pixel

Guide: 8 steder i Nordvest

Oplevelser til maverne, til øjnene og til ørerne — du skal kende disse steder i uspolerede 2400 NV.

grønthandler frederikssundsvej

Nordvest bliver for alvor sat på københavnerkortet i disse år. Nørrebro er blevet mondænt, Vesterbro er blevet for hipster-pænt, så folk søger nye hemmelige perler at udforske i København. Nordvest har stadig noget autentisk, råt og nyopdaget over sig, som de andre bydele har lagt lidt bag sig med ankomsten af Baresso'er, Joe and the Juice'er og raw food-butikker.

”Nordvest har plads til det, resten af byen har fortrængt til fordel for økologiske urtehaver og overdækkede sandkasser,” som Pernille Stensgaard skriver i sin bog 'Københavnerne'. Her er plads til både folk med forskellige kulturer, autonome, børnefamilier og flere studerende, der flytter ind i de gamle toværelses arbejderboliger med bøgerne under armen.

Mit navn er Katrine Dybkjær, jeg blogger på Københavnerliv.dk og bor i Nordvest. Når jeg til hverdag udforsker mit lokalområde og opsnuser nye historier til min blog, støder jeg hele tiden på noget nyt – området sprudler af kreativitet, tværkulturel stemning og fornyelse.

Magasinet KBH har bedt mig udpege mine favoritsteder i Nordvest, og her følger en guide til otte steder i bydelen, som du bør kende til. Hop på cyklen og besøg Københavns uslebne diamant.

 

Tag med et tog af filmoplevelser

HVAD FilmStationen

HVOR Lygten 2

HVORFOR Nordvest starter ved Nørrebro Station, og lige overfor ligger den gamle stationsbygning Lygten, der har fået et helt nyt liv. I dag rummer kulturhuset blandt andet den tilbagevendende, skæve biograf FilmStationen. Her ser du ikke Hollywoods bestsellere eller tegnefilm for børn. Biografen slår sig på at give folk noget anderledes med udenlandske undergrundsfilm, stumfilm, og film der skaber eftertanke. Tag forbi og stig på et tog af filmiske oplevelser, som biografen selv siger det.

 

Råt og godt til maven

HVAD Tribeca NV

HVOR Bygmestervej 2

HVORFOR Har du lyst til at prøve noget andet end de typiske restauranter i Indre By, så er Tribeca NV et godt bud på en lækker middag i rå, industri-inspirerede omgivelser. Her er dømt ægte new yorker-stemning, hvor både omgivelserne, bygningen og indretningen har en rå kant, som man kender det fra New Yorks gamle havnekvarter, der har givet restauranten sit navn. Ikke et bord eller en stol er ens i den vintage-inspirerede indretning. Der er graffiti på disken og olietønder med glødende grillkul ude i baggården bag Lygten, hvor du får italiensk inspireret og enkel mad til overkommelige priser.

 

Mylder, krydderier og smil

HVAD Grønhandlerne på Frederikssundsvej

HVOR På Frederikssundsvej, ik

HVORFOR Nordvest er det rene grønthandler-mekka, og nogle af butikkerne er så store, at det er som at tage til en torvedag, som dem man oplevede i Disney-filmen 'Aladdin'. Det myldrer af mennesker med alverdens baggrund, dufter af krydderier fra hele verden, der bliver talt en masse fremmede sprog, og som bonus kan man finde billige grøntsager, mandler og ting, du ikke engang viste fandtes. Frederikssundsvejs grønthandlere har åbnet fra tidlig morgen til sen aften, og du får oftest et smil med på vejen.

 

Prisbelønnet bogstak

HVAD Biblioteket og Café Glad

HVOR Rentemestervej 76

HVORFOR Det er ikke nødvendigvis bøgerne, der er den største oplevelse ved Biblioteket på Rentemestervej. Dets særprægede form har allerede har vundet flere priser, for selve bygningen forestiller en stabel bøger lavet i strækmetal og står som en lille arkitektonisk perle i kvarteret med en nyanlagt lommepark foran. Indenfor finder du blandt andet et grønt legerum fyldt med klatrereoler og bøger til børnene. Ovenpå er der gode læserum, som kalder til fordybelse. Og så ligger den hyggelige Café Glad i bygningen, et ideelt sted at fordybe sig med læsestof og en god kop kaffe. Eller spise søndagsbrunch med veninderne. Eller tage kæresten under armen til folkekøkken – det er to gange om måneden med aftensmad til kun en halvtredser.

 

Skræddersyet og mærkemode

HVAD Walk-In-Closet og YouHeShe

HVOR Frederikssundsvej 29 og Rentemestervej 67D, baghuset

HVORFOR Shopping i NV? Det er langt bedre end sit rygte! Walk-In-Closet er en lille perle af en tøj- og boligindretningsbutik mellem grønthandlerne, shawarmabarerne og mobilbutikkerne på Frederikssundsvej. Indehaveren, Petra, er uddannet skrædder og sælger hjemmesyet mode og skønne designvarer. Hun tager imod bestillinger til skræddersyet tøj, og du får altid et smil med på vejen og en service i top. YouHeShe er kendt for deres mode-webshop, men i en baggård i Nordvest kan man også prøve deres fysiske butik i flotte lokaler. Den ligger lige overfor Biblioteket på Rentemestervej og passer godt ind før en stund med et magasin og en god kop kaffe på Café Glad.

 

Kaffe i NV's hjerte

HVAD Café Sirius

HVOR Rentemestervej 13

HVORFOR Det gode cafeliv er begyndt at komme til Nordvest, blandt andet med Cafe Sirius, der ligger lige i bydelens hjerte på hjørnet mellem Frederiksborgvej og Rentemestervej. Cafeen er en del af det nye byggeri Emaljehaven, der er med til at gøre området til et spirende sted for kreativ arkitektur i det gamle industrikvarter. Indvendigt er cafeen skævt indrettet med vintage og en hems på den øvre etage. Om sommeren med et stort område til udeservering, der er et oplagt sted at boltre sig med sin søndagskaffe eller legende børn.

 

Svaner, sivskove og en knejsende katedral

HVAD Utterslev Mose og Grundtvig Kirke

HVOR I hver sin ende af poppelallén gennem Bispebjerg Kirkegård

HVORFOR Utterslev Mose er din grønne redningsmand, når du trænger til at trække dig tilbage fra byens larm og støj. Forestil dig en mindre forurenet og mere grøn udgave af Søerne, så har du Mosen. Her er svaner, får, sivskove og hvil for ørerne – prøv et af Københavns lidt vildere grønne områder med picnickurven under armen eller børnene i hånden. Mosen ligger forneden byens højeste punkt, Bispebjerg bakke. På toppen finder du Grundtvigs Kirke, der med sin anderledes, knejsende arkitektur helt klart er et besøg værd – noget af det tætteste Danmark kommer katedralerne længere sydpå.

 

Den jazzede hemmelighed

HVAD Utterslev Jazzcafe

HVOR Utterslev Skole, Skoleholdervej 20

HVORFOR Der er også kommet jazz til Nordvest. På Utterslev Skole bliver der med jævne mellemrum stillet bar og instrumenter op til koncerter, og så er det ellers bare på med de svingende hofter. Et af Jazz-Københavns mere hemmelige steder med en lokal stemning langt fra det traditionelle rampeskær i Indre By – hold øje med næste arrangement på jazzcafe.dk.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling