pixel

Remee vil have bilerne ud af Lille Kongensgade

Lille Kongensgade er en del af Indre By-forsøget med reduceret trafik. Producer og TV-vært Remee vil i stedet lukke den lille gade helt af for bilister — permanent.

Remees planer om bilfri Lille Kongensgade

Lille Kongensgades færd mod gågade-status startede med en prop af byggemaskiner.

Da metrobyggeriet nåede til Kongens Nytorv, lukkede det den ene ende af den lille gade ved Magasin af, så biler ikke længere kunne køre gennem den fra Bremerholm til Kongens Nytorv.

I stedet for parkerede biler dukkede borde og stole op foran spisestederne, og cyklister og fodgængere fik mere plads — indtil byggeriet stoppede, og bilerne vendte tilbage.

Men i mellemtiden havde flere spurgt sig selv, om man permanent burde give plads til sommerbordene og prioritere gående og cyklende over bilister.

Nu bevæger gaden sig lidt i den retning.

Lille Kongensgade er en af de syv strækninger, som Københavns Kommune midlertidigt vil gøre til fredeliggjorte gader fra juni til september i år. Kørsel vil stadig være tilladt, men skal være på fodgængernes præmis.

At kommunen ikke lukker helt for biler, kalder Remee S. Jackman for "en mellemløsning".

Han har fået udarbejdet en håndfuld visualiseringer af en helt bilfri Lille Kongensgade for at overbevise kommunen om at tage skridtet videre.

En usleben diamant

Remee S. Jackman kender de fleste muligvis bedst som kort og godt Remee — X-factor-dommer og musik-producer. Men de sidste par år har han også været medejer af klubber og barer.

Én af dem — cocktailbaren Móshù — ligger i Lille Kongensgade. Det samme gør hans studie.

Så det var som erhvervsdrivende, at Remee fik øjnene op for gaden, som han kalder en usleben diamant.

»Det har været en gennemkørselsgade, hvor folk læssede ting af og gravede ting op. Men hvis du spørger mig, er det en af Danmarks potentielt bedste gader. Der er diversitet med både gamle og nye barer og Magasins retailbutikker, og så ligger den lige ned til Kongens Nytorv og metroen,« siger han til Magasinet KBH.

For at udnytte det potentiale han ser i Lille Kongensgade, vil han have den lukket helt for bilister. Og for at visualisere, hvordan han forestiller sig, at den bilfri gade kan tage sig ud, har han allieret sig med det visuelle studie NOR3D.

Væk med fortov og kantsten

Det er efterhånden to år siden, at Remee sammen med nogle af gadens øvrige erhvervsdrivende havde de allerførste møder med Teknik- og Miljøforvaltningen.

I november 2019 strandede sagen dog indtil videre af økonomiske årsager.

Siden har kommunen altså taget initiativ til at gøre gaden til en midlertidig gågade. Det skal blandt andet ske ved at nedlægge ni kantstensparkeringspladser i prøveperiodens fire måneder. Men Remee mener fortsat, at hans planer for gaden er at foretrække.

Stod det til Remee, var det ikke kun kantstensparkeringen, der forsvandt, men også kantsten, fortov og cykelstativer.

På visualiseringerne er hele strækningen dækket af et plant lag af fliser. På begge sider af gaden står caféborde og stole fremme, og planteøer midt på gaden snupper pladsen fra bilisterne, så de ikke længere kan passere.

»Jeg kører selv bil og synes allerede, at det er irriterende at køre i Indre By. Men det giver ikke mening at lave en mellemvej, som de gør nu. Lille Kongensgade kan blive Københavns mest eventyrlige gågade, og jeg synes, at det er i alles interesse at gøre det ordenligt,« siger han.

Med alle mener han restauratørerne, der kan lave udeservering, Magasin og de øvrige butiksejere, der kan få større interaktion med passerende på gaden. Og borgerne der får et nyt byrum.

»Jeg forestiller mig en levegade, hvor det ikke kun er et spørgsmål om at købe noget eller at komme ind et sted og spise, men hvor du også har lyst til at være i selve gaden. Den kombination findes slet ikke i Indre By i dag,« siger han.

Bolden givet videre til de voksne

Når snakken tidligere er faldet på en bilfri Middelalderby, har en af ankerne været de begrænsninger, det vil medføre. For eksempel i forhold til varelevering.

Da Københavns Kommune i 2019 inviterede 36 repræsentativt udvalgte beboere til en borgersamling, der skulle komme med anbefalinger til politikerne, gik en af disse anbefalinger på, at man skulle beholde et vist antal kortvarige parkeringspladser, så der kan læsses varer af.

I forhold til begrænsninger af vareleverance og parkeringsmuligheder træder Remee S. Jackman et skridt tilbage og "lader den gå videre til nogle voksne, der ved, hvordan man dealer med de praktiske ting".

Han mener, at det er en udfordring der sagtens kan løses, og at man skal ikke skal se for rigidt på sagen.   

»Det er dér, jeg står af: Hvis der kommer dumme regler ind i stedet for sund fornuft. Hvis der skal kunne køre en cykel igennem, så lad det da være i midten af gaden, så det ikke går ud over restaurationernes mulighed for at have udeservering,« siger han.

Remee og NOR3D har altså lagt visuelle drømme på forvaltningens bord og givet bolden videre til embedsværk og politikere.

»De har taget opfølgende møder med gadens store herrer — dem med ejendomme — og jeg får løbende positive tilkendegivelser. Så bolden ruller, og jeg ved, at der er ret konkrete snakke i gang. Men det er et spørgsmål om budgettering, og hvem der tager hvilken del af regningen,« siger Remee til spørgsmål om, hvorvidt og hvornår han regner med at se Lille Kongensgade helt bilfri.

Remee og de interesserede erhvervsdrivende i Lille Kongensgade har tidligere lagt op til, at ejerne af gadens ejendomme selv bidrager til en del af projektets finansiering.

Du kan bevæge dig rundt i gaden, som den ser ud i dag, og dens visualiserede fremtid ved at klikke her

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling