pixel

Studerende puster liv i Sundbys berygtede spøgelses­bygning

Efter årtiers forfald omdannes bankarkivet i Oliebladsgade til ungdomsboliger.

tagtarresse oliebladsgade

I kvarteret inde bag Sundby Kirke på Amagerbrogade har beboerne en fælles torn i øjet. Den er syv etager høj. Har en massiv sort skal. Og er hårdt mærket af årtiers hærg fra ubudne gæster.

Det forladte, gamle bankarkiv på hjørnet af Oliebladsgade og Reberbanegade er en af de mest markante spøgelsesbygninger i hele København. Men hvis planen holder denne gang, skal den om et par år stå forvandlet og fuld af ungdommeligt liv.

Ejendommens nyeste ejer Gefion Group vil nemlig ikke rive den ned, men transformere de 2.750 etagemeter til studieboliger. 84 enheder med eget køkken og bad skulle der kunne blive plads til, foruden fælles lounge-arealer og en stor tagterrasse til de unge mennesker.

Med konverteringen får den tillukkede arkivbygning et ansigtsløft med nye udvendige trappetårne og en masse nye vindueshuller skåret ud i murerne. Den forsømte grund omkring huset genoplives som græsplænedækket have.

Adressen ligger 100 meter fra Amagerbrogade og har 300 meter til nærmeste metrostation, så de kommende beboere får sig en ganske centralt beliggende studiebolig i forhold til uddannelsesinstitutionerne, caféliv, fitness, indkøb og shopping.

BZ'ere og løse murbrokker

Bygningen med de få vinduer på Oliebladsgade 8 stod opført i 1941 som arkiv for først Københavns Handelsbank og senere Amagerbanken, men har stået tom gennem flere årtier mens den har skiftet hænder adskillige gange.

Den har haft sin afpillede sorte skal siden 00'erne, hvor murstensbeklædningen blev fjernet efter den var begyndt at falde ned på nabo-børnehavens legeplads. Nogle år efter blev huset kortvarigt besat efter Ungdomshusets rydning.

Undervejs har spøgelsesejendommen blandt andet været udset til gæsteboliger til besøgende musikere i byens symfoniorkestere, og til plejeboliger til udsatte unge, men alle genbrugsprojekter er altså endt med at blive opgivet indtil nu.

Den nye ejer Gefion Group satser i disse år stort på at udvikle små lejligheder til studerende i aflagte københavnske erhvervsbygninger, med det kommende kombinerede hotel- og ungdomsboligkompleks ved Femøen som det mest omfattende.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
København
Byens parkeringspladser udnyttet til midlertidige studieboliger – uden at fjerne bilerne.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling