pixel

Strøget får (formentlig) alligevel ny granit­belægning

En stor opgradering af Strøget blev sidste år afløst af plan om blot at skifte betonfliserne ud — men nu er 180 graders vending på vej.

strøget, rådhuspladsen, granit

Lækker ny granitbelægning, mere grønt og i det hele taget mere indbydende.

Sådan gik det ikke, da politikerne efter et flerårigt tilløb i februar sidste år besluttede sig for at opgradere Strøgets ende mod Rådhuspladsen — den godt 350 meter lange strækning, som egentlig hedder Frederiksberggade.

I stedet blev der afsat otte millioner kroner til at udskifte gadens betonfliser fra 80'erne med nye, tilsvarende i beton. Et smalt bånd af chaussésten langs husfacaderne, lidt ekstra belysning og lidt pænere skraldespande blev der også råd til.

Men en rigtig ny og indbydende start på Strøget, der bedre kunne måle sig med hovedgader i andre europæiske storbyer, ville koste op mod det dobbelte og blev fravalgt af politikerne.

En sådan stod ellers højt på ønskesedlen hos både lokaludvalget og 'BID Frederiksberggade' — en ejerforening af gadens ejendomme, som lavede deres eget bud på en mere ambitiøs omdannelse i maj 2022. BID står for 'Business Improvement District'.

Foreningen var dog sidste år ikke interesseret i selv at supplere de otte millioner skattekroner, og også derfor blev der i sidste ende kun råd til en mindre ambitiøs model.

Men nu tyder meget på, at Strøgets åbningsstrækning — på BIDs initiativ — alligevel får et mere ambitiøst løft.

Belægningen bliver kunsten

For omkring fire måneder siden blev Københavns Kommune igen kontaktet af de mange erhvervsejendomme der flankerer Strøgets "tarvelige ende".

BID havde tidligere foreslået politikerne, at der også skulle være nogle kunstneriske indslag i det fremtidige design af Frederiksberggade — uden at de dog endte med at komme med i planerne, der blev vedtaget i februar 2023.

Her i december lød et nyt forslag fra foreningen imidlertid, at gadens belægning i sig selv skulle være et kunstprojekt.

Indgangen til Middelalderbyen skulle dermed få et mere "markant løft", end hvad der politisk var afsat penge til.

BID havde fortsat ikke selv penge med i posen men havde brugt de forgangne måneder på at tale med flere af landets fonde og bede dem om at bidrage til arbejdet — og ikke uden held.

På baggrund af de seneste måneders dialog med foreningen vurderer Teknik- og Miljøforvaltningen derfor nu, at der er "et potentiale for at et kunstprojekt kan realiseres".

Og dét betyder, at arbejdet med blot at skifte betonfliserne ud nu er sat i bero.

Københavns Kommune skrev ellers i november kontrakt med en rådgiver om at sætte arbejdet i gang, men da henvendelsen fra BID tikkede ind blot få uger senere, kunne man nå at slå bremserne i.

Kurs mod det skønne?

Kursen for Strøgets åbningsstrækning er altså nu sat mod en skønnere løsning end blot nye betonfliser, som man kender dem fra dagens Strøget. Men endnu er skibet ikke kommet i havn.

De positive dialoger med fonde skal blive til egentlige tilsagn om støtte, før Københavns Kommune helt vil opgive betonfliserne og i stedet arbejde videre med en kunstnerisk løsning, der kunne være i granit.

Kommunen har givet BID frem til januar 2025 til at rejse den nødvendige finansiering fra de interesserede fonde. Lykkedes det ikke, vil det oprindelige beton-projekt blive sat i gang igen.

I mellemtiden vil man frem mod sommeren udarbejde skitser til den nye belægning og i 2. halvdel af året fremlægge dem for Rådet for Visuel Kunst og Indre Bys Lokaludvalg, der begge får lov at give deres besyv med.

BID har allerede engageret to danske kunstnere til at komme med deres bud på en ny — og mere kunstnerisk — åbning af en af verdens ældste og længste gågader. Hvem de er, og hvordan det hele kommer til at se ud, ved vi ikke endnu.

De to kunstnere kan hente inspiration fra et lignende projekt ikke ret langt væk. Omtrent midt på af Strøget finder man nemlig den godt 150 meter lange granitbelægning på Amagertorv, som er designet af kunsneren Bjørn Nørgaard og som tilbage i 1993 også overvejende blev finansieret af fonde og de private forretningsdrivende ud til gaden — med Jørgen Nørgaard og Royal Copenhagen i spidsen.

Formentlig klar i 2027

Med det nye forsøg på at gøre den københavnske shooping-virkelighed skønnere, skrider den oprindelige tidsplan en hel del.

Oprindeligt skulle turister og lokale kunne have placeret hælene på nye betonfliser i slutningen af næste år. Men nu hedder datoen for forventet ibrugtagning i stedet slutningen af 2027.

Arbejdet skal også koordineres med den permanente lukning af Vester Voldgade, som kommunen sideløbende arbejder på. Her skal Strøget fremover smelte bedre sammen med Rådhuspladsen, og også her valgte man sidste år en mere skrabet løsning end mange ønskede for at spare penge.

I begyndelsen af 2025 bliver kunstprojektet endeligt fremlagt for de københavnske politikere, hvorefter man kan fortsætte til den mere detaljerede 'projektering' — hvis der altså vel at mærke på samme tid er fundet fondsmidler til at betale for det.

Når og hvis belægningen er klar, er det for for mange håbet, at den også kan kickstarte en renovering af Strøget resten af vejen til Kongens Nytorv. 

Trækkes hele Strøget med? 

En opgradering af hele Strøget har længe været et ønske hos mange. Men hvor nabo-gågaden Købmagergade tilbage i 2012 fik ny flisebelægning, belysning og beplantning er der stadig ikke sket så meget med landets kendteste gågade.

Derfor var forventningerne store, da Københavns Kommune efter adskillige års tilløb i 2021 satte gang i en opgradering af Frederiksberggade. BID lod dengang kommunen vide, at man klart foretrak en ny granitbelægning, da den ville "understøtte gadens rolle som de københavnske handelsstrøgs kronjuvel og flagskibet for handelslivet i København".

Ultimativt ønskede både lokaludvalg og flere interesseorganisationer sig, at hele Strøget fik løftet sit niveau med en ny granitbelægning i stedet for betonfliserne fra 1980'erne — og mente at arbejdet passende kunne starte i enden ved Frederiksberggade.

Én af Teknik- og Miljøforvaltningens daværende bekymringer var dog netop, at et ambitiøst projekt på Frederiksberggade formentlig vil skabe en forventning om, at resten af Strøget efterfølgende får samme behandling — og at dét vil koste mange penge.

Og i sidste ende valgte politikerne altså at følge embedsværkets anbefaling af en billigere og mere beskeden make-over, end de fleste nok havde drømt om.

Da Magasinet KBH sidste år talte med BIDs formand Bjarke Bendix Cloos lød det dog, at foreningen fortsat ville arbejde for en forbedret udgave af kommunens beslutning — også selvom der i foreningen ikke nødvendigvis var flertal for at spæde til af egen lomme:

»[...] Jeg vil i hvert fald forsøge at arbejde for, at der rejses de midler der kan, så løsningen bliver mere ambitiøs, end det kommunalpolitikerne har bevilget midler til,« sagde formanden dengang.

Og sådan kom det altså til at gå.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Niels Madsen_1
Der må godt være lidt visioner i det københavnske embedsværk, det er jo fint nok at ville spare penge, men der kan jo også spares lidt sammen på en konto til sådanne projekter. Vi må så håbe at der er nogle velvillige fonde der kan se ideen med en ny belægning på strøget.
bo schmidt
det er fint, sund fornuft sejre.
David Busk

Jeg håber de bruger nogle fliser der kan tåle alle de biler og varevogne/lastbiler som kører rundt på strøget om morgenen. Flere steder er de knækket der hvor de har parkeret mest. Det samme problem kan ses på Nørreport station hvor nogle biler tager en smutvej fra Nørregade ned til Gothersgade. All fliserne er også helt brækket på den strækning.

Hvis de gør det ægte bil-frit, så kan det godt være at det kan betale sig at punge ud for at lave ny belægning, men hvis de beholder de nuværende regler, så er det penge ud af vinduet når de går i stykker om et år.
Soeren.chr.jensen_1735
Hvor er det latterligt at se, hvor ringe man er til at træffe beslutninger i København. En gade på 1,5 til 2 km. tager decennier af drøftelser, før man finder ud af, at man alligevel ikke kan enes om noget. Hvor ynkeligt.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling