pixel

Fabriksbygning bliver nu til 'Dansehallerne'

Det industrielle Kedelhuset fra 1925 skal være et kæmpe danse-domicil for hele landet. Arbejdet er klar til at gå i gang.

Dansehallerne, Carlsberg Byen, fremtid

Det gamle Kedelhus i Carlsbergbyen har siden 1925 produceret varmt vand til Carlsbergs ølproduktion. Det gør det ikke længere, men snart bliver det muligvis ballet, salsa og electric boogie, der sætter kog på kedlerne.

Den imponerende fabriksbygning står nemlig over for en 100 millioner kroner dyr ombygning, der skal give københavnsk dans nyt liv i de højloftede, gamle lokaler.

Intet mindre end et nationalt samlingssted for dans i alle afskygninger får hovedsæde her — og både amatører og professionelle fra Danmark og udlandet vil være velkomne.

Planerne har ligget klar længe, men nu er finansiering og grundsalg også på plads, og inden længe vil den første spade blive stukket i jorden, lyder det fra Realdania der er en af projektets økonomiske støtter.

Dansehallerne var én af de første kulturinstitutioner, der flyttede ud i Carlsberg Byen i 2012. Oprindeligt havde de til huse i hallen 'Tap E,' men måtte i takt med byudviklingen på stedet flytte ind i midlertidige lokaler fra 2017.

Både plads til dans og historie

Det er tegnestuen Mikkelsen Arkitekter, der står for opgaven at omdanne den fint detaljerede, gamle fabrik i røde tegl til et moderne kultur- og formidlingshus

Udvendigt bliver der ikke lavet de store ændringer, udover en renovering og finpudsning af den gamle facade, mens der indvendigt nyindrettes med respekt for hallens industri-historiske kvaliteter.

Husets 4.600 m2 er fordelt på to etager med stueindgang i en kommende, beton-rå foyer, hvor både husets brugere og forbipasserende må kigge ind. Her bliver der også plads til uformelle dansepauser mellem øvesessionerne og en café, hvor alle er velkomne. Dansestudier, omklædning og administration får plads rundt om foyeren.

Skoleklasser og foreninger, der har lyst til at blive klogere på danse-universet, vil fremover blive budt velkommen her — og det samme vil alle os, som bare drysser forbi og er nysgerrige på arkitekturen eller trænger til en tår kaffe.

I underetagen mod Pasteursvej er udviklingsselskabet bag Carlsberg Byen desuden på udkig efter folk til at drive to nye spisesteder med udeservering.

Ovenpå kommer husets 20 meter høje, bueformede hal for alvor til sin ret. Det meste af 2. sal bliver ét stort rum med masser af sceneplads og godt udsyn fra tilskuerrækkerne til forestillinger og shows.

Her bliver der både plads til øvning og produktion — samt opførelse af forestillinger med god plads til publikum i et fleksibelt tribunedesign, der kan formes på flere måder.

Et hus for de unge

Husets helt centrale målgruppe bliver de unge, og for dem vil hallens fleksible indretning kunne ommøbleres til lidt af hvert, hvad end der er tale om træning, forestilling, foredrag eller videoproduktion.

Måske der endda bliver plads til ligeså mange anvendelsesmuligheder, som der er partnere bag projektet, hvilket er en del.

Foruden Københavns Kommune og Realdania har Carlsberg Byen P/S, Bygningsfonden Kedelhuset, Augustinus Fonden, A.P. Møller samt Lokale og Anlægsfonden nemlig hver som én været med til at finansiere og udvikle det nye Dansehuset, hvis ombygning samlet løber op i omkring 125 millioner kroner.

Største bidragsyder er Augustinus Fonden med næsten 30 mio. kr.

Langt de fleste projekter i Carlsberg Byen er nu annonceret, og de sidste byggefelter kan formentlig indvies i 2025. Det sidste af i alt ni nye højhuse blev annonceret i november og salget af de nye lejligheder er indtil videre gået strygende.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling