pixel

KV2025: Hvad sker der hvis Konservative får absolut flertal?

I serie på 11 artikler kræver vi ærlige svar fra hvert parti på, hvordan byen vil ændre sig frem mod 2029, hvis de får fuld kontrol over rådhuset.

valgkort kobenhavn jakob næsager

Dette er #8 af 11 artikler der — på en lidt anden måde — præsenterer de politiske visioner for fysiske forandringer i byen op til kommunalvalget i november.

Hop direkte til svarene

"Valgflæsk" lyder anklagerne hvert 4. år.

Når et politisk parti taler om store visioner for byen, skydes de ofte ned som løgn og latin af vælgere, der er blevet kloge af skade.

Og efter valget kan man nemt blive lidt træt af bortforklaringerne, når de store tanker stille og roligt bliver til realpolitik:

"Vi mente det ikke bogstaveligt. Det er bare en vision, vi arbejder hen imod," lyder det nogen gange fra politisk side.

Eller: "Politik er det muliges kunst"; der skal laves kompromiser, og store drømme dør, når der handles af i porten.

Dét gør det sværere at stemme til et valg. For hvad er det egentlig man får, hvis så få af ordene ender med konkrete handlinger?

Op til novembers kommunalvalg har vi sat os for at få klarere svar end normalt.

Konkret og finansieret

Magasinet KBH har stillet samme spørgsmål til partilederen fra 10 partier:

Hvordan vil København rent fysisk være forandret i 2029, hvis netop dit parti får magten? Nævn mindst tre punkter, og maksimalt fem.

Og vi vil ikke høre noget om, at "det bare er visioner" — eller om at realpolitik knuser idéerne senere hen.

Præmis nummer 1 er nemlig, at partiet får 60% af stemmerne til november og har fuld kontrol over byen fra 1. januar 2026. Dermed vil det være uafhængigt af andre partier og kan gennemføre præcis de projekter, partiet vil.

Præmis nummer 2 er, at alle idéerne skal finansieres. Vi kræver realisme og jordnærhed. De københavnske vælgere skal forstå præcis, hvad de får, hvis partiet får absolut flertal — også til at lægge byens budgetter.

Og præmis nummer 3 er, at hvis projektet kræver lovændringer fra Christiansborg, så skal partilederen forklare, hvor realistisk dét er.

Det er måske ikke alle partiledere, der svarer lige klart på det hele, men det er selvfølgelig også en slags svar i sig selv.

I denne 8. runde er det Jakob Næsager fra Konservative, der får lov at svare. Partiet fik 13,1% af stemmerne, og 8 mandater, ved seneste valg i 2021.


Jakob Næsager (C)

Hvordan ser København ud i 2029, hvis Konservative får absolut flertal i Borgerrepræsentationen ved novembers valg?

1. 7 nye metrolinjer inden 2050

Vi kan ikke få metro nok. Vi mener, at alle dele af byen skal være metrobetjent — jo før, jo bedre.

I den næste valgperiode vil vi derfor igangsætte arbejdet med syv nye metrolinjer. For os er det vigtigt, at vi prioriterer at bygge metro til Brønshøj, før der kommer metro til Lynetteholmen.

Vi foreslår konkret disse syv metrolinjer inden 2050:

  • Metro til Rigshospitalet fra Hovedbanegården (forlængelse af allerede vedtaget M5, red.)
  • Metro til Islands Brygge Syd, Amagerbrogade samt Refshaleøen og Lynetteholmen (allerede vedtaget M5-linje, red.) 
  • Metro til Bispebjerg, Bellahøj og Brønshøj-Husum (med udspring fra Rigshospitalet, så de tre hospitaler på sigt knyttes sammen: Rigshospitalet, Bispebjerg Hospital og Herlev Hospital)
  • Metro til Hvidovre Hospital fra København Syd via Valby
  • Metro fra København Syd via Frederiksberg (Zoo og Falkoner Allé) til Bispebjerg
  • Metro fra København Syd til Hellerup Station (omdannelse af den nuværende S-togslinje F, så der kan opnås hyppigere afgange og større kapacitet)
  • Metroforlængelse til ydre Nordhavn (allerede vedtaget, red.)

Den første del af pengene til mere metro kan finansieres igennem NATO-udgifter.

NATO-løftet om at medlemslandene må bruge 1½ % af BNP på såkaldte forsvarsrelaterede udgifter giver mulighed for metro.

I Italien har regeringen indberettet en bro til Sicilien som NATO-udgifter. Det kan vi også i Danmark, da metroen kan bruges som beskyttelsesrum.

Danmark bør bruge en pæn portion af de årlige 45 milliarder kroner til mere metro. Vi har ikke sikringsrum til alle i Storkøbenhavn, men det vil vi kunne rette op på f.eks. ved at bygge en metro til Hvidovre Hospital og en metro fra Rigshospitalet til Brønshøj og videre til Herlev Hospital.

Vi får nogle kommuner koblet på, og vi kan få fragtet sundhedspersonale frem og tilbage.

Penge til mere metro kan også findes ved at skrue ned for andelen af almene boliger, der skal bygges på Lynetteholm. I stedet skal grundene sælges til boligselskaber, der vil bygge flere ejerlejligheder.

En del af pengene ved udbygningen af metroen ud ad Frederikssundsvej og mod Herlev Hospital skal findes gennem fortætning af byområder, og ved billetindtægter fra gæster til den kommende multihal i Tingbjerg.

2. Parkeringsgaranti til københavnerne

En parkeringslicens skal ikke blot være en lottokupon — det skal også være en garanti for parkering i nærheden af dit hjem.

Derfor vil vi i næste valgperiode etablere flere parkeringspladser til københavnerne. Vi vil bringe belægningsprocenten på parkering ned på maximalt 90% i hele byen.

Det vil sige, at der ved ti kommunale P-pladser vil være solgt ni beboerlicenser. I dag er tallet 125%.

Vi har 24 konkrete forslag til at skabe mere parkering i København.

Blandt andet ønsker vi at etablere parkeringshuse under jorden de steder, hvor parkeringsudfordringerne er størst, f.eks. under Strandboulevarden på Østerbro.

Vi vil også afskaffe den særbehandling, som delebiler, elbiler og ambassadebiler har. Alle biler med licens skal kunne parkere på alle P-pladser.

Vi vil inddrage statslige, regionale og kommunale parkeringspladser uden for normal arbejdstid — så det bliver nemmere for københavnerne at finde parkering, når behovet er størst.

Finansiering vil ske igennem en øremærkning af de parkeringsindtægter som kommunen hvert år indkræver hos københavnerne.

Kommunen tjener 700 mio. kr. om året på parkering. Halvdelen afleveres til staten. Den anden halvdel beholder kommunen selv. De skal i fremtiden øremærkes parkering.

3. Etablering af ejerboliger til 100.000 københavnere

København har vokseværk, og der vil dermed være 100.000 flere københavnere om få år. De skal have et sted at bo.

Vi vil give tilladelse til, at langt flere boliger i byen kan være ejerboliger.

Det er nemlig sådan, at 70% af københavnerne gerne vil eje deres egen bolig, men desværre er det kun 20%, som rent faktisk gør det i dag.

4. Slut med oversvømmede kældre og veje

Skybrud og stormflod truer København. Derfor vil vi sikre byen.

Vi skal have bygget en tunnel fra Lyngbyvej til Øresund — under Østerbro — som vil kunne lede vandet væk fra kældre og kørebanen på Lyngbyvej.

5. Flere tunneller og trafik under jorden

Arbejdet med at lede trafikken ned i jorden skal påbegyndes.

Vi ønsker en tunnel mellem Amager og Sjælland, så de eksisterende broer kan aflastes.

Derudover vil vi have lagt H.C. Andersens Boulevard ned under jorden.

I denne serie på 11 artikler svarer 10 partiledere på, hvad der vil sker med byen, hvis de får absolut flertal i Borgerrepræsentationen. Den 11. artikel samler sammen på alle svarene — og giver en realisme-score til dem alle. 

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling