pixel

KV2025: Hvad sker der hvis SF får absolut flertal?

I serie på 11 artikler kræver vi ærlige svar fra hvert parti på, hvordan byen vil ændre sig frem mod 2029, hvis de får fuld kontrol over rådhuset.

valgkort sf kommunalvalg københavn 2025 sisse marie welling

Dette er #7 af 11 artikler der — på en lidt anden måde — præsenterer de politiske visioner for fysiske forandringer i byen op til kommunalvalget i november.

Hop direkte til svarene

"Valgflæsk" lyder anklagerne hvert 4. år.

Når et politisk parti taler om store visioner for byen, skydes de ofte ned som løgn og latin af vælgere, der er blevet kloge af skade.

Og efter valget kan man nemt blive lidt træt af bortforklaringerne, når de store tanker stille og roligt bliver til realpolitik:

"Vi mente det ikke bogstaveligt. Det er bare en vision, vi arbejder hen imod," lyder det nogen gange fra politisk side.

Eller: "Politik er det muliges kunst"; der skal laves kompromiser, og store drømme dør, når der handles af i porten.

Dét gør det sværere at stemme til et valg. For hvad er det egentlig man får, hvis så få af ordene ender med konkrete handlinger?

Op til novembers kommunalvalg har vi sat os for at få klarere svar end normalt.

Konkret og finansieret

Magasinet KBH har stillet samme spørgsmål til partilederen fra 10 partier:

Hvordan vil København rent fysisk være forandret i 2029, hvis netop dit parti får magten? Nævn mindst tre punkter, og maksimalt fem.

Og vi vil ikke høre noget om, at "det bare er visioner" — eller om at realpolitik knuser idéerne senere hen.

Præmis nummer 1 er nemlig, at partiet får 60% af stemmerne til november og har fuld kontrol over byen fra 1. januar 2026. Dermed vil det være uafhængigt af andre partier og kan gennemføre præcis de projekter, partiet vil.

Præmis nummer 2 er, at alle idéerne skal finansieres. Vi kræver realisme og jordnærhed. De københavnske vælgere skal forstå præcis, hvad de får, hvis partiet får absolut flertal — også til at lægge byens budgetter.

Og præmis nummer 3 er, at hvis projektet kræver lovændringer fra Christiansborg, så skal partilederen forklare, hvor realistisk dét er.

Det er måske ikke alle partiledere, der svarer lige klart på det hele, men det er selvfølgelig også en slags svar i sig selv.

I denne 7. runde er det Sisse Marie Welling fra SF, der får lov at svare. Partiet fik 11% af stemmerne, og 6 mandater, ved seneste valg i 2021.


Sisse Marie Welling (F)

Hvordan ser København ud i 2029, hvis SF får absolut flertal i Borgerrepræsentationen ved novembers valg?

1. Københavnerne vil opleve en by, der bliver rødere og grønnere

I 2029 er vi godt på vej mod 100 grønne gader i byen med plads til udeliv, og der er træer langs vejene.

Faktisk er vi godt på vej mod, at alle københavnere kan se et træ fra deres vindue — og vi tænker grønne facader og byparker ind i både den eksisterende boligmasse og i de nyere kvarterer.

Der er kommet flere havnebade, så både unge og ældre kan nyde et dyp.

2. Vi er godt i gang med at tage boligmarkedet tilbage

Vi har fået 10.000 betalelige lejeboliger i København.

Københavns Kommune har nemlig opkøbt boligejendomme for 10 milliarder kroner rundt om i byen gennem By & Havn, og udlejer nu lejlighederne til en langt billigere leje end boligspekulanterne gør.

Vi stiller krav om, at nybyggeri består af minimum 25% ejerboliger, 25% andelsboliger og 25% almene boliger.

Dét har i år 2029 allerede været indført i nogle år, og vi begynder dermed at se flere forskellige boligtyper på det københavnske boligmarked fremfor de tusindvis af dyre lejeboliger, som klart dominerede de nye byggerier før.

Flere københavnere kan dermed finde en bolig, der passer til deres livssituation.

Vi har fået sat en stopper for de ulovlige Airbnb-hoteller, der var opstået rundt i byen. Byens lejligheder er først og fremmest hjem for københavnerne.

3. Vi udvikler fortsat den københavnske infrastruktur

Vi er godt i gang med at planlægge de nye metrolinjer til Nordvest, Brønshøj og Valby.

Biler har også fået en anden rolle i byen: Vi har flere grønne gader, hvor udeliv har overtaget det, der før var parkeringspladser.

Samtidig har kommunen lejet en del private parkeringspladser i byens P-huse og P-kældre, hvor man med en beboerlicens nemt kan stille sin plads på de reserverede pladser.

På den måde får vi både mere liv i gaden og plads til, at man kan have sin bil — og vi får samtidig renere luft i gaderne, når der er færre biler i gaden.

Finansiering og lovgivning

Københavns Kommune har 10 milliarder kr. i kommunekassen, der kan kanaliseres ind i By & Havn.

Selvom Københavns Kommune er hovedejer af By & Havn, så ejer staten en andel af selskabet. Forslaget kræver derfor, bl.a., at staten går med på idéen.

Vi må godt stille krav om almene boliger i dag. Det vil dog kræve en lovændring at stille krav om 25% ejer- og andelsboliger i nybyggeri.

Det er vores forventning, at det vil kunne lade sig gøre at få igennem. Forslaget har ingen meromkostninger for kommunen. Det samme gælder for Airbnb-hotellerne.

Når det kommer til de nye metrolinjer, så er det klart SF’s drøm, at de finansieres på anden måde end via salget af byggegrunde gennem By & Havn.

Vi ser gerne, at mere metro finansieres via indførslen af en trængselsafgift i København — eller allerhelst via staten, sådan som alt anden infrastruktur finansieres. Det er dog svært at vurdere, om det er realistisk.

Leje af parkeringspladser og etablering af de grønne gader kan gøres indenfor nuværende lovgivning og indenfor kommunens budget.

I denne serie på 11 artikler svarer 10 partiledere på, hvad der vil sker med byen, hvis de får absolut flertal i Borgerrepræsentationen. Den 11. artikel samler sammen på alle svarene.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling