pixel

Kan Irma-piger være kunst?

Der er næppe nogen virksomhed i Danmark, som har fået så meget opmærksomhed i bybilledet som Irma. Nu er der også en Irma-statue på vej.

Frederiksberg kan tilsyneladende ikke få nok af Irma — især ikke efter den sagnomspundne supermarkedskæde er forsvundet ud af bybilledet.

Lukningen udløste som bekendt nærmest desperate folkelige protester, men også stor kreativitet.

I april 2023 placerede ukendte gerningsmænd uden tilladelse en stor Irma-mosaik i fortovet på Frederiksberg Allé.

Men den civile ulydighed blev efterfølgende belønnet af politikerne. Flisen blev lovliggjort, og i november samme år fik den tildelt en permanent placering ud for Codan Hus på Gammel Kongevej.

Nu er der formentlig mere Irma-kunst på vej til Frederiksberg.

Irma-pigen i øjenhøjde

Den tidligere direktør for Irma-kæden, Alfred Josefsen, har nemlig tilbudt Frederiksberg Kommune at finansiere en Irma-pige i bronze til hovedstads-enklaven.

Og senere i dag skal politikerne i Miljø- og Trafikudvalg endeligt beslutte, om de vil takke ja.

I sidste uge forlød det, at der allerede er politisk flertal i kulisserne, og at beslutningen, der skal tages i dag, alene handler om placeringen.  

Bronze-skulpturen fremstiller Irma-pigen, som vi kender hende, med kurven på armen, og skal placeres på en sokkel af granit. Statuen får en højde på 160 cm plus en sokkel i granit på 40-60 cm. De højeste af os vil så at sige få Irma-pigen i øjenhøjde.

Embedsværket anbefaler til politikerne, at de siger 'ja' til gaven — og faktisk findes der allerede Irma-kunst i adskillige højder forskellige steder på Frederiksberg.

Det fremgår af det forarbejde, Trafik- og Miljøforvaltningen har lavet i forhold til skulpturens placering.

Irma med Irma på

Forvaltningen har undersøgt mulige placeringer af statuen flere forskellige steder i kommunen og er kommet op med fire forslag:

  1. Ved Søfronten, da der i forvejen er et hustag med en Irmahøne i neon — tæt ved Dronning Louises Bro
  2. Ud for den tidligere Irma i Codanhus på Gl. Kongevej, hvor Irma-flisen også ligger
  3. På Borups Allé, hvor der allerede er et Irma-gavlmaleri
  4. På Nathalie Linds Plads ved Finsensvej, som endnu savner Irma-kunst

Forvaltningens anbefaler, at pigen skal placeres nær sin flise — altså ved Codanhus på Gl. Kongevej. 

Kan vi få for meget Irma?

Imens har der lydt kritik af al Irma-kunsten fra Berlingskes Kulturredaktør, Holger Dahl:

"Det vidner om en eller anden fattigdom i vores kultur, når man ikke synes, at der er nogen forskel på Irma-pigen og et stykke stor kunst. En eller anden dims, der står ude i det frie rum, kan så være hvad som helst. Det hele bliver på en eller anden måde lige meget værd," udtaler han i Berlingske.

I Coops marketingsafdeling må der til gengæld være smil på læben, for selv om Irma-kæden er lukket, lever brandet i dag videre i Coops andre butikker.

Kunst og/eller reklamesøjle

Spørgsmålet er måske, hvor grænsen mellem kunst og reklamesøjle går, og det spørgsmål har nogle af politikerne i Trafik- og Miljøudvalget også stillet sig selv.

Det gælder bl.a. Anders Storgaard fra De Konservative, som har kommenteret sagen på X:

“En 2 meter høj statue af Irmapigen i bronze og granit. Ja, reklamefiguren. Og hun er endda fra Nørrebro. Hvad bliver det næste? En statue af Netto-hunden eller Ronald McDonalds klovnen på Solbjerg Plads?” skriver han.

Bronze-pigen får til gengæld ingen betydning for kommunekassen, da initiativtager Alfred Josefsen selv vil søge midler til projektet fra fonde. Og på grund at materialevalget vil vedligeholdelsesudgifterne være små.

Statuen vil ifølge Ekstra Bladet koste 785.000 kroner, og Coop har meddelt, at man er klar til at deltage i finansiereringen. 

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling