København vil vise støtte til Ukraine med nye gadenavne
Syv nye gader på Svanemølleholm i Nordhavn bliver formentlig navngivet efter Ukrainske havnebyer.
Kyivgade og Sevastopolgade.
Det er to gadenavne, man kan komme til at støde på, hvis man i fremtiden går tur i nærheden af metrostationen Orientkaj Station ved det nye kvarter Svanemølleholm i Nordhavn.
De klinger måske ikke helt dansk, og det er de heller ikke.
Navnene er udvalgt som et tegn på solidaritet, samarbejde og en anerkendelse af, at Danmark støtter Ukraine i den igangværende krig efter Ruslands invasion.
Muligheden for at finde ukrainske navne har tidligere været drøftet blandt Københavns Kommunes politikere, der har udtrykt et ønske om den symboske støtte.
Og derfor har Vejnavnenævnet fundet frem til de ukrainske navne, der netop er røget på den politiske dagsorden til et møde i næste uge.
Der er tale om i alt syv kommende gader på Svanemølleholm, som ligger lige ud til vandet — og valget er faldet på havnebyer for at passe ind i det maritime tema ved Nordhavn, hvor man også finder navne som ’Færgehavnsvej’ og ’Skudehavnsvej’.
Fremover kommer man altså — sandsynligvis — til at kunne gå ned ad Ukrainegade, Kyivgade, Mariupolgade, Odesagade, Khersongade, Sevastopolgade og Mykolajivgade.
Bliver de russiske?
Når navnene allerede er godt på vej til at blive godkendt på rådhuset, skyldes det, at de allerede har været igennem en høringsproces, der ifølge kommunens Teknik- og Miljøforvaltning ikke har ”givet anledning til ændringer”.
Forslaget har overvejende fået positive kommentarer med på vejen, men der er også blevet luftet et par bekymrede tanker. En af dem kommer fra Industriens Pension og deres kommende lejer advokatfirmaet Bruun & Hjejle, som skal have adresse i området.
”Den væsentligste bekymring er, at disse byer på sigt kan blive registreret som russiske (Mariupol og Sevastopol er allerede under russisk besættelse, red.), hvilket vil betyde, at de ikke længere vil være venskabsbyer til København,” skriver Industriens Pension i deres høringssvar.
Østerbro Lokaludvalg har også haft de ukrainske navne oppe at vende i forbindelse med høringen. Grundlæggende mener udvalget, at det er ”sympatisk” og støtter op om forslaget.
Som det så ofte bliver gjort i forbindelse med høringer, har lokaludvalget også taget et temperaturtjek på de sociale medier, og her er stemningen til gengæld blandet.
Blandt modstanderne er der en lokal, der skriver: ”Hvad skulle det gøre godt for? Hvad er der galt med et dansk vejnavn?” Og en anden bakker op med, at "det er en ommer”.
Men der er også støtte at hente i kommentarsporet fra flere, der mener, at det er en ”god idé”, og at der skal ”holdes fast i de ukrainske navne”.
Markering af venskabet mellem Danmark og Ukraine
Én bekymring går dog igen, og den handler om, hvor nemt det er at udtale og stave til gadenavnene. Østerbro Lokaludvalg har derfor opfordret til, at bynavnene eventuelt kan ”fordanskes, for lettere udtale”.
Hos det kommunalt ejede selskab By & Havn mener man også, at det kan være svært at stave sig igennem de ukrainske navne, men ellers har selskabet ”ingen bemærkninger”.
Selv om Dansk-Ukrainsk Selskab ikke er part i sagen — og derfor ikke formelt skal høres — har man også spurgt her for at få et perspektiv fra ukrainere, der bor i Danmark.
Her er der, måske ikke så overraskende, begejstring for de valgte navne — særligt Kyiv, Odesa og Mykolajiv har stærke symbolske konnotationer, lyder det.
”Navngivningen af veje efter ukrainske byer vil være en markering af venskabet mellem Danmark og Ukraine samt et permanent symbol på europæisk solidaritet, samarbejde og håb om genopbygning og fred,” skriver Dansk-Ukrainsk Selskab i høringssvaret.
Der har været krig i Ukraine i snart fire år. Rusland invaderede Ukraine den 24. februar 2022 — men helt siden 2014 har der været kampe i det østlige Ukraine.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
