København er verdens mest trygge by
The Economist mener ikke, at København er blandt verdens allerbedste at leve i — men til gengæld er her trygt.
For blot et par måneder siden røg København helt ud af top-10 på det internationalt anerkendte magasin The Economist's liste over verdens bedste byer at bo i.
Men nu er Danmarks hovedstad strøget til tops på samme magasins liste over de byer i verden, hvor man kan føle sig mest tryg.
Bag sig ligger den storbyerne Toronto, Singapore, Sydney og Tokyo — i dén rækkefølge.
Det er første gang, at København fører listen an, og springet opad skyldes ikke, at højrøstet nattedruk i byens gader er blevet afløst af fredfyldt harpespil og poesioplæsninger — for det er den ikke.
Turen til toppen af listen skyldes ej heller, at kriminaliteten er faldende — selv om den personrettede kriminalitet i København faktisk er på sit laveste niveau i mere end 10 år.
Årsagen skal i stedet særligt findes i klimaet — eller snarere: beskyttelsen mod uønskede forandringer af samme.
Grønt trækker op
Fra i år er The Economist nemlig begyndt at inkludere et parameter de kalder 'miljømæssig sikkerhed' — eller environmental security — i deres vurdering af tryghed og sikkerhed i verdens byer.
Og fordi København her scorer højt — nummer seks i verden — er introduktionen af den nye kategori nok til at hive hovedstaden øverst op på den samlede liste, en knivspids foran Canadas største by.
I kategorien gives der point for politikker der fremmer grøn økonomi og modvirker klimabelastning, og byens cyklisme er utvivlsomt en vigtig faktor her. Med deres indretning til udbredt bilisme lander Dubai og Kuwait City f.eks. nede i bunden af den samlede liste, der i alt rangerer 60 af verdens storbyer.
Den godt markedsførte strategi om at blive "verdens første CO2-neutrale by", har formentlig også kastet point af sig til København.
Flest point scorer den dog i 'personlig sikkerhed' — eller personal security — hvor København ligger allerøverst foran Amsterdam, Frankfurt og Stockholm. Blandt andet velfærd og social inklusion, og et velfungerende retssystem, er afgørende her.
København scorer også højt på 'sikkerhed i infrastrukturen' — her er vi kun overgået af Hong Kong og Singapore — og på den 'digitale sikkerhed', hvor vi også er nummer tre i verden ifølge The Economist.
Usundt
I 'sundhedssikkerhed' ser det dog en hel del mere skidt ud. Her er København at finde helt nede på en 26. plads.
Dét faktum var netop årsagen til, at The Economist tidligere på året lod landets hovedstad glide ud af top-10 på listen over verdens bedste at leve i.
Det er dog ikke sygeplejerske-strejker, der sender byen langt ned på listen over helse.
Fordi byer i Asien og Oceanien generelt har været mindre hårdt ramt af Covid-19, har de næsten helt overtaget The Economist's top-20 over byer, hvor man kan føle sig tryg sundhedsmæssigt.
Der er dog to undtagelser: London og Barcelona klemmer sig ind på 8. og 9. pladsen, hvilket måske kan pege på, at de fleste statistikker i denne verden skal tages med lidt forbehold.
Barcelona har været ramt af omfattende nedlukninger under pandemien, og ser man bort fra Rusland, er Storbritannien det land i Europa med flest Covid-19 dødsfald.
Verdens bedste alligevel?
Både listen over bedste byer at bo i, og mest trygge byer at bo i, er formelt lavet af EIU, der er et konsulentbureau i direkte tilknytning til The Economist.
Mens København altså røg ud af EIUs Top-10 over verdens bedste byer at tilbringe livet i, så var en gammel ven af byen — det britiske magasin Monocle — hovedstaden mere venligt stemt.
Monocle var i 00'erne med til at starte hele bølgen af internationale by-rangeringer, og for fjerde gang landede København her i juni allerøverst på listen.
Som ofte før, var det ikke mindst metro og miljø, som Monocle kunne lide.
Magasinet skrev blandt andet:
"København indtog 1. pladsen for fjerde gang, siden undersøgelsen begyndte i 2007. Selvom den danske hovedstad er dette års most liveable city, stammer rødderne til dens succes fra mange års langsigtet, urban investering i alt fra transport-infrastruktur i top til masser af grønne områder."
Det grønne vil måske ikke alle københavnere være helt enige i, men Monocle fortsatte:
"Det rangerer alt sammen ligeså højt som byens ambitioner om at skabe et renere miljø — fra friskere luft til rent vand at springe ud i."
Summa summarum: København er måske verdens tryggeste — og måske allligevel også den mest 'levbare'.
Det hele afhænger lidt af øjnene, der ser.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!