Lysterapi på vinterhavnen
En 80 meter lang og lysende port tager kampen op med byens mørke på molen bag Skuespilhuset.
Som en portal til et andet sted står rækken af store pulsende triangler og lokker i vintermørket. Blænder op, blænder ned, lader impulser og farver springe knitrende imellem sig, inden lyset pludselig samles for at jage frem og tilbage fra ende til anden og lave fartstriber langs det kulsorte havneløb.
Den kollektive københavnske vinterdepression bliver budt op til dans af lys- og lydinstallationen The Wave på nyindrettede Kvæsthusmolen ved Skuespilhuset. Efter sit makeover også kaldet Ofelia Plads, men på denne tid af året stadig bare en kold, våd og meget mørk mole uden noget at komme helt der ud efter. Før nu.
Der er landet 40 af de fire meter høje porte, og de store trekanter reagerer på dine bevægelser, hvis du vover dig ind gennem dem – så du kan tage din store del af æren for de op til 80 meter lange bølger af lysterapi, der sendes ud over byens mørklagte havn.
The Wave - Rejsen til molens ende
4. februar - 5. marts, kl. 06-24
Ofelia Plads, Kvæsthusbroen, Kbh K
En interaktiv lysinstallation skabt af Obscura Vertigo.
Lyddesign af Peter Albrechtsen i samarbejde med Solbrud, We like We og Rune Rask.
En del af Frost Festival.
Realiseret af Frost Festival og Foreningen Ofelia Plads med støtte fra Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Oda og Hans Svenningsens Fond og Nordea-fonden.
Lyd fra Solbrud og Suspekt
Interaktive The Wave er skabt af lysdesignkollektivet Obscura Vertigo og ankommet som en del af februars Frost Festival. Den tilbagevendende musikfestival er kendt for afholde sine koncerter alle mulige og normalt umulige steder i København – som for eksempel parkeringskælderen under Ofelia Plads – og for at have lysdesign og lyskunst som en integreret del af sine arrangementer.
Denne lysende oplevelse i vinterbyen kommer da også med en specialkomponeret lydside, skabt af tonemester Peter Albrechtsen i samarbejde med tre fremadstormende danske artister. Hver uge skifter The Wave til et nyt lyddesign baseret på nyindspillet musik af henholdsvis blackmetal-bandet Solbrud, det eksperimenterende klangkollektiv We like We og hiphop-produceren Rune Rask fra Suspekt.
Du kan lade dig lade op af lyset på Ofelia Plads indtil 26. februar – og derefter er der kun én mandag tilbage, inden kalenderen siger, det er forår.
Tilføjelse 24. februar: The Wave har været et så populært vinterindslag i København, at udstillingsperioden er forlænget med en uge til 5. marts. Ekstranummeret er et remix af de første ugers lys- og lyduniverser.

Tak fordi du læste artiklen til ende — vi håber, du kunne lide den.
På Magasinet KBH følger vi tæt udviklingen af København. Intentionen er at give dig brugbare informationer, og gennem debat at bidrage til at skabe et bedre København.
Men der er mange omkostninger forbundet med at lave et digitalt magasin, og derfor har kun medlemmer i dag adgang til langt størstedelen vores indhold.
Den artikel du lige har læst, var der gratis adgang til, men langt de fleste skal man være medlem for at læse.
Den gode nyhed er, at medlemskaber starter ved blot 29 kroner om måneden.
PS. Som medlem slipper du også for at se flere af de her opfordringer til medlemskab, og alle reklamer forsvinder, hvis du vælger et plus-medlemskab.