pixel

Seks museer vil binde sig selv sammen med grønne kiler

Parkmuseerne i Indre By ønsker at omlægge 'grå og fantasiløse' veje til ’grønne parkstrøg’ og dermed binde hele museumskvarteret sammen.

Parkmuseerne

Sølvgade og Øster Voldgade i Indre By er blevet ’triste og forblæste færdselsårer’.

De grå gader står i skærende kontrast til de omkringliggende grønne områder Kongens Have, Østre Anlæg og Botanisk Have. Og det er på tide at transformere gråt til grønt og binde parkerne og museumskvarteret bedre sammen.

Sådan lyder det fra 'Parkmuseerne'. De er gået sammen med 'Nordic Office of Architecture' og partner, og tidligere stadsarkitekt, Camilla van Deurs om at lave en ’visionsplan’, der har netop dét formål.

Parkmuseerne dækker over de seks museer Arbejdermuseet, Davids Samling, Den Hirschspungske Samling, Rosenborg, Statens Museum for Kunst og Statens Naturhistoriske Museum.

De ligger alle sammen i gåafstand af hinanden — i og omkring de tre parker Kongens Have, Østre Anlæg og Botanisk Have.

De to veje Sølvgade og Øster Voldgade forbinder de tre museumsparker — men området er i dag hverken indbydende eller ’intuitivt tilgængeligt’, sagde Parkmuseerne, da de forleden fremlagde den nye vision.

Men det ville man kunne lave om på med blandt andet ny beplantning og brede stier, lyder det.

Parkmuseernes forslag er at omlægge gaderne til ’grønne parkstrøg’ og skabe forbindelser på tværs af de store veje — uden at fjerne muligheden for at biler og cyklister kan køre igennem.

Det vil ifølge visionsplanen åbne området mere op mod byen og binde parkerne sammen.

En anden del af planen er reetablere en gammel forbindelse mellem Kongens Have og Det Astronomiske Observatorium i Botanisk Have — på tværs af Øster Voldgade.

De to gader var for mange år siden betydeligt grønnere alléer, men med bilismens vækst ændrede de karakter i det 20. århundrede.

Vil tiltrække flere besøgende

De nye, grønne løsninger skal gøre det lettere at finde vej mellem områdets attraktioner. Og så skal de være med til at hive endnu flere mennesker — både lokale og turister — ind på de grønne områder og museerne.

”København går glip af alt for meget værdi, når et så enestående naturrigt, rekreativt og kulturelt område gennemskæres af grå og fantasiløse veje,” siger Søren Bak Jensen, direktør for Arbejdermuseet og formand for Parkmuseerne i forbindelse med lanceringen og fortsætter:

”Vi ønsker en debat om, hvordan vi kan skabe et sammenhængende og attraktivt museums- og dannelseskvarter, der inviterer alle indenfor.”

De seks museer hører allerede til blandt de mest populære i landet.

Parkmuseerne står for næsten 10 procent af samtlige solgte museumsbilletter i Danmark, fremgår det af materialet.

I 2023 tiltrak de 1,7 millioner besøgende og knap 1,4 millioner året før.

Da de seks museer begyndte at samarbejde under paraplyen ’Parkmuseerne’ tilbage i 2013, havde de samlet set 1 million besøgende om året.

Selv om man siden opstarten altså har hevet væsentlig flere besøgende indenfor, så er ambitionerne nu vokset.

Allerede dengang havde man et ønske om at skabe et samlet museumskvarter som man finder i andre europæiske storbyer — som Museumsinsel i Berlin og Museumsquartier i Wien.

De seks bygninger, der udgør Museumsinsel, har årligt omkring 2,5 millioner besøgende, viser tal fra 2019. Mens Museumsquartier i Wien allerede helt tilbage i 2010 havde 3,8 millioner på besøg.

Der er altså tilsyneladende noget potentiale for en københavnsk pendant, der knytter de enkelte museer sammen i et kvarter.

Politisk opbakning

Ud over at give flere mennesker lyst til at slå sig ned i de grønne områder, så har visionsplanen også andre mål.

Man vil også skabe flere naturoplevelser, forbedre biodiversitet og vegetation, forebygge varmeøer og håndtere regnvand bedre.

Derudover vil planen imødekomme Københavns Kommunes ønske om at sætte spotlight på Københavns ’særlige historiske identitet’ ved at sammenbinde Fæstningsringen og de grønne parker samt genetablere ’historiske forbindelser’ — mener Parkmuseerne.

Og visionsplanen har da også allerede fået en varm modtagelse fra Københavns teknik- og miljøborgmester, Line Barfod.

»Det er et virkelig spændende visionsoplæg, som Parkmuseerne kommer med, der vil gøre området grønnere og mere oplevelsesrigt. Vi kan ikke som kommune løse alle udfordringer og indfri alle drømme alene — og derfor er det fantastisk, når andre aktører selv tager initiativ, ligesom man også har set med forslaget om en bypark i Vesterbro Passage,« udtalte hun i forbindelse med lanceringen af visionen.

Lidt derfra, på Nørre Voldgade, er der også drømme om at lade det grønne brede sig mere ud på byens gader.

I dag finder man omkring 150 P-pladser mellem Nørreport og Jarmers Plads, og dem vil både Indre By Lokaludvalg og Line Barfod også gerne veksle til en grønnere gade med nye, grønne byrum, hvor Ørstedsparken får lov til at "brede sig" ud i byen.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Soeren.chr.jensen_1735

Bliver vel svært at binde Tøjhuset sammen med plænerne i vold-systemet.

Karen Melchior
Lyder som en god plan, men umiddelbart, så fjerner de ventilationsristen til Nørreport, det er vel ikke rigtigt muligt?

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
København
Nyuddannet arkitekt vil skabe et "pensionat for træerne" på Langelinie og langs resten af havnen. Genbrug af ældre træer er nemlig billigere og kan bevare byens større træer.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling