pixel

Storbyidyl på valbysk

Lige ved Nordisk Film har det centrale Valby fået sin første grønne oase.

kbh magasin

Det startede med et par spredte, spæde kirsebærtræer. Snart efter fulgte højene og staudebedene og trampolinerne og den usædvanlige, lange bølgende træbænk, der rammer det hele ind. Beboerne omkring den nye storbyhave mellem Gadekærvej, Mosestykket og Erik Ballings Vej i Valby har fulgt nysgerrigt med i anlæggelsen fra september sidste år til den længe ventede indvielse den sidste dag i maj.

Kort
Storbyhaven

Nu bliver børn hentet fra vuggestuen få meter fra mini-parken og får lov at hoppe rundt i de nedsænkede trampoliner, inden de skal hjem. En ung dreng ligger med sin mobil fremme på en græsklædt bakke i solen, et fødselsdagsselskab sidder ved ét af bordene, og i den anden ende af parken sidder en familie i skyggen af det ene store træ.

Blot en måned siden indvielsen er det, som om haven altid har været der. Kun de blankpolerede, pletfri træbænke og de spinkle træer vidner om, at haven er en ny tilføjelse i bybilledet.

valbyhave_magkbh_bentl_01_.jpg

Fakta

Storbyhave i Gl. Valby

En lille park mellem Gadekærvej, Mosestykket og Erik Ballings Vej i 2500 Valby.

Haven er tegnet af 1:1 Landskab.

Er en del af Gl. Valby Områdefornyelse og har kostet 4,5 mio. kr.

Gl. Valby Områdefornyelse og Statens Kunstråd har også afsat 1,4 mio. kr. til projektet Valby Fortællinger, der går ud på at udsmykke seks gavle i kvarteret.

En lillebitte skov

Den lille park er åben og kan krydses på alle leder langs stier. Den eneste afgrænsning udadtil er det lange træmøbel, der bølger op og ned og ud og ind, så alle kan finde et sted at sidde, ligge eller læne sig op ad. I staudebedene på bakkerne vokser et væld af forskellige planter, deriblandt skovjordbær og purløg.

På den anden side af den fælles cykel- og gangsti ligger Den urbane skov, som arkitekterne kalder den, hvor unge egetræer står i vandingsposer og en dag skal vokse sig store og tætte, så deres kroner kan danne et løvtag over pladsen. Mellem træerne er der placeret runde metalfade i varierende størrelse, der opsamler og afleder regnvand og samtidig fungerer som dekorative, kunstige vandpytter.

Den lille skov er tænkt som det bymæssige mødested, men foreløbig står de runde bænke tomme, mens det mere bukoliske bakkelandskab er det egentlige midtpunkt.

valbyhave_magkbh_bentl_05_.jpg

Valbys særlige ånd

”Det, jeg synes er så særligt ved denne her park, er, at den er lige i Valbys ånd. Det er en meget lokal park, og fordi der bor mange ældre og børnefamilier rundt om, passer det godt med bakkerne og blomsterbedene og promenaden. Jeg er ikke sikker på, den ville gøre sig ligeså godt på for eksempel Nørrebro,” siger Sofie Andersen, som er arkitekt i Gl. Valby Områdefornyelse.

Der er bestemt noget unikt over haven, når man nærmer sig på en strålende solskinsdag fra Valby Langgade ad en kraftigt bugtende vej med gule bindingsværkshuse. Det er Valbys helt særlige, charmerende blanding af provins og storby. For lige ved siden af ligger en automekaniker, og om hjørnet finder man SuperBest og det berømte filmstudie Nordisk Film.

Områdets sammensatte historie afspejles også i gadenavnene: Mosedalvej, Mosestykket og så Gadekærvej, hvis sydlige del siden november sidste år er omdøbt til Erik Ballings Vej til ære for instruktøren, der er kendt for 'Olsen-banden'-filmene, 'Matador' og 'Huset på Christianshavn'.

valbyhave_magkbh_bentl_04_.jpg

Måger i paradiset

Det har dog ikke alt sammen været lutter lykke i storbyhaven, for der har også været et par mangler og uforudsete problemer. Der er for eksempel nogle måger, der hærger affaldsspandene og spreder indholdet for alle vinde, og beboerne klager over at blive vækket klokken fem om morgenen af hidsige mågeskrig. Heldigvis har de kommunale medarbejdere været gode til at rydde op efter rodet, og der arbejdes på en løsning med mere lukkede skraldespande, som de bevingede ballademagere ikke kan komme ind i.

Knallertkørsel på den fælles cykel- og gangsti, skæmmende hundeefterladenskaber samt kanter, der gør parken vanskeligt tilgængelig for kørestolsbrugere er andre problemer, som der er ved at blive rettet op på.

Alt i alt har haven dog fået rosende ord med på vejen på sin Facebook-side: ”Det er et skønt anlæg, trods de anførte små skønhedsfejl. Folk bruger allerede haven flittigt, den er et hit og hæver områdets kvalitet betydeligt”, skriver én.

valbyhave_magkbh_bentl_03_.jpg

Mere forskønnelse

Områdefornyelsen Gl. Valby er endda slet ikke færdig med at forbedre. Næste år tages fat på at udsmykke seks gavle i kvarteret med historier om Valby, og den første bliver den store og lige nu ret golde gavl på boligselskabets Kærbos ejendom.

Ifølge Sofie Andersen ønsker Områdefornyelsen desuden at nedlægge vejen nord for Mosestykket og inddrage den i det grønne område, men det skal dog først finansieres og godkendes politisk.

Endelig mangler haven selvfølgelig et rigtigt navn. Det bliver besluttet i løbet af efteråret 2013 af Vejnavnenævnet, som allerede har afsløret, at navnet bliver relateret til kvarterets stolthed med temaet ”Nordisk Film”.

valbyhave_magkbh_bentl_06_.jpg

Mest læste

relaterede
artikler

Sigynsgade får mere grønt og færre biler. Ny plan får opbakning på rådhuset og blandt de lokale beboere — men der er også skepsis.

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling