pixel

Film skal ses med havudsigt fra Hellerups rooftop-biograf

På toppen af Experimentarium lokker den nye lokalbio med god udsigt og luksuriøs hygge.

moivehouse biografsal

Solen titter ind ad de store panoramavinduer her allerøverst i den ombyggede tappehal i Tuborg Havn, hvor også Experimentarium holder til. Der er udsigt ud over Øresund, som kan beundres fra de bløde designersofaer eller ved de runde borde i det helt moderigtige snit.

Kort
MovieHouse

Selvom det måske ikke umiddelbart lyder som opskriften på en tur i biffen, så er det fra caféen i Hellerups nyåbnede luksusbiograf MovieHouse, man kan opleve udsigten.

Rooftop-biografen skiller sig i det hele taget lidt ud fra de sædvanlige biografer, man ellers finder i det københavnske. Også inde i selve salene – dem vender vi tilbage til.

MovieHouse har selvfølgelig popcorn og papbægre med sodavand, og filmprogrammet minder om det, man kan finde i lokalbioen Empire på Nørrebro. Men i caféen kan du også få charcuteri og hjemmelavet tomatsuppe, mens du hænger ud i de stilige omgivelser.

Her er lagt vægt på hygge og personlig stemning. På væggene hænger der moderne kunst af Tal R, og farverige tæpper dækker de store, rå betongulve.

»Vi kan rigtig godt lide de her industrielle lokaler sammen med vores franske velour og østens mystik,« forklarer Tatjana Obel, der er indehaver af biografen sammen med sin mand, Michael Obel.

Den lokalbio Hellerup manglede

Foruden MovieHouse har ægteparret tre andre biografer i provinsen. Men Tatjana Obel er vokset op i Hellerup, og parret har boet der i mange år. Derfor har det længe været en drøm at lave en biograf, der reflekterede behov fra nærområdets beboere. Hun husker selv dengang Bellevue Teatret også viste film, men det er ved at være mange år siden.

Det endte med at tage dem fem år at finde den helt rette location, inden biografen landede på toppen af det genåbnede og udvidede Experimentarium i Tuborg Havn, hvor en ny bydel det seneste årti har taget form.

For ægteparret var idéen, at det ikke bare skulle være en biograf, hvor gæsterne kommer ti minutter før filmen starter og tanker op med slik og popcorn.

»Vi har gjort vores biograf personlig. Det er et sted, hvor man får god service og ikke trækker sin billet i en maskine,« siger hun.

Skulpturel ankomst

Ved indgangen mødes man af en rød løber og kan derfra enten tage elevatoren til tagetagen eller gå op ad Experimentariums ikoniske Helix-trappe, der nærmere ligner en skulptur, beklædt med kobberplader, der glimter i solen.

Trappen snor sig op gennem science-centerets udstillinger, og om dagen kan man holde øje med alle aktiviteterne, der foregår derinde.

»Vi vil gerne have, at folk bliver her i lang tid, og hygger sig i grupper eller alene. Nogen gange kommer folk og spiser og drikker lidt vin. Vi har også besøg af en bridgeklub, der får lidt kage og kaffe. Man behøver ikke se en film for at komme her. Vi vil gerne være Gentoftes nye forsamlingshus,« siger Tatjana Obel.

Cabaret-stemning foran lærredet

Og så er der salene. Fem stykker for at være helt præcis. Tre mindre og to store, med plads til mellem 50 og 140 publikummer.

På vej ind hænger en gigantisk lysekrone. Den efterfølges af en lang gang, der er malet mosgrøn. Et langt, selv-designet kludetæppe viser vej på betonen.

»Det har været vigtigt med stemningen. Jeg synes, det minder lidt om Moulin Rouge herinde i salene. Der er lysekroner på væggene, der er røde veloursæder, små lakborde og en lille knage til at hænge sin taske på. Vi har forsøgt at tænke på alle nuancer,« fremviser Tatjana Obel.

Og der er unægteligt hyggeligt i skæret fra cabaret-bordenes lamper. En lille rødblomstret pude kan sættes i ryggen. Man kan få en plaid at varme sig under, hvis nødvendigt. De røde stole er ganske himmelske at sidde i og har tilmed den gimmick, at de kan justeres, så benene kommer op og hovedet tilbage.

Så er det bare at vente på, at det tunge forhæng bliver rullet fra lærredet og filmen kan begynde.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling