pixel

Her er film i sikre hænder

Posthus Teatret er atter genåbnet, for hverken disko-dasko, vandmasser eller skrankepaveri kan gøre det af med byens hyggeligste biograf.

kbh magasin

Fakta

Posthus Teatret

Rådhusstræde 1, Kbh K

Åbner normalt en time inden Klokken 20-forestillingen.
Lukket søndag.

Posthus Teatret viser for tiden den spanske film 'I Silvias by/En la ciudad de Sylvia' fra 2007.
Den næste på programmet er franske 'La femme de Gilles' fra 2004.

Jeg kom her, og jeg er stadig meget bevæget. Den franske instruktør Patrice Lecontes smukke ord står stadig printet på cafeloftet i Posthus Teatret, hvor han skriblede dem under sit visit i 1991.

Ordene vidner – ligesom massevis af andre hilsner fra eksempelvis Ewa Fröling, Peter Greenaway, Agnès Varda og Rolf de Heer – om det hjerte, der banker lidenskabeligt for film- og teaterkunst i denne københavnerkælder.

Hjertet tilhører Carsten Brandt, der siden opstarten i 1973 har ført en højkunstnerisk profil på scenen og lærredet, og han har klaret op- og nedture med en så særlig kombination af stædighed og tålmodighed, at han næste år kan fejre 40 års jubilæum i Rådhusstræde.

_posthusteatret_magkbh__bent_larsen_03.jpg

Fem ulykkesår

De seneste fem år har dog været mere end normalt strabadserende. Først gjorde en ekstrem diskoteksstøj det umuligt at vise film, og striden mod den og de kommunale instanser trak ud i tre år. Da diskoteket endelig lukkede medførte renoveringen vandskader, og efter en kortere genåbningsperiode måtte biografen igen se sig nedkulet af fossende vand efter skybruddet i juli sidste år.

Gennem ulykkesårene har skriblerierne i loftet været med til at holde gejsten oppe, sammen med publikums underskriftindsamling og god opbakning fra medierne. Samt en solid filmsucces ved den første genåbning, som Carsten Brandt fortæller begejstret om:

”Det var helt utroligt, for vi havde kun den seks timer lange ’En italiensk familie’, og vi tænkte, at der ikke ville komme en sjæl. Men der stod kø rundt om hjørnet hver dag. Det var utroligt inspirerende, og vi følte, at der stadig er håb!”

_posthusteatret_magkbh__bent_larsen_02.jpg_posthusteatret_magkbh__bent_larsen_05.jpg

At blive ved og ved og ved…

Det var også et velkomment økonomisk boost til biffen, der under diskoteksballaden mistede sin art cinema-støtte, og siden har fået afslag på samtlige tilskud til digitale fremvisere, filmimport og daglig drift. Med begrundelsen at Posthus Teatret ikke er en biograf, når der ikke vises 40 forskellige film om året.

”Der ikke er meget opbakning fra Filminstituttet til art cinema, men vi giver ikke op endnu. Vi arbejder lige nu mest på at lave teater igen. Det er 20 år siden sidst, og vi har flere projekter i gang. Vi har før fået kritik for at være for eksperimenterende, men vi vil jo helst lave noget, som man ikke kan opleve andre steder i byen. Det kunne også være interessant at lave en forestilling med teater og film blandet sammen, det er problematisk, men virkelig spændende,” siger teatermageren og fortsætter entusiastisk:

”Hvis der er noget, jeg har lært gennem årene, så er det, at selvom det går dårligt, så er det sindssygt vigtigt bare at fortsætte til den bitre ende og til sidst løser det sig. Jeg har været i gang med filmprojektet ’Den milde smerte’ i 20 år, og nu ser det ud til, at den endelig får premiere.”

_posthusteatret_magkbh__bent_larsen_07.jpg_posthusteatret_magkbh__bent_larsen_04.jpg

Hvor nostalgien lever

I fin kontrast til den innovative snak står den vidunderlige atmosfære i kælderlokalet. Her føles det som om verden er gået i stå, eller i hvert fald har sluppet speederen.

90 pladser fordelt på 10 rækker, hvoraf første er ret eftertragtet med to sofaer og en lænestol. Billetprisen har efterhånden sneget sig op på 80 kroner, men barpriserne er herligt lave. Så kan man passende lægge drikkepenge i de mange minipostkasser på væggen ved toiletterne.

Endnu en af de rigtig mange detaljer, der er med til at gøre Posthus Teatret helt unikt. Som den massive købmandsdisk med det store gamle kasseapparat og den rosa sofa ved indgangen.

”Jeg føler mig lidt som den der gammeldags købmand, som altid har tid til at tale med kunderne. Jeg er utrolig god til at huske ansigter, huske hvad folk har set, og hvad de har fortalt om deres liv sidste gang. Det er også en del af vores sted, og det er vel nok derfor, folk synes vi er byens hyggeligste biograf og teater.”

Som Peter Greenaway har skrevet på loftet:Det er så godt at vide at film er i så sikre hænder her. Længe må det være sådan.

_posthusteatret_magkbh__bent_larsen_01.jpg

Tak fordi du læste artiklen til ende — vi håber, du kunne lide den.

 

Vi hopper lige til sagen: På Magasinet KBH følger vi tæt udviklingen af København. Intentionen er at give dig brugbare informationer, og gennem debat at bidrage til at skabe et bedre København.

Men der er mange omkostninger forbundet med at lave et digitalt magasin, og derfor har kun medlemmer pr. 7. juni 2019 adgang til langt størstedelen vores indhold.

Vi kan kun overleve med støtte fra vores læsere.

Hvis du har glæde af Magasinet KBH, så håber vi meget, at du vil blive medlem. Medlemskaber starter ved kun 29 kroner om måneden, men de gør hele forskellen for os, og giver adgang for dig.

Bliv medlem

PS. Som medlem slipper du også for at se flere af de her opfordringer til medlemskab, og alle reklamer forsvinder, hvis du vælger et plus-medlemskab.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling