Dramatisk 'meteornedslag' på vej til Ørestad
Tre golde pladser i Ørestad skal brydes op og knyttes sammen med sprækker og kratere.
Mens byen svedte og slumrede i sommervarmen, kom der et frisk pust til Ørestad, da vinderen af en stor arkitektkonkurrence blev fundet.
Det blev den danske tegnestue BIG, der i juli løb af med sejren i konkurrencen 'Byens Scene' om det bedste forslag til, hvordan de kedelige og sterile pladser foran koncertbygningerne ved DR Byen, Bella Arena og Royal Arena kan brydes op og kædes sammen.
Og brudt op bliver de helt bogstaveligt, for det vindende forslag, "The Impact", forestiller sig, at den golde beton bliver knust med et kosmisk hammerslag.
Klippelandskab med vildskab og hygge
Et kunstigt meteorkrater ved DR Byen vil sende lange sprækker ud gennem byrummets gulv — og vand, træer og gyldent lys vil bryde frem fra undergrunden flere steder i Ørestad.
Sprækkerne er det gennemgående element, der skal brede sig og binde de forskellige områder sammen.
Fra kratersøen med kunstig vanddamp og tåge ved DR Byen vil folk kunne følge sprækkerne til Bella Arena, hvor træer og buske skal se ud som om de bryder op gennem betonen og afgrænser små rum, hvor folk kan sidde og hygge sig.
Følger man sprækkerne videre, kommer man til Royal Arena og Field's, hvor naturkræfterne bliver mere vilde.
Her skal der være skulpturer, der giver mindelser om vulkansk magma, der sprøjter op fra jordens glohede kerne og meteorer på vej ned fra verdensrummet.
Bæredygtig magnet
Sådan ser det i hvert fald ud på de flotte visualiseringer, som den danske tegnestue og den amerikanske kunstner Doug Aitken har produceret.
Her ser man også, at holdet bag konceptet forestiller sig, at de opbrudte områder vil virke som en magnet på folkelivet, der vil flokkes om vandet og de kunstige klippeblokke, der ligner noget fra Norge eller Island.
Bæredygtighed er tænkt ind i projektet ved, at de anvendte materialer skal være genbrug af den beton og den granit, der allerede findes på pladserne.
Dermed kan klimabelastningen fra omlægningen holdes under 100 gram CO2 pr. kvadratmeter pr. år for de i alt 56.000 m2. Næsten samtidig med offentliggørelsen af vinderen indførte Danmark en ny, øvre grænse på 7,5 kg pr kvadratmeter ved nybyggeri, så kunstprojektet i Ørestad bliver ikke en klimasynder.
Kan virkeligheden leve op til visionen?
Projektvinderen har dog fået en lidt blandet modtagelse i debatsporet på B1M, der er et stor videosite om konstruktion og byggeri.
Hvor nogle af kommentarerne ser nye muligheder for at bringe mere liv, lys og natur til et goldt område, ser andre en postapokalyptisk og deprimerende æstetik.
Ikke alle er overbeviste om, hvad der vil ske, når de drømmesmukke visualiseringer møder den danske vintervirkelighed. Og måske er der en sikkerhedsrisiko for børn og gangbesværede i de mange knækkede overflader og sprækker.
Og så er der danske Line, der skriver:
”Uf. Jeg kan lige se for mig hvordan fulde mænd vil tisse der på vej hjem fra byen. Men så drukner de da ikke i havnen”.
Det er By & Havn, Danmarks Radio, BellaGroup, BellaKvarter, Live Nation, Metroselskabet og Ørestad Innovation City Copenhagen (ØICC), der står bag arkitektkonkurrencen.
Her er der dog ingen tvivl om, at meteorprojektet er det helt rigtige opgradering af Ørestads forblæste og månebase-agtige bymiljø:
"Vi har stor fokus på projektets mange sanselige kvaliteter og har tillid til at projektets høje kvalitet, men samtidig brede appel, vil sikre projektets finansiering," sagde Anne Skovbro, administrerende direktør for By & Havn, i forbindelse med offentliggørelsen af vinderforslaget.
Dermed altså også sagt, at projektets finansiering ikke er på plads endnu. Ikke helt, i hvert fald. Den Obelske Familiefond skænkede 8 mio. kroner til den nye kunst i januar, og en styregruppe skal nu organisere økonomien og rejse den resterende finansering.
Der var oprindeligt udvalgt tre forslag til finalen om, hvem der skulle indrette den nye kunst i Ørestad. I processen siden december 2024 er forslaget med klokke-tema fra Team Snøhetta, og med Alice i Eventyrland-tema fra Team Schul Landskab, blevet fravalgt.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!