pixel

Tidslinje: Sagaen om Københavns arena

Før det blev Royal Arena skulle det være Copenhagen Arena og Capinordic Arena og AEGs Arena og Copenhagen Multiarena og Copenhagen Dome og Valby Idrætsparks Arena og Parkens Arena og H.C. Andersen Arena og ...

royal arena tribuner

Der var engang en hovedstad, der ønskede sig en superarena. Ingen hal i København, omegn eller resten af Danmark kunne presse mere end allerhøjst 10.000 stående mennesker ind ad gangen, og byen følte sig forbigået af de mest attraktive koncerter og mest spændende sportsarrangementer.

Mindst 15.000 pladser måtte der til, før en arena blev rigtig super.

I 2017 er ønsket endelig gået i opfyldelse. Royal Arena i Ørestad er både multi- og super- med sin kapacitet på op til 16.000 tilskuere – og de attraktive koncerter og spændende sportsarrangementer er begyndt at booke tid i kalenderen.

Læs også: Superduperarenaen er gået i opfyldelse

Men så er der også gået 20 år siden københavnerne først fik udpeget et sted til den forjættede hal. Royal Arena er nemlig opført på et fundament af årelang polemik og forliste multihals-initiativer, mens både de udenlandske storby-rivaler og jyderne overhalede indenom.

Her følger historien i highlights.

1989
Stockholm indvier sin superarena Globen med plads til op til 16.000 tilskuere. Et forbillede – men også et skræmmeeksempel med sin kronisk dårlige økonomi, der i årtierne der kommer gør de potentielle investorer i København kronisk forbeholdne. 

1998
I helhedsplanen for den nye bydel Ørestad på det vestlige Amager er en grund ved Bella Center udlagt til arena-byggeri. Spillet om Københavns superarena er sat igang, men de konkrete projektforslag lader vente på sig. 

Maj 2000
Projektet H.C. Andersen Arena præsenteres – en multiarena i Høje Taastrup med plads til 15.000 tilskuere, der skal åbne i 2003. Tre år senere er arenaen dog stadig blot et ensomt skilt på en tom grund.

Januar 2002
F.C. København foreslår et arena-kompleks i størrelsesordenen 10.000 tilskuere bygget sammen med nationalstadionet Parken på Østerbro.

November 2002
Hamborg indvier sin superarena.

December 2002
F.C. København får et foreløbigt nej til sin multiarena. Det politiske flertal i Københavns Kommune foretrækker placeringen i Ørestad City ved Bella Center – og helst en større arena. FCK fastholder gennem 2003 og 2004 målsætningen om en arena et sted i byen, uden at fremsætte konkrete projektforslag.

Marts 2003
I Frederiksberg Kommunes lokalplan for udviklingsområdet Flintholm er der gjort plads til en multihal i FCKs ønskede størrelse. Samtidig kommer også Valby på bordet med Boldklubben Frems forslag om en arena som del af et sportskompleks i et nyt Valby Idrætpark.

Juni 2004 
Bella Center melder sig selv på banen i en løs alliance med finske JHC, der bygger og driver arenaer overalt i Europa, blandt andet den nye i Hamborg. Projektet er i en meget indledende fase, men det får i de efterfølgende måneder de største partier i Borgerrepræsentationen til at udelukke andre placeringer end Ørestad – og F.C. København til at afgive et købstilbud på Bella Center.

September 2004
Larmen fra Ørestad vækker H.C. Andersen-arenaen i Høje Taastrup af dvalen, nu med Brøndby I.F. kørt i stilling som operatør. Men finansieringen kommer aldrig på plads, og i slutningen af 2006 går selskabet bag konkurs.

Oktober 2004
Store aktieposter i Bella Center er nu sat til salg sammen med muligheden for at opføre en superarena ved siden af. Mange bud på arena-bygherrer og -operatører er i spil, med lige så mange bud på om finanseringen skal være privat, offentlig eller blandet. JHC samt fodboldrivalerne FCK og Brøndby ses som favoritter blandt bejlerne, men aktiemajoriteten ender hos et mindre profileret konsortium.

Februar 2006
Bella Centers nye ejere melder officelt, at man vil åbne arenaen Copenhagen Dome med plads til 15.000 i 2009. Projektet venter dog forgæves på tilsagn om statslig medfinansiering og opgives ved udgangen af 2007. Dermed ryger den oprindelige arena-placering i Ørestad City helt ud af spillet.

Marts 2007
F.C. København får ja af kommunen til at bygge en mindre multihal ved Parken, senere navngivet Capinordic Arena, til sit håndboldhold og op mod 9.000 koncertgængere. Men inden finanskrisen når FCK aldrig længere end til at rive den gamle skøjtehal ned og trækker sig siden fra både håndbold og arena-kapløb.

Marts 2008
Københavns Kommune beslutter at udbyde retten til at bygge en superarena med kapacitet på mindst 15.000 på en ny grund, nu i Ørestad Syd. Og får to forskellige bud at vælge mellem: En gruppe danske erhversmænds forslag om Copenhagen Multiarena med plads til 40.000 tilskuere og et forslag fra den amerikanske event-gigant AEG med 15.000 siddepladser.

November 2008
Malmø indvier sin superarena.

Februar 2009
Københavns Kommune vælger AEG's arena, der skal stå klar i sommeren 2013.

Februar 2010
AEG kan ikke rejse finansieringen af arenaen og opgiver sin byggeret.

Foråret 2010
Efter 12 år med forliste initiativer opgiver Københavns Kommune privat finansiering af en københavnsk arena.  Kommunen går i partnerskab med fonden Realdania og Ørestads udviklingsselskab By & Havn for at finde en bæredygtig forretningsmodel for en multiarena i Ørestad Syd.

September 2010
Herning indvier sin superarena.
 

August 2011
Planen for Copenhagen Arena præsenteres. Københavns Kommune og Realdania bliver ejere og deles om kapitalindskuddet, mens By & Havn stiller byggegrunden i Ørestad Syd til rådighed.

December 2011
Den amerikanske koncertkoncern Live Nation vinder udbuddet om at drive arenaen.

Foråret 2012
Copenhagen Arena anklages for ulovlig statsstøtte og EU-kommissionen skal kigge finansieringen efter i sømmene.

Juni 2012
Et designteam anført af lokale 3XN vinder arkitektkonkurrencen om Copenhagen Arena, der forventes indviet inden 2015 løber ud.

Marts 2013
Klargøring af byggeriet på grunden i Ørestad Syd går igang. 

Maj 2013
EU-kommissionen frikender den københavnske model for ulovlig statsstøtte.

Juni 2013
Grundstenen lægges med forventet åbning i 2016.

April 2014
Bryggerikoncernen Royal Unibrew køber sig ind i navnet og Copenhagen Arena bliver til Royal Arena.

Marts 2016
Åbningen udskydes til 2017.

December 2016
Byggeriet er færdigt og overdrages til lejeren Danish Venue Enterprise, et selskab under Live Nation.

Februar 2017
Arenaen åbnes med en firedobbelt koncert med Metallica (koncert nr. 2 af de 4 udsættes pga syg forsanger).

Mest læste

relaterede
artikler

Skal Parken have plads til 50.000 tilskuere? Og hvad skal der ske på Skøjtehalsgrunden lige ved siden af? Får København en indendørs atletikhal? Og er der overhovedet plads til det hele?

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling