pixel

Københavns politikere nu klar til at lade Palads rives ned

De Konservative har opgivet kampen for at bevare Palads i sin nuværende form — og dermed tegner der sig et flertal for en ny kontorbygning med underjordisk biograf.

Nyt Palads

Det noget usædvanlige politiske partnerskab mellem Alternativet og De Konservative i Københavns Borgerrepræsentation for bevarelsen af den farverige Palads-bygning på Axeltorv ser nu ud til at være dødt.

Dermed tegner der sig et klart politisk flertal for en nedrivning af den i visse dele af befolkningen meget populære bygning, som sammen med Tivolis facade og Cirkusbygningen udgør resterne af det gamle ’forlystelseskvarter’ midt i København.

Palads-bygningen vil nu formentlig blive erstattet af en ny kontorbygning med en underjordisk biograf under sig.

Ville helst bevare Palads

Det er De Konservative i Københavns Borgerrepræsentation, der nu sætter sidste søm i ligkisten for den gamle biografbygning.

I lang tid kæmpede de ellers sammen med Alternativet for at bevare Palads i sin nuværende form. De to partier har tidligere forsøgt at få lavet en såkaldt 'bevarende lokalplan' for bygningen, men kunne ikke samle tilstrækkelig politisk støtte til forslaget.

Og nu har De Konservative altså opgivet kampen.

»Hvis vi kunne bevare Palads, så ville vi helst det. Der har bare ikke rigtig været andre end Alternativet, der ville lege med os,« siger gruppeformand for De Konservative i Borgerrepræsentationen Morten Melchiors til branchemediet Byrummonitor — og han fortsætter: »Nu ser vi så i stedet på, hvad vi kan gøre for ikke at miste det kulturtilbud, Palads er, og der har vi haft en fin dialog med Nordisk Film«.

Det konservative kursskifte betyder, at der nu er et flertal blandt de 11 politikere i Teknik- og Miljøudvalget (TMU), hvor flere andre medlemmer tidligere har erklæret sig positivt stemt over for opførslen af Nordisk Films forslag kaldet ’Klassiske Palads’.

Enhedslisten ønsker ikke at bevare Palads i sin nuværende form, men har været fortaler for en model, der ”vil give noget mere til byen” end forslaget til ’Klassiske Palads’ ligger op til. Og sammen med Konservative og Alternativet har de hidtil dannet et lille — men dog også usikkert — flertal mod de nye planer.

Men det er altså væk nu.

Lille stykke af facade efterlades

Dermed får Nordisk Film nu sandsynligvis deres mangeårige ønske om en ny biograf opfyldt. Ønsket skyldes en vurdering af, at den eksisterende bygning ikke længere er tidssvarende, og at man derfor ikke kan drive en rentabel biograf i den.

Efter flere forgæves forsøg præsenterede Nordisk Film i november 2022 tre konkrete udspil til en ny bygning udarbejdet af tegnestuen Cobe, der skulle erstatte den gamle biograf.

’Klassiske Palads’ var ét af de tre.

Da forslagene første gang blev præsenteret, var 'Klassiske Palads' favoritten blandt Magasinet KBH’s læsere — måske fordi det var dét forslag, hvor nybyggeriet bevarede mest af den gamle facade og i sit formsprog mindede mest om det eksisterende.

Senere kom det dog frem, at det kun ville være selve indgangspartiet ud mod Axeltorv, der fik lov at stå. Resten af den pastelfarvede facade ville blive opført som en replika.

Dét skyldes ifølge Nordisk Film, at hvis man vil udgrave til biografsale under bygningen, så er man nødt til at fjerne den for at kunne gennemføre arbejdet. Man kan ikke bare lade den gamle facade stå og bygge indeni og nedenunder.

Fortsat lang vej igen

Et politisk flertal ser altså nu ud til at være klar til at lade næsten hele Palads blive revet ned og genopført i en ny form — men med en kulørt facade, der overvejende er en replika af, hvad man kan se i dag.

Fortalere for bevarelse vil dog kunne nyde den 106 år gamle bygning iklædt pastelfarver fra 1980'erne et stykke tid endnu.

I første omgang skal TMU efter planen behandle en såkaldt startredegørelse, der bliver udarbejdet med udgangspunkt i Nordisk Films og Cobes forslag.

Hvis den som nu forventet bliver godkendt, vil den egentlige lokalplansproces gå i gang — en proces der også vil inkludere otte ugers offentlig høring, hvor man nok kan forvente en hel del kommentarer fra de 15.000 medlemmer af Facebook-gruppen Bevar Palads.

Emner

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

robertschweizer2013_3039
Helt ok. Bygningen er uden arkitektonisk værdi og kun en farvelade skamplet
Nicola Valenti 1
This is very sad. This building is magic and means a lot to many people living in Copenhagen.
fgfuglsang
Når de nu alligevel vil ødelægge bygningen så kunne de ligeså godt rive det hele ned i stedet for at ødelægge den med sammen sætning af nybyggeri. Det vil da se åndssvagt ud på den gamle bygning. Troede endtlig at den var bevaringsværdige.
Sixten Ditlefsen 1

Jeg mener ikke at man med rette kan lave en vurdering der hedder at en bygning ikke er tidsvarende som grundlæggende argument for bare at rive det hele ned. Det hænger ikke sammen med den tid vi lever i og er således ikke et “tidsvarende” argument. Jeg mener at det er for tyndt at vi bliver bidt af med så fattige nogle analyser og projekter når man kender til fabelagtige projekter der transformere den eksisterende bygningsmasse og ved hvor smukt og spændende og funktionelt det kan blive. Måske man skulle benytte bygningen på de præmisser den skaber.

At man ikke kan drive rentabel biograf derinde må være Nordisk films one size fits all tankegang. Man ville sagtens kunne lave en helt unik biograf på Palads præmisser. Meget skuffende at vores politikkere er så dårlige til at passe på vores by.
Christian Wagner
Jeg har aldrig været mere skuffet over endhedslisten

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling