pixel

Tiltrængt: En rigtig busterminal i 2022

Ny fjernbusterminal ved Dybbølsbro skal fjerne det københavnske kaos i Ingerslevsgade.

busser ingerslevsgade

Hvis du ankommer til Danmarks hovedstad med langtursbus, så bliver du sat af midt på en cykelsti langs en travl vejbane og budt velkommen af et inferno af åbne bagageklapper, forvirrede turister og andre udfordringer for trafiksikkerheden.

Men efter årtiers kaos skal fjernbusserne til og fra København endelig samles i en central terminal ved Dybbølsbro Station i stedet for den mere eller mindre uorganiserede række af store busser langs DGI-byen i Ingerslevsgade, hvor der hverken er skiltning, informationstavler eller belysning til formålet.

Og en frisk analyse fra Vejdirektoratet sætter nu tidshorisont på den hårdt tiltrængte fjernbusterminal:

Falder alt i hak, kan byggeriet starte efter årskiftet 2021 og stå klar til busser og passager senest midt i 2022.

Busterminalen skal ligge på et aflangt areal mellem togsporene og byens forsinkede men stadig kommende inner city-IKEA, nede under vejbroen ved Dybbølsbro og Fisketorvet, hvor Vesterbro og Sydhavn mødes.

Fra Dybbølsbro Station er der ét stop videre med S-toget til Hovedbanen, og i 2024 kobles området på Sydhavnsmetroen med Havneholmen Station, der placeres nogle hundrede meter derfra på det fjerne hjørne af Fisketorvet – hvilket storcenteret selv udnytter til en storstilet udvidelse.

Selve vejbroen er også i fuld gang med at blive udvidet med byens bredeste cykelsti for at kunne håndtere fremtidens menneskemylder på, under og omkring Dybbølsbro.

Ren luksus i forhold til nu

Den nye rapport fra Vejdirektoratet skitserer tre forskellige forslag til, hvordan fjernbusterminalen kan indrettes under Dybbølsbro. De tre modeller adskiller sig dog primært fra hinanden ved hvilken retning busserne skal vende og hvordan fodgængerarealerne skal placeres.

Ligegyldigt hvilken model, der vælges, kører fjernbussserne via Carsten Niebuhrs Gade, og der bliver plads til 15 holdepladser som kan servicere små 200 busser på hverdage.

Foruden cykelparkering, elevator op til broen og så en terminalbygning på omkring 400 kvadratmeter med ventefaciliteter, toilet og mulighed for en kiosk – luksuriøse forhold i sammenligning med hvad de 1 million årlige fjernbuspassagerer til og fra København bydes i Ingerslevsgade.

Prisen anslås til 75 millioner kroner, som skal deles lige over af Staten, der bliver bygherre, og Københavns Kommune, der bliver ejer. Trafikselskabet Movia er udset til at stå for driften, der på sigt spås at hvile i sig selv økonomisk med brugerbetaling fra busselskaberne.

Det forventes, at Københavns Kommunes politikere finder pengene til byens del af regningen allerede i de aktuelle budgetforhandlinger for 2020.

Hvis kommunen og staten efterfølgende når til endelig enighed om modellen, kan fjernbusterminalen sættes i udbud i 2020, mens DSB og Banedanmark bliver færdig med at bruge arealet til etablering af nye jernbanespor. Derefter forventes byggeriet af hovedstadens længe ventede busterminal at tage halvandet år.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling