Mineralvandsfabrik bliver til butikker og boliger
Stort byggeri i Carlsberg nærmer sig afslutning.
For et par år siden husede den Dansehallerne, men næste år vil 'Mineralvandsfabrikken' fra 1927 i stedet lægge 20 boliger til det hastigt voksende antal på Carlsberg.
Og lige ved siden af nåede man forleden tagniveau under opførselen af den helt nye søsterbygning 'Mineralvandshuset', der lægger yderligere 49 til regnskabet. Det går stærkt på Carlsberg, der i august kunne melde udsolgt i den store boligkarré ved navn Scherfig Hus på grænsen til Humleby.
Bydelens mange nye beboere vil i Mineralvandsfabrikken ikke blot finde endnu flere beboere. Både stueetagen og 1. sal er afsat til detailhandel, mens 2. og 3. sal vil byde på flere tusinde kvadratmeter til kontorbrug.
De 20 nye boliger ligger på 4. og 5. sal og er alle i den eksklusive ende af skalaen.
I Carlsberg Byen P/S, der står for at udvikle og frasælge bryggerigigantens gamle område, er der begejstring for den nytilkomne:
»Beliggenheden for disse to byggerier er helt unik,« siger direktør Jens Nyhus.
»Med J. C. Jacobsens Have og den rige, industrielle kulturarv som nærmeste naboer fødes bygningerne ind midt i Carlsbergs sjæl. Hele området her er omgivet af smukke, fredede bygninger, som rækker tilbage til bryggertiden og giver de kommende beboere en fornemmelse af at være en del af denne historie.«
Og direktøren har god grund til at være glad. Carlsberg Byen, med små 50 ansatte, nåede i 2018 nye højder med en nettoomsætning på knap 2,3 mia. kroner. Hele omsætningen kommer fra salg og udlejning af ejendomme.
Aktiviteterne kastede på bundlinjen et driftsresultat på knap 315 mio. kroner af sig. Også ny rekord.
Udsigt til grønt eller højt
Både renoveringen af den gamle mineralvandsfabrik og byggeriet af det nye -hus har tegnestuen Dorte Mandrup som arkitekt. Mineralvandshuset er 3-længet og bliver koblet sammen med fabrikken, så der i rummet imellem dem opstår et klassisk, københavnsk gårdrum til beboerne.
I den sydlige del af den nye karré bliver der udsigt over J.C. Jacobsens Have, mens beboerne i den gamle fabrik bliver nabo til det 80 meter høje Vogelius Tårn der efter planen står færdigt i 2022.
De 20 boliger i Mineralvandsfabrikken er allerede udsolgt, mens der stadig er mange at vælge imellem i -huset ved siden af.
Er man fristet, kan man forhåbentlig starte ud med at veksle noget friværdi ved salg af en eksisterende bolig — og håbe på lave renter mange år ud i fremtiden.
En lejlighed på godt 100 brutto-kvadratmeter skal man lægge 7 millioner kroner for at tage i besiddelse. Kan man klare sig med en lille 2V'er, kan man dog flytte ind for det halve.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!