pixel

Overdækning af Vesterport banegrav lever

To udtalelser fra centrale politikere lød som et farvel til overdækningen af Vesterport banegrav. Vi taler med overborgmesteren, teknik- og miljøborgmesteren og med talsmanden for banegravs-projektet for at få en status.

Nyt Palads overdækning vesterport bangegrav

Er det en god idé at overdække Vesterport banegrav og bygge ovenpå i stedet? Og hvis ja, hvordan skal det gøres?

Spørgsmålet har hængt i luften i mere end 100 år — siden København sløjfede den daværende Aborreparken for at gøre plads til togskinner gennem det centrale af byen.

I forrige uge dukkede det igen op i den daglige debat i en artikel i Berlingske

Københavns nye overborgmester kunne her berette, at han ser positivt på Tivolis planer om at lave en bypark foran sin hovedindgang, men til gengæld er mere skpetisk omkring det projekt, der vil overdække Vesterport banegrav

»Et projekt, der lukker Hammerichsgade, kan jeg ikke se for mig,« sagde Lars Weiss med henvisning til, at banegravs-projektet også ønsker at lukke for den bilvej, der i dag løber langs banegraven.

Som afløsning for bilerne indeholder projektet et grønt cykel- og fodgængerstrøg gennem den nye bebyggelse ovenpå graven.

Weiss tilføjede, at han heller ikke er lun på højhuse i området.  

»Jeg er ikke partout imod højhuse, men det kommer an på, hvor de ligger. Og i området ved Vesterport har jeg svært ved at se, at der bygges højere end det ikoniske mesterstykke, som Arne Jacobsen har lavet med SAS-hotellet,« sagde Weiss.

Højt kan blive lavere

Det aktuelle forslag om at bygge ovenpå banegraven indholder et højhus der med sine 100 meter er 30 meter højere end SAS-hotellet. Kan overborgmesterens holdninger derfor ende med et farvel til mange københavneres drøm om endelig at få overdækket Vesterport banegrav? 

»Metropolzonen er i dag et travlt og stærkt trafikeret område,« siger Lars Weiss til Magasinet KBH og deler sin vision for området:

»I mine øjne er tiden kommet til, at vi lukker mere af for biltrafikken og åbner op for rekreativ brug af byens rum — og jeg er ikke i tvivl om, at københavnerne skal have et dejligt grønt strøg fri for biler i enden af Vesterbrogade.«

Weiss fortsætter:

»Jeg er også som udgangspunkt positiv overfor en overdækning af banegraven, så længe byggeriet tager hensyn til sine omgivelser og passer ind i den omkringliggende by. I dag er det ikoniske SAS-hotel, som er tegnet af Arne Jacobsen, områdets højeste bygning, og de efterfølgende byggerier — for eksempel Axel Towers — er underordnet den.«

»Det synes jeg er et fint princip, og jeg har svært ved at se for mig, at der skulle bygges højere end det. Vi skal ikke have et mini-Las Vegas i hjertet af København!«

Det konkrete projekt ved Vesterport indeholder i alt fire højhuse på henholdsvis 100, 51 og to gange 64 meter. 

De tre af dem er altså allerede underordnet SAS-hotellets 70 meter, og Lars Weiss behøver ikke frygte Las Vegas, hvis man spørger initiativtagerne til projektet:   

»Det er ikke alfa og omega, at der partout skal være et højhus, der er højere end SAS-hotellet,« siger Jesper Rasmussen til Magasinet KBH.

Rasmussen er frontfigur for den gruppe der tidligere har fremlagt forslaget om et overdækket Vesterport. Gruppen består blandt andre af DSB Ejendomme, Nordisk Film og private investorer.

»Det tager vi gerne en dialog med Københavns Kommune om,« tilføjer Rasmussen og kommer dermed eventuelle højhusbekymringer i møde.

Trafik vil stige

Men hvad så med biltrafikken? Kan dén spænde ben for overdækningen af banegraven?

Den trafikanalyse, som Københavns Kommune har fået lavet, konkluderer, at "serviceniveauet for biltrafikken vil falde", og at der i stedet vil ske en "tydelig stigning i cykeltrafikken", hvis Hammerichsgades og det sidste stykke af Vesterbrogade mod Rådhuspladsen bliver lukket for biler.

Der vil ifølge analysen ske en stigning på henholdsvis 3% og 12% i biltrafikken på Vesterbrogade og H.C. Andersens Boulevard, hvis man lukker Hammerichsgade. Og dét vil kunne skabe trafikpropper i myldretiden.

Man vil delvis kunne afbøde virkningerne med tiltag der justerer kryds og andre gader i området — men helt uden konsekvenser for biltrafikken vil en lukning ikke være.

Weiss siger dog altså, at han generelt gerne vil lukke mere af for biltrafikken for at kunne åbne for rekreativ brug af byen rum.

Skyldes hans modstand mod at lukke Hammerichsgade derfor, at tiltagene i hans øjne vil være utilstrækkelige?   

»Nej, sådan ser jeg det ikke,« siger Weiss. 

»Det vigtigste for mig er, at vi udvikler Metropolzonen, så vi får mere grønt og færre biler helt ind i centrum af byen. Og det er altid et kæmpe plus, hvis et projekt kan bidrage til mere cykeltrafik i vores by,« siger overborgmesteren til Magasinet KBH og fortsætter: 

»Men det er også afgørende, at byen stadig fungerer, at vi kan komme rundt og at der fx kan leveres varer og komme håndværkere frem — altså at hverdagen hænger sammen.« 

»Metropolzonen er i dag en central færdselsåre for flere buslinjer. Hvis vi for eksempel lukker af for trafikken i den ene ende af Vesterbrogade for at gøre plads til en bypark (Tivoli Bypark, red.), så skal busserne køre ad de omkringliggende veje. Vi skal have undersøgt, præcis hvordan trafikken og busnettet kan omlægges, så det sker så hensigtsmæssigt som muligt.«

Hensynet til bil- og bustrafikken kan for Socialdemokratiet altså tilsyneladende komme til at udgøre en stopklods for lukningen af Hammerichsgade.  

Magasinet KBH erfarer dog, at flere af rådhusets øvrige politiske partier er positive over for at skabe det grønne område, som en lukning af Hammerichsgade vil give mulighed for. Dansk Folkepartis Finn Rudaizky nævner f.eks. projektet i sin og Dansk Folkepartis vision for 2020'erne.  

Langsom fremdrift

Det er nu næsten seks år siden, at Jesper Rasmussen og resten af konsortiet første gang fremlagde de første idéer til et nyt, overdækket Vesterport for Københavns Kommune. 

I perioden er der blevet arbejdet meget frem og tilbage på rådhuset og lavet mange analyser — ikke mindst af virkningerne på biltrafikken.

Nordisk Film har været med i konsortiet, fordi de som en del af projektet ønsker at opføre en ny Palads biograf.

Men undervejs blev filmselskabet utålmodige, og i april fremlagde de deres eget bud på et nyt Palads — et bud der ikke forudsætter en overdækning af banegraven. 

Ved den lejlighed sagde direktør Asger Flygare Bech-Thomsen til Magasinet KBH:

»Vi kunne godt lide Banegravsprojektet, men det er komplekst og har været lang tid undervejs, og derfor er vi kommet med vores eget bud på en ny biograf, der kun omfatter Palads-grunden, og derfor er mindre kompliceret.«  

Derfor har konsortiet nu også udarbejdet et alternativt forslag, hvor Palads-grunden ikke længere er en del af projektet. Og dén version skal politikerne i Teknik- og Miljøudvalget kigge på den 30. november, når de skal vurdere, om man skal arbejde videre med en lukning af Hammerichsgade. 

Jesper Rasmussen holder dog døren åben for Nordisk Film og håber på, at politisk vilje snart kan sende det samlede projekt videre. 

Godt sted at være bilfri

Frontmanden har tidligere udtalt, at hvis man som politiker vil have en mere grøn by, så må man også have mod til at reducere biltrafikken. Og hans holdning i dag er den samme:

»Projektet vil give en enorm fredeliggørelse til området, som er noget af det både byen og politikerne efterspørger,« siger Rasmussen.

Københavns Kommune har i sin kommuneplan et princip om, at man vil bygge tæt omkring byens togstationer — både ved metro og S-tog. For bor man tæt ved en station, har man nem adgang til transport og mindre behov for en bil.

»Og i vores projekt bygger man ikke bare stationsnært,« siger Jesper Rasmussen. »Her bygger vi lige oven på perron og skinner. Hvis man virkelig vil prøve noget, der er bilfrit, så vil det her måske være et godt sted at gøre det.«

Helt bilfrit behøver et liv ved en overdækket Vesterport banegrav dog ikke at være.

Konsortiet er i dialog med ejerne af P-kælderen i Nyropsgade, der ligger 30 sekunders gang fra banegraven.

Nyropsgade er i dag en af Indre Bys mest hårdt kantede og livløse gader.

På den 600 meter lange strækning flankerer 60'er byggeri yderst sparsom beplantning men til gengæld en tankstation og hundreder af parkeringspladser som supplement til de mange under jorden.

Hvis banegraven overdækkes, og der dermed kommer flere beboere og arbejdende til området, er man i Nyropsgade åbne for at ombygge og udvide P-kælderen.

»Og i den proces kan man fjerne parkeringspladser fra overfladen og også skabe et venligt, grønt miljø på Nyropsgade,« siger Jesper Rasmussen. 

For tæt, for dyrt

Visionerne for Vesterport banegrav lyder umiddelbart som om de skulle være spiselige for de politiske partier, der søger begrønning af byen og bedre forhold for cyklister og gående — på bekostning af bilisterne.

Men også fra Borgerrepræsentationens næststørste parti — Enhedslisten — lyder der alligevel skeptiske toner:

»Vi er i Enhedslisten som regel positivt stemt over for alle forslag om nye grønne byrum i København,« siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen til Magasinet KBH.

»Så hvis der lander et forslag med en finansieringsmodel, der giver plads til et markant grønt byrum med bedre forhold for bløde trafikanter og en finansieringsmodel, der ikke baserer sig på grundsalg og fortætning på mit bord — så vil jeg bestemt være åben for at kigge på det.«

Teknik- og Miljøborgmesteren er altså ikke positiv over for tætheden i det nye byggeri. Det har Jesper Rasmussen dog svært ved at forstå. Han forklarer, at projektet er blevet udformet med input fra adskillige politikere:

»Projektet ved banegraven er ikke som så mange andre projekter i byen blot et developer-projekt. Vi har udviklet det igennem en efterhånden lang periode, hvor vi løbende har været i dialog med både forvaltning og politikere,« siger Rasmussen og fortsætter:

»Oprindeligt ville vi faktisk lave punkthuse, men det er netop Enhedslisten der med reference til Københavns tradition for karrébyggeri har ytret ønske om, at vi i stedet lavede netop dét.«

Ikke nødvendigt at lukke hul

Er Hedeager Olsen åben for at gå i videre dialog med konsortiet? 

»Jeg har svært ved at se, at man kan lave justeringer, der ændrer på den grundlæggende præmis, at det omtalte projekt er baseret på, at man kan bygge tæt og sælge grunde og siden boliger og erhverv dyrt,« siger borgmesteren. »Så der skal meget markante ændringer til, hvis jeg og Enhedslisten skal kunne støtte op om det.«

Jesper Rasmussen forklarer, at grunden er dyr at bygge på, fordi man først skal lave en dyr overdækning af dele af banegraven. Og skal der også være plads til 25% almene boliger — som kommunen kan stille krav om — ja så er bebyggelsesprocenten nødt til at være rimelig høj for at man kan tjene udgifterne ind igen.

»Vi har brugt residual regning her,« siger Rasmussen. »Vi har regnet på, hvor meget man skal bygge for at finansiere 25% almene boliger, sådan som politikerne ønsker det.«   

Med næste uges politiske behandling af, om man kan lukke for Hammerichsgade, står den i årtier debatterede overdækning af Vesterport banegrav ved en afgørende skillevej.

Hvis Enhedslisten og de øvrige politikere siger nej, vil teknik- og miljøborgmesteren så søge en alternativ løsning for banegraven?

»For Enhedslisten er det langt fra bydende nødvendigt at få lukket hullet over banegraven,« forklarer Ninna Hedeager Olsen.

»Vi har ikke nogen konkrete planer om at gå videre med sagen selv, men det er da en overvejelse værd, om staten — der jo ejer baneterrænet — ville være med til at finde midler til en overdækning, så der kunne komme et byrum, der i højere grad ville komme københavnerne til gode, end det projekt, I omtaler her lægger op til.«

Magasinet KBH følger sagen og opdaterer efter mødet i Teknik- og Miljøudvalget.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling