pixel

Sådan kommer M4s nye metropladser til at se ud

Med den seneste udvidelse af metroen kommer også fem nye pladser til byen — vi tager et kig på dem alle.

enghave brygge metrostation plads vand trapper

Med fem nye stationer under jorden til den kommende forlængelse af metroens M4 til Sydhavn kommer også fem nye pladser over jorden.

Det er kun godt en uge siden, vi kunne fortælle om den næste metroudvidelses snarlige komme og vise indretningen af dens stationer.

Og nu løfter Metroselskabet så sløret for, hvordan byen over stationerne kommer til at se ud.

Ifølge selskabet har man bevidst arbejdet med at gøre pladserne til mere end blot steder man går igennem. Ved at opsætte flere træer og bænke, end man ser ved mange andre metrostationer, skal metropladserne i sig selv være attraktive steder, som man kan slå sig ned på for en stund.

På den måde ønsker man også at markere pladserne som lokale punkter for fællesskab, som signalerer til de lokale, der står af toget, at nu er de kommet hjem til deres eget kvarter.

Vi tager en tur rundt til de fem pladser, som efter planen står helt færdige til sommer. Præcis hvornår stationerne under dem åbner er endnu ikke afsløret — men på Magasinet KBH vover vi det gæt, at det bliver før pladserne er færdige.


Stop 1 — Havneholmen

Designet af pladsen over Havneholmen er ikke nogen dugfrisk nyhed. Allerede tilbage i maj kunne vi vise de første visualiseringer, der blev lavet i forbindelse med, at Fisketorvet ændrede på sin byggeplaner.

Oprindeligt skulle der nemlig slet ikke have været en plads her, men det blev der lavet om på, da Fisketorvets planlagte udvidelse skrumpede, og der nu ikke længere skulle bygges ud over stationen.

I stedet for en indendørs nedgang til metroen, kommer der nu i stedet en overvejende grøn plads, der også kommer til at agere forplads til en ny indgang til Fisketorvet.

De særligt mange planter på denne plads er ikke kun til for at give passagerer og handlende noget pænt at kigge på. De skal også "tæmme" de udfordringer i form af støj og vind, som der i dag er på stedet.

Ikke mindst biltrafikken på den travle Kalvebod Brygge har potentiale til at ødelægge selv den bedste metro- eller shoppestemning, og det skal de mange blade på buske og træer forsøge at beskytte imod.

Særligt ud mod Kalvebod Brygge vil der derfor være meget grønt på pladsen, som vil ende med at blive en ganske central plads i et tæt bebygget området, når også 'Jernbanebyen' på den anden side af Kalvebod Brygge / Vasbygade en dag står færdig.  


Stop 2 — Enghave Brygge

I dag ligger den midt på en byggeplads, men når opgangen fra metrostationen Enghave Brygge er færdig, vil den formentlig være en af metroens mere spektakulære.

Når man kommer op med rulletrappen, vil man nemlig træde næsten lige ud i vandet i Frederiksholmsløbet. Kun få meter vil der være fra stationens trapper til et trappeparti i træ der leder ned til vandet, og som man kan sætte sig på.

Hele pladsen er næsten 200 meter lang og bliver belagt med store betonfliser med skiftende overflade, der skal markere pladsens forbindelse til tre nøglepunkter:

Vandet mod syd, forbindelsen til Frederiks Brygge mod vest og en åbning til den kommende 'Kraftværksparken' ved H.C. Ørstedværket i den nordlige ende af pladsen.

Her vil der også blive gjort plads til grønt og til udeservering, da pladsen er tænkt som et naturligt mødested for Enghave Brygges beboere og arbejdende.

Når pladsen åbner til næste år, vil omgivelserne dog fortsat være meget ufærdige, og dermed vil pladsen formentlig fremstå noget øde og forblæst.

By & Havn har nemlig problemer med at få solgt de mange grunde omkring pladsen til nyt b0lig- og erhvervsbyggeri, og uden byggeri omkring vil der ikke være meget til at definere pladsens rammer.


Stop 3 — Sluseholmen

Også ved Sluseholmen metrostation er der mildest talt ufærdigt i dag. Her er der nemlig fuld gang i byudviklingen af den sidste del af det område, der i 2008 også udgjorde startskuddet til Sydhavnens nye kanalbydele.

Ligesom ved Enghave Brygge vil den nye plads over metroen her munde ud i en træbrygge ned til vandet — og i en promenade langs samme vand.

Dermed skal pladsen blive det lokale centrum i et område, der for ikke så mange år siden var en trist og industritung flanke på Sjællandsbroen — domineret af tung biltrafik.

Biltrafikken er ikke forsvundet i mellemtiden, men de bygninger, der er på vej op vil til dels skærme for den, så metropladsen og den sammenhængende promenade gerne skulle blive en lidt mere rolig oplevelse. Op- og nedgangen til stationen vender dog ud mod trafikken og ikke mod vandet.

Også ved Sluseholmen skal beplantning bløde op på betonfliser og erhvervsbyggeri, og der er åbnet op for stueetager med caféer med udeservering ud til den kommende plads.


Stop 4 — Mozarts Plads

Næstsidste stop på M4s forlængelse ligger inde i det "gamle Sydhavn", der ser ganske anderledes ud end de nye kanalbyer på den anden side af Sydhavnsgade.

På den (næsten) halvbue-formede Mozarts Plads er metroens trappeparti placeret helt ud i den ene side, og lader på den måde et større, sammenhængede areal stå ubrudt.

Det er intentionen, at byrummet skal være stort nok til, at der kan blive afholdt events i det, og også her bliver der plantet træer og anlagt grønne pletter. Folk skal have oplevelsen af at være i en "bypark" frem for på en byplads, lyder det fra Metroselskabet.

Der kommer også et springvand og lange bænke, som med deres slyngede former forhåbentlig kommer til at spille godt sammen med de kurvede facader på bygningerne ud til pladsen.

Pladsen vil dog fortsat blive gennembrudt af den 500 meter lange Mozartsvej, og dermed vil den blive opdelt i to halvdele.


Stop 5 — København Syd

Når metrostationen åbner, bliver Ny Ellebjerg samtidig omdøbt til København Syd — og dermed er betingelserne for en ny plads lidt anderledes her.

Fordi der også kører S-tog og regionaltog til København Syd, skal denne plads være del af et større stationskompleks. Og fordi hele området står overfor mere udvikling, må man tænke pladsens design i stadier.

I første omgang fokuserer man på at gøre pladsen nem og overskuelig og indrette lys, bænke og plantebede.

Samtidig skal man dog passe på med at indrette alt for meget. For om ikke så mange år, skal pladsen i stedet være en integreret del af det stations- og byområde der vil vokse frem præcis samme sted.

Så hvor visualiseringerne nu viser en metrotrappe på en åben plads, så vil samme trappe i fremtiden ligge lige ved siden af et stort byggeri — og kun få skridt fra den endnu større stationsbygning.

Til den tid vil pladsen efter de nuværende planer være flankeret af en slynget cykelsti og en lille plads med et vandelement. Men de planer kan nå at ændre sig, inden der kører byggemaskiner til København Syd for at lave om på den plads, der altså åbner til sommer.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling