Københavnere: Metrokontrolløren

Det var tanken om at få daglig kontakt med en masse forskellige mennesker der fik mig til at søge job hos Københavns Metro. Inden da havde jeg arbejdet i hjemmeplejen på Vesterbro i 11 år og på et fritidshjem i 12 år. Så jeg har altid arbejdet med mennesker i alle aldre.

Jeg startede som steward i metroen i 2002. Mit job var blandt andet at kontrollere billetter, uddele afgifter og stå til rådighed for kunderne. Efter et par år blev jeg så også tilbudt at være supervisor og tage mig af personalet.

Ikke to dage ligner hinanden i mit job. Det er det fede ved at arbejde med mennesker – de er sgu så forskellige. Det er ekstremt hvad jeg har oplevet de kunne finde på. Engang havde en pige valgt at tage sin hest med i toget fordi den var træt efter en lang dag. Jeg har også prøvet at gå ind på et ungt par der var i fuld gang med hinanden. Det var store øjne de sendte mig da dørene gik op.

Jeg kunne skrive en hel bog om de undskyldninger jeg hører når jeg tager en passager uden billet. Enten har personen pludselig glemt sit kort i et andet par bukser, eller også får jeg stukket et krøllet ubrugeligt kort i hånden med den undskyldning at det har været i vaskemaskinen. Der er sågar folk der pludselig slår over i engelsk og siger de slet ikke er kendt i København. Når jeg så får tjekket personens cpr-nummer, kan jeg jo se at personen er pæredansk.

Kongens Nytorv er klart min yndlingsstation. Jeg kan godt lide at hjælpe og drage omsorg for folk, og der er altid mange turister der har brug for hjælp på den station. Deres taknemmelighed vil ingen ende tage. Samme tilbagemelding hører jeg nu ikke så meget fra københavnerne. De ser nærmere hjælpen som en selvfølge.

Jeg blev født i Pisserenden for 50 år siden, og lige siden har jeg haft postnummer i byen. Jeg voksede op i Brønshøj, flyttede tilbage til Indre By og endte på Vesterbro hvor jeg har boet de sidste 25 år. Jeg elsker København og kan på ingen måde undvære byen. Alle mine søskende har valgt at flytte ud af byen. Jeg kan ikke forstå dem, og de kan ikke forstå mig. Når jeg løfter min dyne og står op, skal jeg helst stå midt inde i en 7-Eleven. Det er sådan jeg elsker København. Jeg nyder at der er så mange kulturelle valgmuligheder lige om hjørnet som biografer, klubber og cafeer.

Generelt synes jeg københavnerne er søde, rare og humoristiske. Desværre møder jeg oftere og oftere folk med mangel på respekt for mit arbejde. Det sker at jeg ryger ind i bandeagtige unge der står og spiller op. Jeg bliver kaldt ’hipposvin’ og ’fucking luderbøsse’ og får at vide at jeg nok skal blive smadret efter fyraften. Inderst inde ved jeg godt det ikke ender sådan, men det er ubehageligt, og jeg kigger mig da lige en ekstra gang over skulderen når jeg har fri. Jeg synes metroen har givet København helt utrolig meget. Med åbningen af den nye cityring vil byen for alvor blive forenet, og jeg håber det vil være med til at mindske biltrafikken i byen. Om jeg stadig er ansat til den tid, ved jeg endnu ikke. Jeg er ved at være halvgammel, og det er ingen hemmelighed at mit job godt kan tære på én rent psykisk når jeg skal stå til rådighed for tusinder af mennesker hver dag. Men jeg glæder mig til at følge metroens udvikling – det kan ikke gå stærkt nok!