pixel

Ny Kultur- og Musikskole på vej på Frederiksberg

På en kompakt grund bag det gamle Radiohus har Frederiksberg Kommune trecifrede millionplaner om en ny Kultur- og Musikskole med fokus på klassisk musik og kunst.

Radiohuset, Forum, Vilhelm Lauritzen

En i forvejen musikalsk adresse bliver om nogle år meget mere musikalsk.

Frederiksberg Kommune har netop afsat 101,5 millioner kroner til en ny Kultur- og Musikskole på grunden umiddelbart bag Musikkonservatoriet overfor Forum Station.

Den nye skole skal med udgangspunkt i Frederiksbergs eksisterende Musikhøjskole undervise børn og unge i både klassisk musik, kunst, dans, drama, film og alle de moderne former for sammenblandinger, der findes derude — med et solidt twist af digital læring oveni.

Endnu er ikke mange arkitektoniske detaljer på plads, da de nye huse ikke er tegnet endnu.

Til dét formål bliver der nu udskrevet arkitektkonkurrence, som foruden det nye musikhus på godt 2.600 m2 også skal munde ud i plads til kollegieboliger på i alt minimum 2.500 m2 — og parkering med 65 pladser på samme grund.

En mini-campus for musik

Der bliver altså tale om et tæt, kompakt byggeri i den forholdsvis lille lomme bag Rosenørns Allé.

Med placeringen i baggården til blandt andet Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Musikmuséet og Copenhagen Phil er der samtidig lagt op til en sand mini-campus for klassisk musik og kultur for børn og unge.

Musikkonservatoriet ligger i Radiohuset, der indtil 2007 husede Danmarks Radio, før radiodelen blev lagt sammen med TV Byen i Søborg og flyttede til den nyopførte DR Byen i Ørestad.

Vinderen af konkurrence om den markante udvidelse vil blive kåret af et udvalg bestående af byrådsmedlemmer fra Frederiksberg Kommune og "rette fagfolk".

Nye byrum for alle

I udvælgelsen af det endelige design vil flere fokuspunkter vægte højt: Huset skal danne ramme om et nyt kulturelt samlingssted for hele Frederiksberg, og dét skal skinne igennem i de nye byrum, der vil blive dannet omkring byggeriet.

Kultur- og Musikskolen skal — som det hedder — tilbyde en stærk arkitektonisk profil, der hellere end gerne må indgå i samspil med det eksisterende og fredede Radiohus tegnet af Vilhelm Lauritzen.

Den musikalske profil må også gerne skinne igennem i de nye kollegieboliger, og så skal — naturligvis — det bæredygtige element være fremtrædende.

I konkurrenceprogrammet lyder det, at "Kultur- og Musikskolen skal være åben og danne en lys, varm og kreativ ramme om et inspirerende og kreativt undervisningsmiljø", og at kollegieboligerne og musikskolen landskabeligt skal bindes sammen med grønne passager, der inviterer resten af byen indenfor."

Desuden skal husene være fleksibelt opbygget, så de eventuelt kan udvides over tid.

Højt med respekt for naboer

For at få plads til det lyse og åbne, må enkelte af de eksisterende bygninger på grunden formentlig lade livet, hvilket konkurrencen også lægger op til. Præcis hvilke må tiden dog vise.

Vi kan dog godt afsløre, at det ikke bliver gårdens gamle direktørvilla eller funktionær- og portnerboligerne, da de er kategoriseret 'bevaringsværdige'.

Desuden er ønsket, at det nye byggeri "udnytter muligheden for at bygge højt og koncentreret", dog med respekt for opretholdelse af det ”gode naboskab”, som det hedder i konkurrenceprogrammet.

Det kan altså både ende med at blive højt og tæt i området bag Radiohuset.

Konkurrenceprogrammet indeholder også en række ønsker til indretningen. Blandt andet skal en tredjedel af rummene til musikundervisning være indrettet til rytmisk og forstærket musik — mens de resterende skal være til akustisk og klassisk musik.

I de større undervisningsrum får skolen plads til op mod 100 gæster, mens de helt store koncerter må formodes at blive afholdt i DR's gamle koncertsal lige ved siden af.

Fire teams skal levere bud

Konkurrencens prækvalifikation begyndte denne vinter, og foreløbigt er 21 ansøgninger modtaget. De skal de kommende måneder files ned til fire totalrådgiverteams, der hver især skal give deres endelige bud på den nye musikskole.

En vinder blandt de fire vil blive fundet i oktober i år, og herefter vil arbejdet på en ny lokalplan gå i gang. Den vil tidligst kunne ligge klar i august 2024.

Hvis alt spiller derfra, kan skolens første elever terpe Vivaldi og Wagner fra 2027.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Valby
Et indendørs mødested for både voksne og børn — dét mangler i mange af Københavns bydele, mener SquareOne Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling