pixel

Fremtiden på Rådhuspladsen er fuld af træer

Når Københavns Rådhusplads vender tilbage fra metro-rodet bliver det med en hel lund af træer og Dragespringvandet i ny hovedrolle.

københavns rådhusplads metrostation

Hvis du efterhånden har glemt, hvordan Rådhuspladsen egentlig plejede at se ud, er der ikke noget sige til det. Når den nye metrostation under Rådderen endelig kan tages i brug i 2019, har københavnerne i et helt årti undværet over halvdelen af deres mest centrale plads  til fordel for en højt indhegnet byggeplads.

Nu ligger planen klar for, hvordan fremtidens rådhusplads så skal se ud, når den vender tilbage til fuld størrelse. Og om et par år vil metropassagererne blive modtaget af en velkendt tyr i drabelig tvekamp med en drage, når de stiger op fra undergrunden midt på pladsen. Gode gamle Dragespringvandet rykkes nemlig fra periferien og ind til en ny central hovedrolle mellem metro-trapper og elevatorer.

Visuelt bliver den største nyskabelse dog den urbane lund af træer, der skal erstatte busholdepladsen for enden af Københavns Rådhusplads. Her føres byens cyklister i dag gennem en skov af gule busser for at komme over pladsen, og cykelruten beholdes, men altså fremover omgivet af en "rigtig" skov af 60 nyplantede stammer.

Den frodige afløser for busserne, der rykkes ud på H. C. Andersens Boulevard, bliver en blanding af spidsløn, japansk røn, rød kastanje, robinie og vandgran omkring den brede, dobbeltrettede cykelsti.

Der ud over skal plantes yderligere 10-16 nye træer på og ved Rådhuspladsen, der for et par år siden startede byskov-temaet med den lille lund af kirsebærtræer omkring Lurblæserne på modsatte side af Vester Voldgade – et hjørne senere døbt Regnbuepladsen.

Større springvand, måske mindre trafik

Dragespringvandet er lige så gammelt som rådhuset og har dermed været med i alle Rådhuspladsens mange make overs gennem de sidste 111 år. Og når Københavns politikere nu er blevet enige om at give det en mere central placering foran deres fælles arbejdsplads, er det netop for at fremhæve springvandet som Rådhuspladsens historiske særkende, der binder fortid og fremtid sammen.

I forbindelse med flytningen bliver Dragespringvandet også større, fordi det genforenes med sit 14 meter brede yderbassin. Bassinet blev fjernet ved udvidelsen af H.C. Andersens Boulevard i 1954, hvor springvandet første gang blev rykket lidt længere ind på pladsen. Siden boede bassinet nogle årtier alene på Brønshøj Torv, inden det blev sendt til opmagasinering.

Et vedholdende kritikpunkt gennem årene og alle de skiftende udgaver af Københavns Rådhusplads er, at det nok aldrig bliver rigtig godt, før pladsen gøres landfast med Middelalderbyen og indgangen til Strøget – istedet for at blive skåret over af Vester Voldgade.

Og med metro-makeover-planen åbner politikerne samtidig en ny mulighed for en fremtid, hvor Rådhuspladsen ikke er en ø i et trafikhav. I første omgang ved at bestille en trafikanalyse, der skal se på muligheden for at skabe et mere sammenhængende område, når Rådderen er blevet koblet på Cityringen i 2019.

Tak fordi du læste artiklen til ende — vi håber, du kunne lide den.

 

På Magasinet KBH følger vi tæt udviklingen af København. Intentionen er at give dig brugbare informationer, og gennem debat at bidrage til at skabe et bedre København.

Men der er mange omkostninger forbundet med at lave et digitalt magasin, og derfor har kun medlemmer i dag adgang til langt størstedelen vores indhold.

Den artikel du lige har læst, var der gratis adgang til, men langt de fleste skal man være medlem for at læse.

Den gode nyhed er, at medlemskaber starter ved blot 29 kroner om måneden.

Bliv medlem

PS. Som medlem slipper du også for at se flere af de her opfordringer til medlemskab, og alle reklamer forsvinder, hvis du vælger et plus-medlemskab.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling