pixel

Amagerkansk industrihistorie bliver del af nyt boligkvarter

På Østamager bliver en stribe historiske industribygninger integreret i et moderne boligkvarter.

linndgreens alle plads pakhus

Endnu en dag — endnu et nyt københavnsk boligkvarter i et tidligere erhvervsområde. Og som om det ikke var deja-vu nok, ligner arkitekturen med sine jordfarvede mursten og lange lige rækker af altaner også noget, vi har set mange gange før. Og så alligevel ikke helt ...

Efter flere års forsinkelser på grund af forvaltningsmæssige teknikaliteter er lokalplanen for et nyt boligområde ved Lindgreens Allé på Østamager nu på skinner til at blive endeligt godkendt.

Kvarteret bliver det seneste i rækken af nye boligområder på tidligere industrigrunde, der gennem årene er skudt op, eller er på vej, langs Strandlodsvej og Amager Strandvej — senest kvarteret Amagerbanen Nord, der bliver Lindgreens Allés nærmeste nabo mod øst.

Lindgreens Allé bliver dog ikke helt ligesom så mange andre nye kvarterer, når det kommer til stykket.

Det 46.200 m2 store område vil nemlig gå Carlsbergbyen i bedene med ikke mindre end otte bevaringsværdige industribygninger, som skal integreres i nybyggeriet og vil skabe noget variation i den ellers ret ensartede arkitektur i Østamagers nye boligområder. 

Strandlodder og gamle industribyginger

Mest markant blandt de bevaringsværdige bygninger er nok Gyldendals tidligere pakhus med spir på toppen, der skal danne udgangspunkt for et delvist overdækket lokalt torv.

Derudover kan området blandt andet også byde på en tidligere limfabrik fra 1880’erne og en karakteristisk hvid fabriksbygning med buet tag fra 1930’erne, der byder velkommen til kvarteret.

Kvarteret skal efter planen opbygges omkring fire asymetriske, åbne karréer med bygninger fra to til syv etagers højde, som bliver tegnet af arkitektfirmaet Holscher Nordberg.

Nybyggeriet skal tilpasses de bevaringsværdige bygninger, og samtidig skal områdets bygninger, pladser, grønne gårdrum og stiforløb følge afgrænsningerne for de strandlodder, som denne del af Amager før i tiden var opdelt i. På den måde er områdets historie med til at tegne det nye kvarter på mere end én måde.

Ud over boliger, som der kan bygges op til 43.000 m2 af, vil der også blive mulighed for butiks- og caféliv ud mod Strandlodsvej og i første del af Lindgreens Allé. Der er desuden planlagt en børneinstitution i området. Lokalplanen stiller krav om godt 8.000 m2 almene boliger.

Planen for området ventes at blive godkendt af Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg i den nærmeste fremtid. Derefter vil Borgerrepræsentationens endelige godkendelse formentlig være en formssag.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling