pixel

Søren Kierkegaards Plads bliver til Tour de France-byrum

Den store plads mellem Blox og Den Sorte Diamant forvandles til et grønt fanspot — som skal inspirere til pladsens fremtidige brug.

Tour de France, Søren Kierkegaards Plads, byrum

Når årets Tour de France skydes i gang i København d. 1. juli, vil rytterfeltet på et tidspunkt suse under Den Sorte Diamants lave skybridge og over den store, stenbelagte Søren Kierkegaards Plads ved havnefronten.

Pladsen er i dag alt andet end grøn og mangler indbydende opholdsmuligheder.

I sommermånederne er trinene mod vandet godt nok flittigt brugt af vandhunde, der trodser badeforbuddet, men resten af året er pladsen mest én stor, forladt cykelparkeringsplads og gennemgangszone plaget af trafikstøj og vindstød.

Alt det laves der dog om på, når det franske cykelløb kommer til byen. Og et godt stykke tid derefter.

Midlertidigt grønt byrum

Den 29. juni åbner et grønt, midlertidigt fanspot på hele pladsen. Det sker samme dag, som cykelrytterne kører deres holdpræsentationsrute fra Islands Brygge til Tivoli.

I dagene efter vil der være kulturaktiviteter, storskærm og events på pladsen, hvor højdepunktet naturligvis bliver øjeblikkene, hvor rytterne på den 13 kilometer lange enkeltstart suser forbi. Dét sker den 1. juli.

Kommer man forbi pladsen, vil man blive mødt af grøn beplantning, midlertidige byrumsmøbler, pergolaer til ophold og — naturligvis — food trucks, der alt sammen vil forsøge at banke lidt aktivitet og hygge ind på den i dag ret grå plads, og sætte de bedste rammer for en hujende velkomst til hele cykelfeltet.

Men de livlige dage på Søren Kierkegaards eponyme plads er ikke blot et isoleret pusterum, før pladsen falder tilbage til en lang, illusionsløs eksistens.   

Fanspottet er nemlig også tænkt et aktivt byrumsforsøg, der skal afprøve, i hvilken retning pladsen fremover kan udvikles.

Realdania er blandt initiativtagerne til pladsen, og de vil efterfølgende opsamle erfaringerne til en ny byrumsanalyse, der skal belyse, hvordan pladsen fremover kan indrettes.

Grøn efterspørgsel

Og dét er der nok mange, der har ventet på. 

Nærmest siden Den Sorte Diamant blev indviet i 1999 har den stenede naboplads fået kritik for ikke at indbyde til ophold, trods den fine placering ud til vandet mellem Det Kongelige Bibliotek, Christian IVs Bryghus, Bibliotekshaven, og — senest — BLOX. Sidstnævnte har dog i parantes bemærket fået mindst lige så meget kritik for dens arkitektur og mangel på gode opholdsmuligheder.

Flere tegnestuer — heriblandt hollandske OMA, der netop stod bag BLOX — har foreslået at beplante Søren Kierkegaards Plads med op mod 1.000 træer som et mere organisk supplement til den nye arkitektur på stedet.

Også de danske arkitekter i Urban Power har i en vision foreslået at overdække hele pladsen med et bølgende landskab, der breder sig på begge sider — og henover — den travle vej Christians Brygge, der også hedder O2, fordi det er en 'omfartsvej' der dog ikke farer så meget om, men går stik igennem byens hjerte.

Det er en løsning, der med tegnestuens egne ord ville 'skabe en smuk iscenesættelse af de gamle bygninger'.

Da pladsen ikke ejes af Københavns Kommune, men af Kulturministeriet, er vejen fra idé til realisering en smule anderledes end normalt, og dette er yderligere kompliceret af de mange offentlige kulturinstitutioner ved pladsen, der gerne vil give deres besyv med om en fremtidig indretning. 

Tilbage i 2018 lød det fra daværende kulturminister Mette Bock, at institutionerne omkring pladsen var i gang med at lægge en ny plan for pladsens indretning, men siden er der ikke sket det store.

Skal blive til helt ny plads

Med opsættelsen af den nye midlertidige plads er det dog Realdania og de øvrige parters håb, at høste en række erfaringer, der kan indarbejdes i det videre forløb med at finde en mere permanent indretning af den store plads.

Foruden Realdania, er også Københavns Kommune, Det Kgl. Bibliotek, Nationalmuseet og Slots- og Kulturstyrelsen med i partnerskabet om den kommende, grønne park, der i første omgang altså bliver et vaskeægte cykelfest-spot.

Da cykelløbet naturligvis også transmitteres fra helikopter, er det planen, at pladsen skal have et fysisk 'statement' af en art, der kan ses fra luften. Præcis hvad det bliver, er ikke oplyst endnu.

Foruden på Søren Kierkegaards Plads kommer der flere spots rundt om i byen, så flest mulige Tour-tilskuerer kan opleve cykelløbet og deltage i folkefesten.

Tour de France-organisationen ASO står for den officielle fanpark på Kongens Nytorv og storskærm på Rådhuspladsen, mens Den Røde Plads på Nørrebro bliver endnu et stort fanspot. Dertil kommer en række private arrangementer.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

bo schmidt
da man lavede Amaliehaven, skabte, det ikke, stor jubel. en grøn høj kan,vel ikke irretere nogen.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
København
Nyuddannet arkitekt vil skabe et "pensionat for træerne" på Langelinie og langs resten af havnen. Genbrug af ældre træer er nemlig billigere og kan bevare byens større træer.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling