Når forstaden vil lege storby — kvarteret ved Krimsvej bedrøver

Skal man definere det — relativt — nye kvarter ud mod Amager Strandparks nordlige del med ét ord, så er 'hegn' ikke det værste, man kan vælge.

Her mellem Amager Strandvej og Krimsvej — langs skinnerne på metroens M2 — er der hegn over det hele. Adskillelser. Grænser.

Selv om der i 2009 blev lavet en samlet plan for området på størrelse med halvanden gange Ørstedsparken, så hænger det slet ikke sammen som et samlet kvarter.

Et forløb ned mellem to rækker bygninger — som vi normalt vil genkende som en 'gade' — kan på disse kanter være delt op af ét, to eller hele tre hegn.

Små hække eller trådhegn i metal opdeler kvarteret i isolerede øer i stedet for at lade det smelte sammen til en helhed.

Det er ikke fordi, man ikke kan bevæge sig igennem kvarteret til fods — for det kan man. Hegnene har nemlig åbninger.

Men arealer der kunne være koblet sammen til én samlet by, er i stedet ofte i helt forskellige niveauer og materialer — og altså adskilt fra hinanden med fysiske barrierer.    

Man har ikke oplevelsen af at være i et storbykvarter, men i en diffus enklave — klemt inde mellem hundreder af parkerede biler i randområderne.   

Kvarteret — med den ellers sublime beliggenhed lige ud til Øresund — tjener derfor på flere måde som et eksempel på, hvordan København ikke bør blive udviklet fremover.

'Liminal spaces'

'Liminal spaces' er et begreb man bruger om steder som giver en følelse af at være imellem noget eller i kanten af noget — og som derfor kan opleves lidt uvirkelige eller ubehagelige at opholde sig i.

De er tydeligvis designede af mennesker men er lidt udvaskede. Mere eller mindre mennesketomme. Steder man passerer, fordi man er på vej til noget andet.  

Parkeringskældre, venteværelser, og lobbyer er eksempler på liminal spaces, og det er kvarteret omring Krimsvej også — i hvert fald den dag i januar, Magasinet KBH er på besøg.

Lange, lige, mennesketomme akser slår sig ned imellem et misk-mask af højhuse, almindelige etagebebyggelser og rækkehuse, der drømmer om at være Kartoffelrækkerne men så langt fra er det. 

De robuste, standardiserede metalhegn foran alle forhaverne er verdener fra de spraglede stakitter på Østerbro. De gentagede, monotone facader lader ikke øjet gå på legefuld opdagelse men trætter det i stedet. 

Arkitekturen er umiskendeligt tidlig 21-århundrede — og næsten ens overalt:

Betonbyggeri med pyntefacader af mursten. Flade tage. Stueetager der ikke adskiller sig fra de øvre etager og som enten er lukket hele af eller har boliger i gadeniveau — med nedrullede persienner.

Store flader uden meget variation dominer, og man føler et arkitektonisk armod. Det er effektivt og prisbilligt — men uden nærende detaljering. Uden substans. Uden lyst. Uden leg.    

Og imellem byggerierne finder man ofte udefinérbare rum, som ikke helt er provinsby, men heller ikke helt er storby.

Det er som om Vestegnens modernisme-forstad flyttede til storbyen med våde drømme om at blive rigtigt urban, men endte med at føle sig mere tryg hjemme i det gamle. 

Formerne er skarpe. Byrummene stramme. Bilen er en integreret del af den designede hverdag.

Man bliver lidt varm om hjertet, når man efter en tur ind i kvarteret kommer ud igen og støder på et enkelt efterladenskab fra tidligere tider:

En villa med mansardtag er blevet moderniseret med nye vinduer på 1. sal og giver øjet nogle detaljer og noget variation at lade sig kæle af.      

Bil efter bil efter bil

På en tur rundt i kvarteret støder man på adskillige nedkørsler til P-kældre, men alligevel er det som om, parkering har fået lov at styre virkeligheden på overfladen — på trods af man bor klods op ad en metrostation.

Rækkehusene har fået plads til bilen lige foran boligen. Supermarkedet Lidl har en stor, grå P-plads foran sig. Og rundt om i kvarteret finder man gader hvor der trods P-kældrene er parkeret biler — eller hvor de ligeså godt kunne være det, for byrummet er ikke rigtig indrettet til andet.

En gåtur ned ad Krimsvej og forlængelsen Tovelillevej i gråvejr — mellem metroens linje M2 og kvarterets vestlige flanke — nødvendiggør en tur hjem under dynen i fosterstilling i en halv times tid.

Bil efter bil efter bil er parkeret langs vejen, der samtidig fungerer som en helt fortovsfri forbindelse mellem områdets boliger og Øresund metrostation.

Her er man fodgænger midt på bilens territorium og må hoppe lidt til side, når en bil af og til skal til eller fra en P-plads på den næsten en halv kilometer lange, snorlige vej.

Magasinet KBH får næsten lidt ondt af to turister, der står med deres kufferter midt på asfalten og bliver blæst igennem af en våd Øresundsvind, mens de står bøjet over Google Maps på deres telefon og spørger sig selv, om deres hotel i verdens mest liveable city virkelig ligger her.

Man nænner ikke at fortælle dem, at der er yderligere 350 meter ned ad Krimsvej til CPH Studio Hotel.

Sattelitbyens sprog

Kvarteret omkring Krimsvej er spøjst stykke by.

Midt mellem Amager Strandpark og metroen var både rekreation og infrastruktur allerede på plads — men en på samme tid for stram og for fragmenteret planlægning har sammen med den rigeligt rationelle arkitektur ikke forløst potentialet.

Idéen om at holde flere dele af området bilfrie er der ikke noget i vejen med. Men vi er i bymæssig forstand lysår fra de mere vellykkede dele af Århusgadekvarteret i Nordhavn, hvor små, bilfrie gader og stræder væver mere klassiske gader med kørebaner og fortove sammen. Og hvor knæk, sving og uregelmæssigheder i langt højere grad skaber en urban skov at gå på opdagelse i. 

De to områder ligger begge ved metro og vand, men ved Krimsvej taler arealet i stedet satellitbyens sprog.

Mellem husene gemmer sig vinkelrette områder med terrassefliser, lavt byggeri og små hække, der dufter lidt af folkeskolebyggeri i 1970'erne.

Andre steder er der mere gadelignende byrum med kørebaner, som dog er uden fortove og svære at sætte fingeren på. Er det by? Er det transitrum? Er det hele bagsiden af et eller andet, som man aldrig rigtig får at se?

Og over det hele rejser sig i alt 8 — snart 9 — høje punkthuse der fuldender billedet:         

Uniforme rækkehuse og tidstypiske karréer indrammer næsten mennesketomme ikke-gader — overvåget af panoptikon'er med altaner som sjældent bruges.

Indeni er der boliger af fornuftig kvalitet, som bestemt ikke er billige: 9 mio. kroner for en lejlighed på 120 m² eller godt 12 mio. for et rækkehus på godt 130 m² i skrivende stund.

Men udenfor er det hele ikke kittet sammen af "rigtig" by, man har lyst til at tage ophold i. Man går forgæves i sin søgen efter en rar plads at være på — efter behagelige fællesarealer.   

Det eneste betryggende ved det hele er, at det kan blive bedre med relativt små greb.  

Opdelinger væk, løft af friarealer

Det 14 fodboldbaner store område ud til Amager Strand kan tage et markant skridt mod bedre by ved at fjerne nogle af sine mange opdelinger — både dem der løber i og ved gaderne og dem der afgrænser de private forhaver som små fængselsgårde.

Den gamle helhedsplan for området angav netop, at byrummet skulle bestå "en sammenhængende flade uden hegning og uden hensyn til eksisterende matrikelskel" — men det modsatte er endt med at ske. 

De asfaltdominerede friarealer kan et par strategiske steder løftes med mere grønt, mere inventar og ny belægning.

Og integrationen med den omkringliggende by kan forbedres ved at bløde de lange parkeringsbånd, der indrammer bydelen, op.

Det gælder særligt på Krimsvej ud mod metroen, som lokalplanen fra 2009 bestemte "i størst muligt omfang skal anlægges som fælles parkeringsanlæg".

Samme lokalplan indeholder dog også en "principtegning", der viser omkring 100 træer plantet hele vejen langs Krimsvej/Tovelillevej — svarende til et træ hver 4-5 meter. 

Dét strandede dog ved principperne, da planen blev udsat for den løbende detailplanlægning i de kommende år, for her i 2026 skal man botanisk være yderst gavmild for at kunne tælle til mere end fem træer på strækningen.      

Færre biler, dusinvis af nye træer — og et fortov — kunne gøre Krimsvej mindre eksistentielt truende, end den er i dag.  

Stadig håb

Helhedsplanen for Krimsvej pegede også på, at "udadrettede funktioner i højhusene skal trække mennesker ind i området og skabe liv i byrummene."   

Dén vision overlevede dog heller ikke mødet med den senere lokalplan og den endelige virkelighed. Her er lidt spredte aktiviteter i stueetagerne — et fitnesscenter, en fysioterapeut — men slet ikke en samlet destination, som fungerer som kvarterets handelsområde og mødested. 

Her er dog stadig en lille små håb, for et nyt hotel er på vej på den sidste byggetomt — og lige ved siden af dét har ejerne af to ældre bygninger begge planer om at bygge om.

Kan de to tale sammen om rummet omkring deres bygninger — og kan der her skabes mere aktivitet i stueetagerne — er der stadig mulighed for at trække lidt flere mennesker ind i området og skabe (noget) liv i byrummene.  

Fortidens planlægningssynder kan man ikke lave om på, men der er stadig muligheder for at løfte kvarteret ved Krimsvej ved at kæle lidt for de områder, der er blevet efterladt mellem husene.      

Foto: Anders Ojgaard / Magasinet KBH