pixel

København­erne elsker udeservering

Ny undersøgelse kortlægger københavnernes forhold til øl og kaffe på byens gader — og resultatet kan betyde, at der nu kommer mere af netop dét.

cafe dyrehaven udeservering

Vi befinder os præcis midt i den tid, hvor vi københavnere hungrer så meget efter lyset, at blot en enkelt insisterende solstråle kan få os til at udskyde vores gøremål til de mørkere aftentimer for i stedet at slå os ned på en af byens mange, udendørs pletter. Og gerne et sted, hvor man kan få serveret en kaffe, et glas hvidvin eller en kold bajer. 

Vi er nemlig svært glade for at bo i en by, hvor der er rige muligheder for at blive serviceret i det fri. Dét viser en ny undersøgelse, som Megafon har lavet for Københavns Kommune, og hvor de har spurgt mere end 1.000 repræsentativt udvalgte københavnere om deres syn på udeservering i København. 

Her står det klart, at hele 96 procent af de adspurgte københavnerne synes, at der er positive ting ved at bo i en by udeserving. Det er især den "gode stemning" og muligheden for at sidde ude om sommeren, der bliver fremhævet.

Mere end halvdelen af de adspurgte mener også, at udeservering hører sig til i en storby, og godt hver femte synes, at det er rart, at det giver liv udenfor vinduerne. 

Halvdelen af de adspurgte mener slet ikke, at der er noget dårligt ved at have udeservering i København — mens den anden halvdel godt kan komme på et par ting. 

18% mener eksempelvis, at det larmer. 15% at det fylder på fortovene, og 14% at det giver anledning til flasker, cigaretskodder og affald på gaden. 

Nye regler på vej

Undersøgelsen er sat i værk, fordi politikerne i Teknik- og Miljøudvalget i maj skal tage stilling til nye regler for udeservering i København. I den forbindelse skal undersøgelsen bidrage med "vigtig viden". Sådan lyder det fra teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) i forbindelse med undersøgelsen.

”Undersøgelsen viser, at der er en stor opbakning til udeservering blandt københavnerne. Det er en god indsigt forud for, at vi politisk skal vedtage nye rammer for udeservering. Der skal være plads i byen til, at københavnerne kan hygge sig med et måltid, en kop kaffe eller en øl på en udeservering. Men vi skal også lytte til de beboere, der føler sig generet af den larm, der nogle gange følger med og finde en god balance mellem at bruge byen og bo i den,” siger hun. 

Langt de fleste københavnere (97%) benytter sig af mulighederne for uderservering, og 67% af deltagerne i undersøgelsen mener da heller ikke, at der er for mange udeserveringer i København. Halvdelen af københavnerne så faktisk gerne, at der kom flere af dem til.

Selv i Indre By, hvor man finder de fleste udeserveringer, mener blot 27% af beboerne, at der er for mange udeserveringer i deres lokalområde. 

Alligevel kan der ifølge Line Barfod være god grund til at sprede bylivet ud på en større del af byen: 

”Udeserveringen er fortættet i Indre by, og man kan med fordel sprede udelivet ud til de områder af København, hvor der ikke sker så meget. Det vil også gøre de lidt søvnige områder af byen mere attraktive, samtidigt med, at det vil tage noget af presset fra Indre By,” lyder det fra teknik- og miljøborgmesteren.

Og der vil næppe lyde nogen klager fra de øvrige bydele.

Generelt synes 81% af de adspurgte nemlig, at det er positivt at bo i nærheden af en udeservering, og tendensen er ifølge Megafon, at københavnerne gerne ser, at der kommer flere udeserveringer i deres egen bydel. Særligt Amager udpeges som et område, hvor der gerne måtte komme flere borde og stole ud på gaderne. 

Ændrer sig med alderen 

Én af de ting, som politikerne forventeligt skal diskutere til maj, er hvornår uderserveringerne skal lukke ned. I dag må restauranter, barer og caféer som udgangspunkt holde udeserveringen åben fra kl. 8 til 24, men der har tidligere været diskussioner om at begrænse åbningstiden — særligt om aftenen.

Spørger man københavnerne, mener de, at der skal være forskel på hverdag og fest. 

26% af undersøgelsens deltagere mener således, at udeserveringer bør lukke senest kl. 22, mens 19% godt kan gå med til at strække den til kl. 23. Fire ud af 10 borgere svarer, at udeserveringerne for deres skyld gerne må holde åbent til kl. 24 på hverdagsaftener.

I weekenden vurderer godt 40%, at kl. 24 er et passende tidspunkt, mens 44% mener, at udeserveringsstederne godt kan have endnu længere åbent. 

Undersøgelsen igennem tegner der sig et tydeligt billede af, at holdningen til udeservering ændrer sig med alderen.  

Generelt er der en tendens til, at de 18-29-årige i højere grad ønsker, at udeserveringer skal kunne holde åbent senere, mens de 70+-årige gerne ser, at de lukker tidligere.

På samme vis synes en større andel af de yngre københavnere også, at det er positivt at bo i nærheden af udeserveringer — ligesom færre i denne aldersgruppe overhovedet kan finde noget dårligt ved udeserveringer.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling