pixel

Omprogrammer din by

På DAC kan du nu opleve, hvordan byens rum gentænkes på kreativ vis over hele verden.

reprogramming the city

Fakta

Reprogramming the City - Nye muligheder for byens rum

Dansk Arkitektur Center
Strandgade 27b, Kbh K

Indtil 4. januar 2015

Åbent klokken 10-17 alle dage.
Onsdag aftenåbent til 21.

Entré 40 kroner – gratis onsdag klokken 17-21.

I Umeå har de busskure med indbygget solterapi. I Lima laver et reklameskilt det rene luft om til drikkevand. Og i København bliver kilometervis af byggepladshegn til kilometervis af kunstudstilling.

For Homo Sapiens er blevet til Homo Urbanus. En byrace, der føler en stærk form for ejerskab til byen og er begyndt at gentænke den på kreativ vis. Vi bruger det, vi allerede har, på nye måder, når hustage bliver til køkkenhaver og det mørke område under en bro til en udendørs biograf.

Nye eksempler på vores omprogrammering af byen skyder frem hele tiden over hele verden, og nu er nogle af de mere usædvanlige også rykket ind 1:1 på Dansk Arkitektur Centers store efterårsudstilling, 'Reprogramming the City'.

Salgstricks og ingeniørkunst

Særligt det integrerede, lysende busskur hentet i Sverige har en dragende effekt på de sæsonforkølede udstillingsgæster på DAC for tiden. Oppe i Umeå, 500 kilometer nord for Stockholm, får beboerne kun tre timers sollys på en vinterdag. Derfor har det lokale busselskab og det lokale energiselskab simpelthen valgt at installere pærer med lysterapeutiske egenskaber i 30 af byens busstoppesteder, for at hjælpe passagererne af med vinterdepressionen i ventetiden. Og det må siges at være et salgstrick der virker – dobbelt så mange tager nu bussen i Umeå!

Prisen for den mest fascinerende omprogrammering på udstillingen må dog alligevel gå til en af dem, som kun er med i mindre modeller, tekst og billeder: UTEC Water Billboard fra Lima.

I Peru er der mangel på rent drikkevand, og samtidig vil skæbnens ironi det således, at luftfugtigheden konstant befinder sig på 98% i hovedstaden. Men gemt inden i store reklame-billboards langs vejene kan et luftfilter, en kondensator og et kul-filter omdanne den ekstremt høje luftfugtighed til rent drikkevand – i gennemsnit 95 liter om dagen er reklameskiltene oppe på, udviklet af studerende på Limas tekniske universitet.

Københavnsk kaffeløsning

Værtsbyen København er selv godt repræsenteret i 'Reprogramming the City'. Ud over metrobyggeriets forskønnelsesprojekt Byens Hegn er blandt andet også den store tagfarm ØsterGRO med blandt de eksempler på gentænkningen af byen, som der kan læses mere om i det trykte program eller via QR-koder på smartphonen.

ØsterGRO er et eksempel på et bottom-up projekt, som er skabt på initiativ af ”almindelige byboere” og ikke oppefra af byplanlæggere eller store virksomheder. Ligesom en anden lokal omprogrammering, Test Tubes, som københavnerbloggeren Sandra Høj fandt på, for at komme kaffebæger-skraldet i byens gader til livs.

Københavnerne er nemlig så vilde med to-go kaffe, at alle deres pap-krus overfylder skraldespandene. I stedet for at brokke sig tog Sandra Høj sagen i egen hånd og udviklede et aflangt skraldespandspåhæng specielt til de tømte kopper.

Efter en testperiode bestemte Københavns Kommune sig for, at man ikke har et to-go-kop-problem. Men de københavnske test tubes lever nu videre på museum, fordi de er et lille, men præcist eksempel på, hvad genprogrammering af byen handler om: I stedet for at se byen som et slutprodukt af en kreativ proces kan det blive begyndelsen på en ny.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling