pixel

Operaen opgraderer som del af ny havnefront

En større donation fra A.P. Møller Fonden skal trække flere besøgende til den østlige havnefront, der er under forvandling.

A.P. Møller Fonden har netop doneret ni millioner kroner til at videreudvikle foyeren i Operaen, der efterhånden åbnede for 16 år siden — i 2005.

Det er måske ikke verdens største nyhed i sig selv, men resultatet af donationen vil lægge sig ind i den forvandling af den østlige havnefront, der nu har stået på i et par år.

Operaen er designet af den nu afdøde arkitekt Henning Larsen — angiveligt med mere end en lille smule input fra Mærsk McKinney Møller.

Trods den markante beliggenhed ved vandet, opleves den i dag stadig en lille smule afsides.

Inderhavnsbroen har rent transportmæssigt knyttet den meget bedre sammen med Indre By, men Operaen kan stadig virke lidt som en hvid elefant, når der ikke lige bliver sunget arier mellem den indre beklædning af ahorntræ.

Donationen fra A.P. Møller Fonden skal ændre på dét forhold gennem bl.a. en investering i restauranten og en ny café. Førstnævnte vil blive opgraderet, og fremover vil man også kunne sidde og sippe sin cortado på en café med siddepladser med direkte udsigt til Amalienborg og byens havn.

Åbningstiderne vil også blive udvidet, og Henning Larsen Architects er hyret ind til at stå for opgraderingen af foyeren. 

Nyt liv på østlig havnefront

Tanken er selvfølgelig, at det skal føles mere naturligt at gå over Inderhavnsbroen og på besøg i Operaen — også selv om man ikke skal til Figaros Bryllup eller Barberen i Sevilla men måske bare vil have en brownie og en sludder efter en spadseretur ved Nyhavn.

Og timingen er formentlig ikke helt tilfældig.

Efter det populære Copenhagen Street Food på Papirøen lukkede i 2017, er livet igen så småt fortrukket fra denne del af havnen. 

Men kun for en stund.

Hvor der før var street food er en helt ny, lille bydel på vej op. Den nye Papirøen vil fra — forventeligt — 2024 byde på højtloftede 'haller' til blandt andet madmarked, og et hjørne af øen er afsat til et ganske spektakulært svømmebad direkte til havnen.

Det er to nye aktiviteter der utvivlsomt vil drive meget oplevelseshungrende, københavnsk trafik over havnen.

På øen lige ved siden af — som både hedder Sydøen og er en del af Dokøen — er den nye Operaparken i fuld gang med at blive anlagt. Ligesom Operaen er den betalt af A.P. Møller Fonden, der også tager regningen for en ny P-kælder anlagt direkte under parken.

Der findes i dag ikke en bro mellem Papirøen og Sydøen — og det er ej heller planlagt at lave en. Men da den ville knytte hele forløbet langs havnen sammen, er det langt fra utænkeligt, at den vil ankomme i løbet af nogle år. 

Afslutning på Nordøen?

Fra Operaparken vil man kunne bevæge sig over den nye landskabsbro til Operaen, der allerede er planlagt. Og her vil man altså kunne opleve den nye foyer med nye kaffemuligheder. 

Sidste led i kæden er et wild card: Fortsætter man forbi Operaen videre langs vandet kommer man til Nordøen, der på den såkaldte 'Judichærs Plads' i dag huser en parkeringsplads.

Når P-kælderen under Operaparken åbner i 2023, vil overfladeparkeringen dog formentlig blive nedlagt, og så står man med en hel, tom ø med optimal beliggenhed direkte til havnen.

En del af øen er fredet, fordi den huser en gammel tørdok. Men for den del der ikke er, ligger der allerede i dag en vedtaget lokalplan der giver mulighed for at bygge et nyt boligbyggeri.

Om A.P. Møller, der ejer øen, på et tidsspunkt vælger at bygge boliger eller udnytte beliggenheden til endnu et rekreativt tilbud, er det svært at spå om. Men det er nok usandsynligt, at den rømmede P-plads vil få lov at ligge hen som en tom asfaltplads i ret lang tid.

Med en afslutning på Nordøen vil den østlige inderhavn om få år have et komplet 'aktivitetsstrøg' med en ypperlig beliggenhed langs vandet.

Men i første omgang må man altså nøjes med den nye mulighed for at slubre café cortado i Operaen senere på året.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling