pixel

Politisk flertal vil forbinde ny Metro M5 med Rigshospitalet

Mens den stadig er i høring, tager metroens M5 et stort skridt mod at blive forlænget — og ultimativt mod at blive byens ny ringbane.

metro m5, tog, linjekort

Fra 2035 bliver det — formentlig — muligt at hoppe på en ny metrolinje M5 mod Refshaleøen. Men ifølge de politiske partier på Københavns Rådhus skal det også være muligt at tage samme M5 til Rigshospitalet.

Dermed er København nu godt på vej mod at skabe en helt ny ringlinje som supplement til Cityringen, der åbnede i september 2019. 

Et politisk flertal vil nu arbejde for at forlænge en kommende M5, så det også bliver muligt at køre fra Københavns Hovedbanegård forbi Forum på Frederiksberg og videre til et nyt metrostop ved Stengade, før toget ankommer til Rigshospitalets helt egen metrostation. Herfra vil det måske senere blive muligt at køre videre mod Østerport Station.

Det viser en hensigtserklæring, der er udarbejdet af forligsparterne bag Københavns Kommunes Budget 2023

Lige nu — og frem til den 31. oktober — er den planlagte linje M5 i offentlig høring. Her har alle mulighed for at dele deres synspunkter omkring de to ruteføringer, der er i spil for en kommende forbindelse til Lynetteholm.

Den første af de to mulige M5-ruter — kendt som den lilla M5 — vil køre fra Københavns Hovedbanegård via Bryggebroen og DR-Byen, under Amagerborgade for så at møde M2 ved Lergravsparken. Herfra vil de smalle togsæt fortsætte nordpå til Kløverparken, der om nogle år vil være forvandlet til et nyt byområde, og videre til Refshaleøen og det fordyrede Lynetteholm, der — måske — står helt klar om 50 år. Her er det indtil videre planlagt, at M5 skal have sin endestation.

Mulighed nummer to der nu er i høring — den orange M5 — er en hel del kortere. Den starter ved Østerport og kører under havneløbet til Refshaleøen, før den svinger i en blød kurve mod nord og slutter ved den planlagte metrostation Lynetteholm N.

Politikerne i København har tidligere peget på den lilla variant som deres ønskede model, og allerede mens høringen af de to ruter er i gang, sætter man altså nu underskrifter på en erklæring om, hvordan den lilla rute efterfølgende skal forlænges.

Kan blive ny metroring

I erklæringen konkretiserer politikerne alene, at man vil føre den lilla variant af M5 videre fra København H til Rigshospitalet, der dermed vil blive ny endestation.

Men baggrunden for erklæringen er, at der under overfladen har boblet en vision om, at M5 kunne videreføres og blive til en helt ny ringbane. Og forlænger man M5 fra København H til Rigshospitalet, vil man næsten have slået en ring på ruten. Med den nye hensigtserklæring er der derfor taget et konkret skridt mod, at M5 på lidt sigt skal blive til en ny ringbane.  

Dermed ville København slutte sig til et ganske lille selskab, der har to cirkulære metrolinjer. I dag har kun Tokyo, Beijing, Moskva og Madrid to ringbaner i det indre af byen.

I notatet, der ligger til grund for erklæringen, nævnes muligheden for senere at bore en forbindelse under Københavns havneløb fra Østerport Station til Lynetteholm — en forbindelse, der ellers kun er nævnt i skitserne for den betydeligt kortere M5 Orange.

Ved at inddrage en ny, nordlig tunnel under vandet i det lilla forslag til M5, får man slået en fuld cirkel om, og under, byen.

Indtil videre er der dog naturligvis kun tale om en teoretisk cirkel. Først skal Københavns Kommunes embedsmænd behandle alle de indkomne høringssvar til M5 i henholdsvis lilla og orange udgave — og udarbejde et overblik til byens politikere.

Det skal de bruge, når de i starten af 2023 skal mødes med forligskredsen bag Lynetteholm på Christiansborg for at beslutte, hvilken linjeføring for M5, der skal arbejdes videre med.

Bliver det som forventet — og af politikerne ønsket — den lilla udgave, ligger der altså allerede nu en kommunal aftale for det videre arbejde i skuffen.   

Metro fra Riget til Herlev Hospital

En anden metrovision, som de politiske partier har haft oppe at vende, er en forbindelse fra Rigshospitalet til Bispebjerg og Herlev Hospital via Bellahøj og Brønshøj-Husum. Ruten har meget passende fået tilnavnet "hospitalsmetroen".

En fremtidig forbindelse her skal gøre det lettere og hurtigere for patienter og medarbejdere at komme frem og tilbage mellem de tre største hospitaler i både hovedstaden og i hele landet. Samtidig vil forbindelsen betyde metrobetjening af den nordvestlige del af København.

Og kobles dén metro på en ny M5 Lilla, der er blevet forlænget til Rigshospitalet, vil det meste København pludselig have metroforbindelse til hovedstadens tre vigtigste hospitaler. 

Tilbage i maj 2021 pålagde et stort flertal på Københavns Rådhus — uden om Socialdemokratiets daværende overborgmester Lars Weiss (S) — at drøfte et forslag om at etablere en metroforbindelse mellem de tre hospitaler med Weiss' partifælle og daværende regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen.

Til Politiken udtalte hun dengang, at »det her er spændende, men det er ikke en linje, vi har kigget på før. Der er andre dele af byen, der er mere relevante at se på. Så det her må være et ønske på længere sigt«.

Efterfølgende blev forslaget lagt i hænderne på medlemmerne af Regionsrådet. Og her ligger det fortsat.

I Budget 2023 har forligsparterne i Københavns Kommunes ikke medtaget hospitalsmetroen, og dermed vælger man altså i første omgang at fokusere på at få forlænget en fremtidig M5 til Rigshospitalet. 

Hospitalsmetroen kan så eventuelt senere koble sig på M5 som en forgrening fra Rigshospitalet til Herlev Hospital.   

Den endelige udformning af første etape af linje M5 bliver fastlagt i 2025, og ruten forventes at være klar til brug 10 år senere — i 2035.

Emner

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

emcool

"Havneringen". Jep, ja tak. Flere stationer hvor man kan skifte til andre linjer eller S-tog og øge fremkommeligheden i byen ved offentlig transport uden (mange) udefrakommende hindringer, hurtigere end busser der holder i kø og letbaner der skal traversere dusinvis af kryds. Forstår dog ikke hvorfor der skal være så lang en forbindelse uden stop mellem Kløverparken og Refshaleøen. Der kunne fint ligge en station ved Margretheholm som servicerer både nuværende og fremtidige boliger i området, Margretheholm Havn, CopenHill, samt skaber forbindelse gennem den nordlige indgang til Christianshavn til Opera, kunstakademierne/designskolerne og musikkonservatoriet.. og noma? Der er plads lige her :) https://goo.gl/maps/H7asmokRYbEyBAXs6

En anden og nok dyrere idé ville være at lægge stationen v Islands Brygge under selve havnen, og så have tunneller der går op til hver side af havnen, ved Axel Heides Gade og Aller/Fisketorvet. Der er selvfølgelig en bro i forvejen på dette sted, så det ville måske give mere mening hvis denne station/underføring lå omkring Islands Brygge+Bernstorffsgade i stedet for længere sydpå - men kan godt se behovet for metro dernede på den sydlige brygge. Sidst men ikke mindst burde der da også være plads til et stop v. Planetarium/bunden af Sk.t Jørgens sø!
Klaus Mygind
Det er godt, at budgetpartierne i København ønsker, at M5 metrolinjen kommer til Rigshospitalet. Men når de samtidig har fjernet den årlige opsparing til Metro på 173 mio. kr. og i stedet har lavet skattelettelser, så lyder ønsket hult. Fra SF har vi arbejdet vi på, at M5 bliver en ring med stationer på Rigshospitalet mm og med et afgreningskammer, der kan skabe en metrolinje ud mod Brønshøj og Herlev Hospital.
madsenjensholm_1846
Metro er den dyreste form for offentlig transport i anlægsfasen. Vi kunne få uendelig meget mere letbane og sporvogn for de samme penge. Og derudover tilskynder metroen til flere biler i byen, da der efterlades plads, når busruter fjernes, som konsekvens af metroen.
David Busk madsenjensholm_1846
Jep. Men politikerne vil åbenbart gerne tilgodese det fåtal af Københavnere (128,000 parkerings pladser), som kører i bil, i stedet for at tage vognbaner og lave det til letbaner. Mindre plads til biler ville skabe mere plads til os alle. Og det ville være MEGET billigere. No pun intended.
peter@rimfort.dk
Rigtig mange vil få glæde af metro ved Rigshospitalet. Fatter ikke st det allerede findes.. Godt hvis flere hospitaler bliver forbundet med Metro.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling