pixel

Kan man forbyde souvenir­butikker?

Kan man udelukke souvenirbutikker fra Indre By? spørger en politiker. Det kan blive en udfordring i København, mens flere andre europæiske byer gør det.

Turisme i København, souvenirbutikker

Kaffekrus med 'hygge' skrevet på. Magneter med et billede af den lille havfrue. Og nøgleringe med danske flag.

Der dukker flere og flere butikker op i København, der gerne vil i lommerne på turisterne ved at sælge souvenirs, som mange nok vil placere i den mere smagløse afdeling.

Og den ukontrollerede vækst finder særligt sted i Middelalderbyen i Indre By.

Det er usikkert præcis, hvor mange souvenirbutikker der i dag findes i København.

Men butikskæden 'Copenhagen Souvenir & Design' har ifølge deres hjemmeside 19 butikker i København — og hvis man søger på ’souvenirbutik’ på Google Maps, får man mere end 50 resultater.

Overfloden af souvenirshops har én politiker fået nok af.

Stine Finné Toft fra Enhedslisten har spurgt rådhusets embedsværk, om man med den nuværende lovgivning har mulighed for at forbyde souvenirbutikker i en zone — for eksempel i Indre By.

Svært at udelukke souvenirbutikker

Det er altid lokalplanen for et område, der sætter rammerne for, hvad bygningerne i området må blive brugt til.

Men selv hvis man ændrer en lokalplan — eksempelvis for en del af Indre By — så vil reglerne kun gælde for fremtidige butikker, skriver Teknik- og Miljøforvaltningen i deres svar.

Lokalplaner kan nemlig ikke gælde med tilbagevirkende kraft.

De nuværende souvenirbutikker kan altså leve videre i bedste velgående — selv hvis man laver en lokalplan, der laver nye begrænsninger for, hvad stueetagerne må bruges til.

Men der er et andet problem, hvis man i det mindste vil sørge for, at der ikke åbner endnu flere souvenirbutikker.

For hvis man vil udelukke, at nye butikker i et område kan være souvenirbutikker, render man man ind i et alvorligt benspænd.

Ifølge planloven kan man nemlig slet ikke skelne mellem butiksformer inden for samme kategori, når man i lokalplanerne laver regler for, hvad byens huse må bruges til.

Så hvis man udelukker souvenirbutikker, udelukker man samtidig alle såkaldte ’udsalgsvarebutikker’.

Og de inkluderer boghandlere, tøjbutikker, elektronikbutikker og næsten alle andre typer butikker, som man er vant til at se i gadebilledet.

Vil man sikre, at der ikke åbner nye souvenirbutikker i et område, må man derfor helt ændre den kategori, der er tilladt.

Det kunne være til 'dagligvarebutikker' eller 'produktionsvirksomhed'. Men med mindre man alene ønsker Netto'er og Føtex'er — eller snedkerværksteder — i fx Middelalderbyen, er det altså ikke en farbar strategi.

Hvis man helt vil forhindre, at der dukker nye souvenirbutikker op — men stadig gerne vil have tøjbutikker og boghandlere — så kræver det, at planloven bliver ændret, lyder det i svaret til Stine Finné Toft. Loven skal laves om, så kommunen mere specifikt kan udpege uønskede butikstyper i byens lokalplaner.

Og det er noget, der kun kan ske på Christiansborg.

Forbud i flere europæiske byer

Det er altså ikke helt nemt at forbyde souvenirbutikker i København. Men i Amsterdam har man formået netop dét.

I 2017 lavede man et forbud mod nye turistbutikker i det historiske centrum.

Fire år senere, i 2021, satte byrådet yderligere foden ned og forbød ejerne af i alt 167 ejendomme i det historiske centrum at omdanne deres eksisterende lokaler til butikker målrettet turisme — såsom souvenirbutikker, minisupermarkeder og butikker til valutaveksling.

Og Amsterdam er ikke den eneste by, der vil løfte kvaliteten af sit bycentrum ved at forbyde souvenirbutikker. Populære turistmål som Barcelona og Venedig har også lavet restriktioner for butikker målrettet turister.

Byrådet i Barcelona valgte i sommeren 2025 at stramme reglerne og gøre det ’næsten umuligt’ at åbne nye souvenirbutikker i området 'Ciutat Vella' ifølge Catalan News.

Ciutat Vella betyder 'gamle by' og er Barcelonas største turistmagnet — det er her man finder det gotiske kvarter med populære kirker og shoppinggaden La Rambla.

Flere turister i København

I Venedig valgte byrådet i 2019 at sætte ind med nye regler for turistmålene omkring Rialtobroen, Canal Grande og Markuspladsen.

De nye regler skulle begrænse mulighederne for at åbne nye butikker målrettet turister, men også begrænse de eksisterende butikker i, hvordan de kunne udstille og markedsføre deres varer.

Imens mange europæiske byer har kæmpet mod overturisme, er København blevet et mere og mere populært rejsemål.

Gennem 2010'erne blev antallet af hotelovernatninger i København næsten fordoblet, og efter et fald omkring Covid-19 pandemien kom der igen godt gang i udviklingen i 2022 og 2023.

I 2024 satte hovedstadsregionen ny rekord og rundede for første gang 15 millioner overnatninger, viser tal fra turismeorganisationen Wonderful Copenhagen.

Det svarer i gennemsnit til godt 41.000 hotelovernatninger hver dag året rundt.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Soeren.chr.jensen_1735
Selv om jeg godt kunne undvære souvenirbutikker i den mængde, der er, så skal man nu være forsigtig med for megen planøkonomisk styring af byens udvikling.
Bente L.
Det er foruroligende hvor hurtigt det er gået med at tivolisere indre by, til skade for det øvrige butiksliv. Engang var det hyggeligt at gå en tur i Strædet, Købmagergade, m. fl. I dag er der næsten kun butikker målrettet turister. Enten smagløse souvenir shops, eller Prada og lignende, som ikke er for de kinesiske turister, men ikke almindelige københavnere. Jeg er holdt op med at komme dér. Det værste er at handelslivet og de fleste politikere kun ønsker sig flere turister. Men tak til Stine Finné Toft fra Enhedslisten for at tage problemet op.
Bente L.

Fejl i det forrige. Der kom et "ikke" for meget. Prada m. fl er for de kinesiske turister, IKKE for....

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling