Vesterbrosten taler til dig
Krumbøjede rygge får forstenede ord med på Istedgade og Sønder Boulevard.
For et år siden blev 65 brosten med indgraverede budskaber lagt i fortovet på Istedgade og Sønder Boulevard. En del af dem ligger der stadig - men har du lagt mærke til dem?
Med krumbøjet ryg kan du nyde den alternative gadekunst, der skildrer små udsnit af det virkelige byliv med budskaber som ”her passerer livet forbi” og ”må jeg komme med”.
At få øje på en brosten, der giver en lille tanke med på vejen, kan få de fleste til at stoppe smilende op og undre sig – hvor kom den fra, og hvad skal den betyde?
Når stenen siger ”hvad venter vi på” er der selvsagt mange svar, og den narrative kunst kan da også betyde lige præcis det, du selv synes.
Men vesterbrostenene opfordrer i hvert fald til at være tilstede på vores færden gennem byen. Til at ”høre bilerne” og se os omkring – og ikke mindst ned – så vi ikke glemmer at lægge mærke til bylivets gang.
Billedhuggeren Laila Westergaard, som selv bor på Vesterbro, er kunstneren bag projektet, som med støtte fra Vesterbros lokaludvalg og inspiration fra udtryk hørt på gaden, har graveret de mange budskaber i stenene.
Metrobyggeriet og andre lange fingre er skyld i, at der ikke mange af de 65 brosten tilbage, så nyd dem mens du kan. Hold især øje på Sønder Boulevard i nærheden af Kødbyen, og i den nedre del af Istedgade.