Sci-fi-silo i stålorigami

Mod en stormgrå himmel ser siloen dramatisk ud i sin nye form med galvaniserede, vinklede stålpaneler. Næsten som fra en dyster science fiction-film. Kontrasten til den forfinede hvide nabosilo kunne næsten ikke være større.

DLG's to gamle kornsiloer i Århusgadekvarteret i Nordhavn har en lang fælles historie og har sammen delt både industriel storhedstid, postindustrielt forfald og graffitikunst, der har navngivet dem i folkemunde. Den mindre silo med ”KlarPiratStart”-påskriften og det nye navn Frihavns Tårnet stod færdigomdannet sidste år, og nu er turen kommet til den smalle, 62 meter høje ”Hva drikker Mølr”-silo – den største industribygning i Nordhavn.

Under det hårde ydre gemmer sig i dag både en offentlig udstilling i stuen, en snarlig restaurant på toppen og så 38 luksusboliger, som næsten er fuldt beboede. Det kan man dog knapt nok se på den meget usædvanlige bygning. Kun en enkelt plante titter op fra balkonafskærmningen, og ellers fremstår facaden enkel og ren som en skulptur.

Hashtagget på de sociale medier for hele projektet er da også #anythingbutordinary. Siloens officielle navn er der dog ikke gjort det store ståhej ud af.

»Jeg har altid syntes: Hvorfor gøre det mere besværligt, end det er,« siger bygherren Klaus Kastbjerg.

The Silo hedder siloen altså.

Fotograf:  Rasmus Hjortshøj – COAST

Origami i stål

Arkitekterne fra Cobe byggede omkring 20 vidt forskellige modeller, før de besluttede sig for det endelige udtryk. De gamle betonmure er i dag dækket af stålpaneler, der hænger, vinkler og folder sig som balkoner og skaber dramatiske kontraster og skygger. Rent praktisk er panelerne placeret for at optimere lysindfald og udsigt og for at skærme for nyfigne blikke fra forbipasserende og fra naboen.

»Når du står inde i bygningen, føler du ikke, at man kan kigge ind i stuerne. Og udefra ser man heller ikke de tre cykler og to barnestole i rød og grøn plast, og hvad der ellers står derude på terrassen. Så jeg synes, det er en win-win,« siger Klaus Kastbjerg.

Pladerne er perforerede for samtidig at mindske den konstante, uønskede vind på de gamle havnearealer.

Allerøverst har den høje, smalle stålsilo fået en glastop, der om dagen spejler omgivelserne og om aftenen bliver gennemsigtig og lyser op i hele bydelen. Det er her oppe bag glasset, at panorama-baren snart åbner. Nede ved bygningens fod er der skabt et lille byrum ved kreativ brug af overskudsbeton.

»Vi har taget noget af al den beton, vi har skåret ud af bygningen, og brugt det som gulvbelægning i det nye byrum, og så har vi også lavet nogle megaplantekasser med de kæmpe betonklodser, som du kan sidde på som bænke,« fortæller Klaus Kastbjerg.

Fotograf:  Rasmus Hjortshøj – COAST

Bøvlet beton

De lidt besværlige industribyggerier har altid haft en særlig tiltrækning på Klaus Kastbjerg.

»Jeg kan godt lide sådan nogle gamle bygninger, hvor der bor flere duer, end der bor folk,« som han siger.

Den gamle ruin var næsten kompakt indeni, fyldt op af silorør, der var støbt side om side og løb fra top til bund. Nogle af rørene skjulte endda ekstra silorør inden i sig, som holdet først opdagede, i takt med at de skar betonen væk. Dem havde ingen gidet at tegne ind på tegningerne, ”for det var jo bare en kornsilo,” fortæller Klaus Kastbjerg:

»Så den var lidt svær at komme ind i for ikke at sige helt håbløs. Vi har skåret mange tons beton ud af den for at lave huller til døre og vinduer og rum. Det var voldsomt svært og bøvlet, og alt var galt. Den var heller ikke lige i hjørnerne, selvom alt var i vinkel på tegningerne. Det finder man ret hurtigt ud af, når man skal til at sætte facadeelementer på. Kornsiloer er jo bygget til at rumme korn, ikke for at se smukke ud.«

Silorørene definerer stadig hele bygningen indeni. I stueetagen kan man se bundene på de oprindelige korntragter, og alle trappetårnene er også gamle, sandblæste silorør.

Trods bøvlet har Klaus Kastbjerg ikke fortrudt:

»Jeg ville have gjort det igen, for det har været sindssygt sjovt. Men rent økonomisk troede vi jo, det var en fantastisk forretning. Det tror jeg, vi skal glemme helt.«

Fotograf:  Rasmus Hjortshøj – COAST

Katedralen

Gangene på hver etage er lave og ret dunkle med messinglamper, der sender et dæmpet, gyldent lys ud på de rå betonvægge. Det gør oplevelsen endnu mere overvældende, når man træder ind i en lejlighed med fem meter til loftet i dagligstuen og næsten lige så høje vinduer. Midt på væggen i siderne er der skubbet dæk ind som gulv for at få plads til soveværelser, bad og walk-in-closets i mere intime dimensioner.

De kæmpestore vinduesrammer er hæftet udvendigt på facaden, så snittet i den tykke betonmur, hvor der er skåret ud til vinduerne, står helt råt, og man kan se armeringen og stenene, der er skåret over. Ude på balkonen er der en lille, praktisk hylde på indersiden af balkonafskærmningen cirka 15 centimeter under kanten, ”så champagneglasset ikke falder ud over kanten”, forklarer Klaus Kastbjerg.

De i alt 38 lejligheder er alle sammen forskellige og har tre til syv meter til loftet. Den mindste er på 106 m2, mens den største er på hele 401 m2 fordelt på to etager.

»Mange af lejlighederne har elevator, der går direkte ind i lejlighederne, som du har set det på film fra USA,« siger Klaus Kastbjerg.

Den vildeste – og dyreste – er den lejlighed, de kalder Katedralen. 32 millioner kroner skal man af med for at slå sine folder på de 401 kvadratmeter med betonsøjler og syv meter til loftet. Det er Danmarks dyreste nybyggede lejlighed nogensinde, og den er ikke solgt endnu, så du kan stadig nå at slå til. Katedralen ligger lige bag det historiske sted på facaden, hvor der plejede at stå ”Hva drikker Mølr”.

Fotograf:  Rasmus Hjortshøj – COAST

360 graders servering

Der er kommet flere flotte nye udsigter i København det seneste år, men udsigten fra restauranten på 17. etage i The Silo er måske den allerbedste.

Her er vinduer fra gulv til loft hele vejen rundt, 360 grader. Dele af den store tagterrasse kan lukkes af, så den kan bruges til private arrangementer, og restauranten får sin egen elevator, der kører direkte fra stuen og op på 17. etage uden stop. Trods luksusbeliggenheden bliver restauranten, som også får brasserie og en lounge med bar, et sted for alle.

»Vigtigt er det at sige, at det bliver ikke en trestjernet Michelin-restaurant. Det bliver en restaurant, du får råd til. Og man kan også bare komme op i loungen og tage en kop kaffe og en vand og nyde udsigten,« fortæller Klaus Kastbjerg.

Efter planen skulle der være klart til gæster på toppen i efteråret. Indtil da er alle velkommen til at besøge stueetagen og By & Havns udstilling ’Himmel og Hav!’ om Nordhavns udvikling, som kører de næste cirka fem år. Derefter kommer der i gadeplan nok en ny udstilling eller en café – det bliver i hvert fald offentligt tilgængeligt, lover Klaus Kastbjerg.

Fotograf:  Rasmus Hjortshøj – COAST

Pakket ind i vat

I kornkælderen er der fitness og skinnende nye instrumenter med tablets i. Tragten, som kornet tidligere løb igennem, når det blev losset af lastbilen, er bevaret og lukket af med glas, så man fra lobbyen kan se direkte ned til – og vade hen over – de svedende fitnessudøvere i kælderen. Huset har desuden tre kajakker og en speedbåd, man kan booke hos conciergen, for at tage et smut i havnen.

The Silo er det første sted i København, der har concierge på 12 timer i døgnet, fortæller Kristian Dyrgaard, der har vagt, den dag Magasinet KBH kommer forbi. Conciergen hjælper for eksempel med at tage imod pakker og bære poser op, og med hvad beboerne nu ellers går og bakser med:

»Det kan være at finde en særlig kildevand, der kommer fra Fiji, eller en bestemt champagne, eller det kan være at booke en limosine til i morgen tidlig. Vi kan navnene på alle beboerne og sørger for at pakke dem lidt ind i vat,« siger Kristian Dyrgaard.

Magasinet KBH bliver også forkælet og bliver sendt på vej videre i regnen med en ny paraply i den ene hånd og en vandflaske i den anden – begge med THE SILO skrevet i store, sorte versaler.

Se endnu flere billeder af The Silo før og nu og inde og ude i denne fotoserie på Magasinet KBH.