Vinyl i København
25 år efter vinylen fik sin dødsdom, er pladekasserne med lp’er tilbage i Fona og USB-pladespillere ugens tilbud i Netto. Mens iPod’en nedlægger den ene cd-butik efter den anden, bliver dedikerede vinylpladepushere ved med at poppe op i København. De er bare flyttet fra sidegader i Indre By til sidegader på broerne. Meget tidsatypisk inviterer de til musikfordybelse med kyndig betjening bygget på viden, anekdoter og passion. Her er KBH’s kæledægger.
MAGASINET KBH ELSKER
Can: Verdens mindste bedste fund
Alting er bare mindre i Tullinsgade der udover Verdens Mindste Kaffebar og en af verdens mindste cykelproducenter kan prale af verdens mindste bedste pladebutik. Selv om man skal være smølf for at få adrenalinen op over en gang dåseskjul i Can, er der på kakkelgulvet blevet plads til såvel en hyggesofa som en udsøgt selektion af svedig negermusik fra cirka 1965-1995. Det er her du finder originaltryk af guldalder-hiphop, og den soul-funk-jazz den byggede på, til priser der kan betales uden at din bankrådgiver skal inddrages. Can er også galleri og modeoutlet hvor kunstnerægteparret bag sælger sin grafiske kunst, sit hjemmedesignede tøj og deres spøjse billedbog ’Den Magiske Kat’.
Can Tullinsgade 5, Kbh V Man-fre: 12-17.30 Lør: 11-14 Søn: efter aftale

Vinylværktøj: bambus eller high end?
Hvad enten du er frafalden fortryder eller nysgerrig nykommer, skal der en pladespiller til for at kunne fuldbyrde kærligheden til vinylen.
Lenco L-3866
Selv den billigste drejeskive fås i dag med indbygget forforstærker og USB-stik, så musikken kan deles med iPod’en.
Pris: 604,-
www.happii.dk
Argon TT1
En ordentlig pladespiller skal være enkel, stilfuldt designet og manuelt betjent – halvautomatik er for amatører.
Pris: 1.999,-
www.hifiklubben.dk
Technics SL-1210
Pålidelig og nærmest uopslidelig er 1210’eren, dj-maskinen over dem alle og ophøjet til guddom i hiphoppen.
4.995,-
www.aage.dk
Mcintosh MT-10
Når kun det bedste er godt nok til dine dyrebareste, skal de spinde på en silikoneblok der hviler på puder af luft.
49.900,- (nedsat 16.000,-)
www.ktradio.dk
Route 66: Hvis du kun har tid til én
Skal det være nyt og på lak, er det cd-fri miljø på Fælledvej byens sikreste bud. Route 66 er ikke bange for Robbie Williams og er det tætteste du kommer en almindelig bred musikbiks – bare for lp-fundamentalister. Titlerne kommer hurtigt hjem inden for alle genrer, men dansk rock er det bankende hjerte i butikken der under navnet DVP – Danish Vinyl Production – selv udgiver for Under Byen og Mikael Simpson. Kasserne med hjemlige undergrundssingler er legendarisk, og der er også brugte sager i kælderen hvor en vægmalet Stevie Wonder våger.
Route 66 Fælledvej 3, Kbh N Man-fre: 12-18 Lør: 11-16
Skær din egen skive
Drømmer du om at sætte pick-uppen i en vinyl med dig selv, kan ønsket blive opfyldt i kulturhuset Støberiet hvor pladeskæreriet Kommunal Dubplate Service holder til.
Dubplates er unikke prøvetryk, der er udbredt blandt dj’s i særligt dancehall- og dubstep-miljøer hvor der er prestige i at sætte eksklusive remixes, mash-ups og uudgivede numre på vinyl.
Kommunal Dubplate Service skærer dine plader i slidstærk plastik eller i lak der har rigere lyd, men kun holder sig støjfri i omkring 50 afspilninger. Bare mød op med en lydfil på en brændt cd, så får du din egen 7” med hjem for under en hund. Læs mere på deres hjemmeside.
Kommunal Dubplate Service
Blågårds plads 3, Kbh N
Læs mere på www.dubcut.tk
Æter: Den hemmelige hyggehule
Spot det lemfældigt håndmalede gadeskilt, og lad det lede dig til en hemmelig vinylhule i rustik berlinerstil. Sortimentet er måske ikke blandt byens største, men dét er hyggeoplevelsen. Der er gode chancer for at blive budt en kop kaffe hvis du stikker hovedet indenfor. Ubrugt og tidligere benyttet står blandet, og selv om Æter gør sig mest inden for den smallere indie og elektronisk, er man ikke for fin til afrobeat og Twisted Sister. Bulen har også solbriller, T-shirts og eget label, Neh-Owh Records, der senest har skåret en ep med The Artificial Limbs.
Æter Jægersborggade 50, Kbh N Tir: 17-19 Ons-tor: 13-18 Fre: 14-19 Lør: 11-17
1889
Verdens første pladeselskab, Berliner Gramophone, laver 5”-plader i den harpiksrige shellak til legetøjs-grammofoner.
1925
Lakplader har udkonkurreret voksruller som lydlagringsmedie, og omdrejningshastigheden standardiseres til 78 rpm (rotationer per minut).
1949
Plader i vinylplastik, der afspilles med en rotationshastighed på 33 1/3 og 45, lanceres. De har plads til mange flere riller og ergo mere musik og erstatter derfor snart 78’erne og lakken.
1958
De første vinyler i stereo udsendes.
1982
Den lille digitale cd dukker op og begynder sit indhug på vinylens position.
1995
Musik på vinyl er blevet et nicheprodukt og samlerobjekt.
2009
Mens cd-salget styrtdykker, stiger vinyl-salget igen og er det højeste i et årti.
2010
Vinylversionen af Kashmirs nyeste album Trespassers bliver udsolgt på en uge, og vinylgenoptryk af gamle Malk De Koijn-albums sender dem ind på top 40.
MAGASINET KBH ANBEFALER
Repo Man Records: Anarki i fensmarken
Punken lever og ånder i det smalle lokale der er halvt i gadeplan, halvt i mezzaninniveau. Opkaldt efter en firserkultfilm og stilrent indrettet med sort loft, røde pladekasser og hvide vægge behængt med klassiske punkrockcovers i de samme farvenuancer. Find også nyt og brugt rock’n’roll, alternative, metal, psych, experimental, syre og larm. Her er gode chancer for at falde over sjældenheder i originale tryk, her er Bekæmp Systemet-priser, og her er jævnlige intimkoncerter.
Repo Man Records Fensmarkgade 36, Kbh N Man-fre: 12-18 Lør: 12-16
Sort Kaffe & Vinyl: Kaffemik med obskur musik
Selv om vi allerede har skamrost Skydebanegades hybridhit i kaffebarsammenhæng, gør vi det uden blusel igen: Det er jo genialsk oplagt at kombinere gourmetmokka med connaisseurmusik. Med kaffen ved du hvad du får. Med pladerne er det op til din eventyrlyst, for vinyludvalget går gerne sine egne anderledes, eksperimenterende og obskure veje. Har du mønt nok, kan du også få et eksemplar af den tjekkiske Pro-ject-grammofon med.
Sort Kaffe & Vinyl Skydebanegade 4, Kbh V Man-fre: 8-18 Lør-søn: 11-18
Merchant Records: Sidste rapmohikaner
I årevis var clubkids og hjemmedrenge vinylens mest dedikerede støtter, men i dag har de strambuksede indierocktyper taget mere over. Byens sidste rent elektroniske udbyder, Ameoba, har drejet nøglen om, og den undseelige kælderdealer Merchant Records er hiphoppens sidste bastion. Men en tapper én med et imponerende udvalg af de nyeste rim-til-rytmer – især undergrund og independent. Fair priser og hyggelige månedlige pladeaftener med lidt til halsen.
Merchant Records Stefansgade 12, Kbh N Man, tir og fre: 13-18 Lør: 11-15
Smukstøj;: Info-førende indiedarling
I et københavnsk vinylbiksmiljø der efterhånden er domineret af hybridudbydere og undergenrespecialister, er Smukstøj; af den lidt mere klassiske og velassorterede slags. Tætpakket med frisktrykt indie-rock, alternative rock og electronica hele vejen fra det flotte vinduesparti til den rå murstensmur der fuldender det aflange lokale. Ikke uvæsentligt er Smukstøj; byens flittigste til at opdatere på nettet med ugens nyheder i pladekasserne.
Smukstøj; Vesterbrogade 180, Frb C Man-fre: 11-18 Lør: 11-15
HUSK OGSÅ LIGE!
Sound Station: Udvalget af brugt vinyl er i skandinavisk særklasse, men det er priserne så sandelig også, svingende mellem høje og skyhøje. Sound Station er ikke for casual collectors – der skal være dedikeret spænd i budgettet hvis skiverne skal med hjem.
Sound Station Gammel Kongevej 94, Frb C Man-tor: 10-18 Fre: 10-19 Lør: 10-16
Rock Uglen: Københavns ældste heavyspecialist har en ordentlig røvfuld brugte plader på lager. Først og fremmest tråd i alle afskygninger, men du kan også sagtens finde en ABBA i rodekasserne hvis det skulle være. Tjek også det fine udvalg af mærkelige film.
Rock Uglen Frederiksborggade 40, Kbh K Man-tor: 11-18 Fre: 11-19 Lør: 10-14
2nd Hand Records: Man skal ikke glemme de klassiske køb-salg-byttere som Accord, Mint og Beat Bop selv om der i vore dage er større chance for at hygge sig end at komme hjem med et ægte fund. Byens billigste vinylfix fås stadig i 2nd Hand hvor prisen starter ved 1 krone.
2nd Hand RecordsLarsbjørnsstræde 20, Kbh K Man-fre: 12-17.30 Lør: 11-15

Tak fordi du læste artiklen til ende — vi håber, du kunne lide den.
Vi hopper lige til sagen: På Magasinet KBH følger vi tæt udviklingen af København. Intentionen er at give dig brugbare informationer, og gennem debat at bidrage til at skabe et bedre København.
Men der er mange omkostninger forbundet med at lave et digitalt magasin, og derfor har kun medlemmer pr. 7. juni 2019 adgang til langt størstedelen vores indhold.
Vi kan kun overleve med støtte fra vores læsere.
Hvis du har glæde af Magasinet KBH, så håber vi meget, at du vil blive medlem. Medlemskaber starter ved kun 29 kroner om måneden, men de gør hele forskellen for os, og giver adgang for dig.
PS. Som medlem slipper du også for at se flere af de her opfordringer til medlemskab, og alle reklamer forsvinder, hvis du vælger et plus-medlemskab.