pixel

Hans Tavsens Park skal være mere vild

Assistensens nabo skal klimarenoveres. I fremtiden kommer den plane park til at bugte sig i bakke og dal, så den kan fange vand fra skybrud.

Skybrudssikring i Hans Tavsens Park

I et springvand i midten af Hans Tavsens Park sidder den græske gudinde for skoven og de vilde dyr — Artemis — med sin bue i hånden på en stejlende hjort.

Der er dog ikke meget skov og vilde dyr over Artemis' omgivelser — springvandet og gudinden er omgivet af en bred grussti og en stor, plan græsplæne. Men dét kommer med al sandsynlighed til at ændre sig snart.

Parken på Nørrebro står over for en stor klimarenovering:

På samme måde som den nyrenoverede Enghaveparken, skal Hans Tavsens 85.000 kvadratmeter bygges om, så de kan bremse de store vandmængder, der kommer med mere hyppige og voldsomme skybrud. Med indbyggede bassiner får parkerne en bi-funktion som aflastning for byens kloakker.

I den forbindelse vil også Artemis' udsigt ændre sig til mere naturlige omgivelser for hjorten under hende.

Fra plæner til dale

På trods af flere statuer, et springvand og hele to legepladser virker den aflange Hans Tavsens Park i dag lidt anonym.

Parken støder lige op til Assistens Kirkegård og virker mest af alt som et indgangsparti — en grøn overgang fra Nørrebros asfalt til kirkegårdens græs.

Dét vil landskabsarkitekterne fra SLA ændre ved at gøre parken lidt mere vild og lidt mindre tæmmet.

Fremover skal parken kunne opsamle op til 7.000 m3 vand, og for at kunne rumme de store mængder, vil Hans Tavsens Parks i dag plane terræn blive mere kuperet med store "dale" i midten.

Hovedparten af renoveringen vil netop koncentrere sig om parkens centrale dele.

Særligt i parkens kanter vil cirka 60 af de gamle træer dog blive fældet — men vil blive afløst af 217 nye, der dog naturligvis skal bruge nogle år på at vokse sig så store som deres forgængere. 

Nogle af de fældede træer bliver gravet hele op og får lov til at blive liggende i parken som insekthjem, der skal styrke biodiversiteten. 

Flere steder bliver der også plantet naturgræs, der ikke slås i løbet af forsommeren, men i stedet får lov til at vokse sig højere med vilde urter mellem stråene.

Alt bliver dog ikke 'naturligt' grønt. Selvom asfalten på boldbanerne tæt på Nørrebro Park Skole forsvinder, så bliver den erstattet af kunstgræs, der kan spilles på året rundt.

Og den nok mest dominerende genstand i parken bliver en 30 meter bred betoncirkel, der med en 45 cm høj kant kan fange en hel del regn — men som på tørre dage også kan bruges til boldspil, dans eller tai chi. 

Hvor skal rundboldbørnene hen?

Forandringerne sker selvsagt på bekostning af de helt flade plæner, der i dag dominerer parken. Og det falder ikke i lige god jord hos alle.

Planerne er i høring hos Nørrebro Lokaludvalg frem til 1. september, og i udvalgets facebook-tråd om projektet er det tæmningen af parken og nedlæggelsen af den store græsplæne, der trækker flest kommentarer. 

For den fladhed, der måske i dag gør parken til et lidt uinspirerende syn, gør den også glimrende til aktiviteter som yoga eller rundbold.

Flere i kommentarsporet nævner også planerne om en ny boldbane i Nørrebro Parken, som vil koste plant naturgræs i nærheden.

Ifølge projektforslaget, som skal endeligt politisk behandles i løbet af efteråret, er skråningerne dog så bløde, at man stadig vil kunne bruge området til leg og boldspil.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

Efter kritik besluttede politikerne sig i 11. time for ikke at sætte gang i ny indretning af Hans Tavsens Park. I stedet skal planen på ny diskuteres med de lokale.

relaterede
visioner

læservision
Vesterbro
Godsbaneterrænet omdannet til Vesterbros nye grønne hjerte.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling