pixel

En 600-meters bølge af bænke

Det er slut med at fare vild omkring Den Blå Planet – et langt blåt bånd af kunstbænke viser vejen.

den blå planet blue modified social bench

Den første ledetråd mødes allerede nede i den mørke metrotunnel. En opsigtsvækkende bænk byder velkommen med dens klare blå farve. Organisk bølgende står den ensomt, men smukt og kontrastfyldt mod den rå betonmur. På legende vis vinker den os op af undergrunden.

Halvvejs oppe ad trappen møder vores blik hurtigt den næste blå bænk, som under bøgetræerne slår en saltomortale. Og øjnene leder nu automatisk efter flere bølger, der kan lede vejen. Det er allerede blevet en leg at finde det næste blå tegn, som lyser op på den typisk tårnbyske asfalt.

Finder du alle 13 bænke står du til sidst foran det nye Danmarks Akvarium, Den Blå Planet. Og det er præcis det, der er meningen med kunstbænke-installationen, skabt af et af Danmark internationale stjernekunstnernavne, Jeppe Hein. Altså at binde den 600 meter lange strækning fra Kastrup Metrostation til Den Blå Planet sammen på en måde, der både pirrer din nysgerrighed og hjælper dig på rette vej.

Ét langt blåt bånd

Hver bænk er en skulptur og et lille blåt byrum i sig selv, som samtidig udgør et samlet kunstværk. Bænkene forplanter sig i bølger og bryder op af jorden og ned i den igen, så man fornemmer, at det blå bånd løber ubrudt videre lige nedenunder vores fødder, hvor det lever dets helt eget liv.

Formerne er bløde og finurlige. De snor sig ind igennem hinanden. De slår knuder og cirkler, og med humor indbyder og inviterer de til at blive indtaget.

På halvvejen til Den Blå Planet sidder en mor på en af bænkene med sin søn og hviler sig. Han er blevet træt i benene. De blå bænke bliver undervejs større og mere komplekse i deres formsprog og ender med at tage form som en hel legeplads. Her har en mindre børnehaveflok indtaget skulpturen.

Bænkekolleger verden over

Nede ved havnen sidder to unge piger og spiser mad. Bænken her har en mere traditionel bænke-form, der indbyder til at sidde og nyde en stille stund, en madpakke og udsigten ud over kajen.

De tretten bænke fungerer på den måde alle som små pauser, små stoppesteder mellem den lille metrostation og akvariet – men også i den lokale hverdag.

Netop samspillet mellem værket og dets publikum er vigtigt for Jeppe Hein, der med skulpturserien 'Modified Social Benches' har specialiseret sig i bænke, der giver mulighed for at hvile sig, men også oplevelser af både kunstnerisk og social art.

Nogen vil kunne huske Jeppe Heins midlertidige sociale bænke fra Mjølnerparken, og forskellige andre afarter af dem står i byer over hele verden som Paris, Indianapolis, De Haan – og nu altså også i Kastrup.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling