115 meter: Posttårnene klar til folkets dom
Nu fløjtes kampen for alvor op om Københavns højeste hus og resten af mega-projektet på Postgrunden.
I skyggen af vinterens hidsige københavnerdebat om en nedrivning af Palads til fordel for højhuse over Vesterports banegrav har efterårets mest omdiskuterede højhus-projekt i byen fået ro og mag til at tage et afgørende skridt mod virkeliggørelse.
På Postgrunden, lige omme på den anden side af Hovedbanegården, er planen en hel stribe af runde tårne langs togsporene. Og efter justeringer af bygningernes udformning og indhold er flertallet af Rådhusets politikere nu så tilfredse med forslaget, at det er på vej i offentlig høring.
Dermed spilles bolden over til alle københavnere og andre interessenter, der har en holdning til de syv højhuse i op til hovedstadsrekordhøjden 115 meter – og resten af det nyopførte business district med masser af kontorer, hotellejligheder og udsigtsboliger med en række offentlige promenader, pladser og byhaver imellem sig – inden den endelige beslutning skal træffes ved udgangen af året.
Ender den kommunale tommelfinger til den tid med at pege opad, kan nedrivningen af den store forladte postterminal på Postgrunden begynde i 2018 og alle syv posttårne på henholdsvis 28 meter, 28 meter, 52 meter, 54 meter, 67 meter, 94 meter og 115 meter stå rejst i hjertet af København i 2021.
Se mere om den reviderede udformning af byggeriet og få mange flere detaljer om visionen for Postgrunden her på Magasinet KBH, hvor du også kan følge med på Postgrundens projektside.

Tak fordi du læste artiklen til ende — vi håber, du kunne lide den.
På Magasinet KBH følger vi tæt udviklingen af København. Intentionen er at give dig brugbare informationer, og gennem debat at bidrage til at skabe et bedre København.
Men der er mange omkostninger forbundet med at lave et digitalt magasin, og derfor har kun medlemmer i dag adgang til langt størstedelen vores indhold.
Den artikel du lige har læst, var der gratis adgang til, men langt de fleste skal man være medlem for at læse.
Den gode nyhed er, at medlemskaber starter ved blot 29 kroner om måneden.
PS. Som medlem slipper du også for at se flere af de her opfordringer til medlemskab, og alle reklamer forsvinder, hvis du vælger et plus-medlemskab.