Langelinie skal endelig have afsluttet sin spids
Langelinies attraktive spids har længe været tiltænkt et byggeri. Nu er det på vej — men formentlig i et lidt mere behersket udtryk end før tænkt.
Yderst på Langelinie — lige ved Molekiosken hvor sommerens isvafler nydes med havneudsigt — ligger en af Københavns mest eftertragtede byggegrunde.
Det er en beliggenhed, der set med investor-øjne, nærmest må kalde på markant arkitektur og noget wow-effekt.
Tilbage i 2008 var der da også ambitiøse planer for stedet.
Lige siden er der dog ikke sket ret meget — og spidsen af Langelinie har ligget hen som en træt plads bag et rækværk med revner i asfalten afbrudt af græstotter og måge-efterladenskaber.
Med mellemrum har arealet været brugt til midlertidig skurby i forbindelse med fx den nylige renovering af Langelinie.
Men nu ser det ud til, at spidsen af den velkendte promenade langs vandet endelig får sin prik over i'et.
Vilde planer tilpasset virkeligheden
Projektet fra 2008 omfattede opførelsen af et spektakulært højhus på over 100 meter i et partnerskab med et tilsvarende tårn på Marmormolens spids — lige ovre på den anden side af vandet.
De to tårne skulle bære en bro imellem sig i 65 meters højde over indsejlingen til Oslo-båden — og dermed skabe en opsigtsvækkende forbindelse mellem Indre By, Langelinie og Nordhavn.
Projektet, tegnet af Steven Holl Architects, vakte international opsigt, særligt på grund af den svævende hængebro — men det blev altså aldrig realiseret.
Nu ser fremtiden for Langeliniespidsen anderledes ud. Og formentlig lidt mindre spektakulær.
For ovre på Marmormolen kunne vi sidste år fortælle, at PensionDanmark Ejendomme, ATP Ejendomme og By & Havn sammen har planer om at opføre et nyt højhus med park.
Og i dén forbindelse har de tre selskaber — som i denne konstellation kalder sig Habour A/P — anmodet om at få udvidet lokalplanområdet til at inkludere spidsen af Langelinie.
Det gør man for at sætte gang i processen og ikke skulle vente på, at der laves en separat lokalplan for Langelinies spids, der skal muliggøre byggeriet dér.
Hvor Steven Holl's tårn skulle være et erhvervsbyggeri, så er planen nu at opføre nye boliger.
Det er endnu meget tidligt i processen, og derfor findes der ingen tegninger af det fremtidige byggeri.
Men nabobyggeriet på Marmormolen er en del mindre højtflyvende end det gamle Steven Holl-projekt, så at dømme efter dén udvikling, skal man nok også forvente noget lidt mindre dramatisk på spidsen af Langelinie.
I et notat lover Teknik- og Miljøforvaltningen dog sine politikere, at der vil være "opmærksomhed på, at udviklingen bidrager positivt til området, og at projekterne på de to molespidser hver især indgår som en attraktiv og velintegreret del af bymiljøet."
Forslaget til den nye lokalplan — inklusive Langeliniespidsen — forventes fremlagt til politisk behandling i andet kvartal 2026.
Fortid og fremtid på rad og række
Hvis det nye boligbyggeri realiseres, vil det føje sig til rækken af moderne bolig- og kontorejendomme, der er opført langs Langelinie de seneste årtier.
I slutningen af halvfemserne — før metro og Øresundsbroen — var byudvikling i stor skala langs Københavns havnefront lidt af et særsyn.
Det ændrede sig dog, da byggerierne langs Kalvebod Brygge og Langelinie begyndte at tage fart som en lille forsmag på, hvad der var i vente de næste mange år.
I dag er størstedelen af havnefronten fra Den Lille Havfrue ud til Molekiosken præget af nyere arkitektur.
En bemærkelsesværdig undtagelse er Dahlerups Pakhus fra slutningen af 1800-tallet — tegnet af arkitekt Vilhelm Dahlerup — der også stod bag det imponerende Silopakhus på Midtermolen overfor, der dog blev revet ned i 1969 efter en brand.
Dahlerup er også manden bag byggerier som Det Kongelige Teater, Hotel d'Angleterre, Statens Museum for Kunst og Jorcks Passage på Strøget.
Han stod også bag det 350 meter lange Langelinieskuret, der som tidligere toldbastion håndterede datidens toldsætning af varer — og som i dag lægger ryg til en lang offentlig promenade på taget.
Stilen på de historiske havnepakhuse har til en vis grad inspireret flere af de moderne ejendomme i området. Det gælder blandt andet Langelinie Allé 31-35 og den markante kontorejendom Pier47, som udgør det yderste byggeri på kajen — indtil videre i hvert fald.
For efter alt at dømme får det altså snart selskab af et nyt boligbyggeri.
Om dét også lader sig inspirere af fortidens pakhuse, bliver vi forhåbentlig snart klogere på.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
