pixel

Ufoerne er landet på Karen Blixens Plads

Amagers nye kuperede universitetstorv er en af byens største pladser.

universitetstorvet søndre campus

Når de 16.000 studerende ved Københavns Universitets Søndre Campus vender tilbage til Njalsgade efter sommerferien, venter der et syn, mange af dem har ventet længselsfuldt på gennem adskillige semestre.

Efter præcis to års byggerod midt mellem campusbygningerne står det kæmpestore universitetstorv Karen Blixens Plads færdig og klar til studieliv – med tre meget iøjnefaldende kupler som kendetegn.

Lige som universitetets hovedindgange ligger pladsen i læ på indersiden af fakulteterne mod Njalsgade og Islands Brygges metrostation. I en L-form strækker den lyse klinkebelægning sig hele vejen fra Emil Holms Kanal og rundt om universitetsbiblioteket ned til det cirkelrunde Tietgenskollegiet, hvor tiltagende beplatning skaber en glidende overgang til Amager Fælled.

Samlet over 22.000 kvadratmeter, der nu er ankomstområde for hele Søndre Campus og skal være bindeledet videre til de omkringliggende områder.

Fremover er det her, studerende og undervisere kan hænge ud og mødes på tværs af fag og skabe et udendørs leben, der også gerne skulle trække beboerne fra nabolejlighederne til.

Dermed er Karen Blixens Plads også kulminationen på den mangeårige fornyelse af Københavns Universitets filial langs Njalsgade, hvor de gamle brutalistiske humaniora-barakker kendt som KUA efter ombygninger og udvidelser er blevet til det moderne Søndre Campus.

Stil cyklen i ufoen

Udover at kunne konkurrere på areal med de største byrum i København, er universitetstorvets claim to fame de runde bakker, der hæver sig og giver læ i terrænet.

De ligner tre landede ufoer, eller måske en lille koloni af de huler, som børne-tv's Teletubbies bor i. Men i virkeligheden er det overdækket cykelparkering.

At finde et sted at sætte cyklen er nemlig en daglig udfordring på Søndre Campus, og derfor har pladsens arkitekter fra Cobe udtænkt kuplerne som en integreret løsning med stativer til tusindvis af jernheste, uden at det spolerer helheden, der jo gerne stadig skulle være et indbydende mødested.

Cykelparkeringsbakkerne har en diameter på 36 meter og er støbt i beton med en avanceret teknik, så rummet under dem er søjlefrit. De store indgangsåbninger og runde udskæringer i dækket trækker dagslyset ind i maven på ufoerne, der har plads og tørvejr til 500 cykler hver.

I alt har Karen Blixens Plads 2.100 cykelparkeringspladser under og omkring kuplerne, som på ydersiden byder på indbyggede siddetribuner – lige gode til udendørs forelæsninger og fredagsbar.

Specialister i københavnerpladser

Universitetstorvet er omtrent lige så stort som Nørreport og Israels Plads lagt sammen, to andre pladser som Cobe har været med til at nydesigne.

Den alledstedsnærværende tegnestue har transformering af københavnske byrum som et af deres specialer, og deres principper om at bruge byen som en udvidet dagligstue kendes også senest fra Museumspladsen i Bredgade, den meget lange bænk over Alfred Nobels Bro i Sydhavn og Røde Kors-trappen på Blegdamsvej.

På Søndre Campus har EKJ været med som rådgivende ingeniører, M.J. Eriksson har udført anlægsarbejdet og NCC har støbt halvkuglerne. Bygherren er Bygningsstyrelsen, men Karen Blixens Torv er en gave til Københavns Universitet fra A.P. Møller Fonden, der har doneret 70 af de 85 mio. kroner på den samlede regning.

Blixen er inden for reglerne

Navngivningen er i tråd med, at vejene i Ørestad, som officielt starter ved Søndre Campus, er navngivet efter danske forfattere, komponister, arkitekter og ingeniører.

Karen Blixen (1885-1962) har faktisk i forvejen en lille beskeden sidevej fra Njalsgade og langs med universitetet, men med annekteringen af den tilstødende plads har en af landets mest betydningsfulde forfattere fået en mere passende lokalitet opkaldt efter sig – uden at bryde vejnavne-reglerne, fordi pladsen og vejen er fysisk forbunde, som det kendes fra for eksempel Sankt Hans Torv/gade, Enghave Plads/vej og Blågårds Plads/gade.

Københavns Universitet havde egentlig foretrukket at forfremme arbejdstitlen Universitetstorvet til officiel adresse, men den minder ifølge reglerne for meget om Universitetsparken på Nørrebro, hvor universitetets Nørre Campus bor.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling