter, der over tid skal sørge for, at den grønne farve spilller op til den røde.

Langs hele trappen løber en frise, der udstanset i rustrødt stål illustrerer nedslag i Nordhavns historie som industrihavn. Den er tegnet af Rama Studio og markerer nogle af de bygningsværker, erhverv og mennesker, som Nordhavnen tidligere var kendt for. Blandt andet er der blevet plads til et portræt af F.V.W. Lüders (1827-1895), som både parkeringshuset og pladsen på toppen er opkaldt efter.

Som havnebygmester og havnekaptajn stod Lüders bag de store omdannelser af Nordhavn, som var en konsekvens af overgangen fra sejlskibe til dampskibe. Før den moderne byudvikling kom til Nordhavn, blev den nuværende Helsinkigade, hvor bygningen er opført, kaldt Lüdersvej.

I starten af 2017 åbner både en nærgenbrugsstation og en godt 1.000 m2 stor dagligvarebutik i stueetagen af P-hus Lüders.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
København
Byens parkeringspladser udnyttet til midlertidige studieboliger – uden at fjerne bilerne.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling