Lokale vil have stor genopretning af forfalden Superkile
Superkilen er blevet et af Nørrebros vartegn — men de sidste fem år er området blev mere og mere slidt. Pladsens skaber og de lokale vil have gjort noget.
Gynger, der er i stykker, ødelagte lamper, og bygninger overmalet med graffiti.
Superkilen på Nørrebro er ikke længere, hvad den har været. Det mener både Nørrebro Lokaludvalg og den københavnske kunstergruppe Superflex, der har udformet området sammen med arkitekterne hos BIG.
I 13 år har Superkilen med de sorte bakker malet med hvide striber, Den Røde Plads og den grønne zigzaggede park tiltrukket både lokale og turister.
Men kilen er i fare for at sygne hen, og derfor bør der blive afsat penge til en ’større genopretning’ — ligesom der bør blive lavet en plan for løbende at holde den 750 meter lange kile i bedre stand.
Det siger lokaludvalget og Superflex i en henvendelse til politikerne i Teknik- og Miljøudvalget på Københavns Rådhus.
Problemet er ikke nyt. Tværtimod har det været en nedadgående tendens de seneste fem år, pointerer de to parter, der altså ønsker handling nu.
’Udvander konceptet’
Da aftalen om Superkilen i sin tid blev indgået, lagde Realdania en stor del af finansieringen på bordet. Til gengæld skulle Københavns Kommune stå for vedligeholdelsen.
Men dén aftale har kommunen altså ikke levet op til, mener Superflex og lokaludvalget.
Selv om flere elementer bliver repareret, går der lang tid imellem, lyder det. Og inventaret ved Superkilen fremstår misvedligeholdt, er gået i stykker — eller er blevet fjernet eller udskiftet med ’standard byrumsinventar’.
Sidstnævnte er med til at ’udvande konceptet’, fordi man har ladet flere af de 100 særligt udvalgte elementer fra mere end 50 lande skifte ud med helt almindelige elementer. Det kunne for eksempel være ’københavnerbænke’ eller ’pizzaskraldespande’.
Det er helt afgørende at beholde det særlige inventar, mener lokaludvalget og Superflex, for ellers ”har vi ikke længere Superkilen om 20 år med det koncept, den er skabt med”.
En del af forslaget går derfor på, at Superflex nu udarbejder et katalog over nye elementer, der kan erstatte de ødelagte.
Tidligere renoveret for over 13 millioner
Det er ikke første gang Superkilen — potentielt — står overfor en renovering.
Den Røde Plads var tidligere belagt med polyuritanbelægning, der blev spejlglat i regnvejr, og endte med at være en faldrisiko. Derudover viste den røde farve sig at være sårbar over for solens stråler og begyndte at falme.
Derfor var pladsen igennem en større renovering allerede i 2018, hvor belægningen blev udskiftet til klinker i fire forskellige røde nuancer — klinker der både skulle være skridsikre og holde farven bedre.
Området ved legeredskaberne blev også opgraderet med rødt faldunderlag, og der kom rød asfalt på parkeringspladsen.
Forbedringerne kostede 13,5 millioner kroner, hvoraf Realdania bidrog med 6,8 millioner kroner.
To år senere, i 2020, gav kommunen yderligere 300.000 kroner til mere permanente faciliteter til skaterne på Den Røde Plads.
Slid avler mere slid
Men her i 2025 slår lokaludvalget og Superflex altså et slag for igen at opfriske Superkilen.
Hvis man venter, risikerer man, at det hurtigt bliver endnu værre.
Når de hvide striber på Den Sorte Plads slides væk, de afghanske gynger går i stykker, og rotunden i midten af Den Røde Plads bliver dækket af graffiti, så sender det nemlig et signal til kvarteret.
”Det synlige slid giver anledning til mere skrald, graffiti og endnu mere slid,” skriver Superflex og lokaludvalget.
Men andre ord: Lader man Superkilen forfalde, så forstærker forfaldet sig selv og tager til i styrke, fordi brugerne af stedet holder op med at passe på det.
Dén mekanisme er velkendt i urbane rum og kaldes også for ”broken windows theory”.
Den stammer fra de to amerikanske forskere James Wilson og George Kelling og går i al sin simplicitet ud på, at et forsømt byområde, hvor man har ladet stå til, har en afsmittende effekt på folk.
Hvis et ødelagt vindue ikke bliver repareret, så går der ikke længe, før bygningens øvrige vinduer også er ødelagt, skrev Wilson og Kelling tilbage i 1980'erne.
Ødelagte vinduer, graffiti og slidte elementer giver et indtryk af, at stedet ikke er værd at passe på — og får flere til at begå vandalisme og kriminalitet.
Eller vendt om: Hvis en kommune investerer i løbende at holde byens områder pæne, vil det ifølge teorien have en selvforstærkende virkning, fordi byens beboere så også passer bedre på byen.
Teknik- og Miljøudvalget modtog brevet om Superkilen i sidste uge. Magasinet KBH holder et øje på, om det ender med at udløse endnu en renovering af området.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
MODTAG KBH’S UGENTLIGE NYHEDSBREV
kommentarer
Arkitektonisk kritik af Superkilens inventaridé – et projekt uden jordforbindelse
Superkilens idé om at indsamle 100 forskellige byrumselementer fra hele verden er på papiret kreativ og sjov. Som inspirationskatalog fungerer grebet udmærket. Men som realiseret byrum er det et skoleeksempel på arkitektur uden jordforbindelse – skabt af folk, der ikke forstår drift, vedligehold eller økonomi.
At bygge et projekt op omkring 100 specialelementer, som ingen kan skaffe reservedele til, og som ingen driftsorganisation i verden kan håndtere effektivt, er ikke visionært; det er uansvarligt. Kommunale driftsfolk i København har gennem årtier arbejdet strategisk med at standardisere inventar, netop fordi det giver robusthed, hurtige reparationer og besparelser i millionklassen på sigt. Superkilen valgte bevidst det stik modsatte – og skabte dermed et problem, der kun kunne vokse.
Det kræver ikke faglig ekspertise, men almindelig logik, at man ikke kan forvente, at en kommune har ”to af hver” på lager fra 50 lande, endsige står klar med reservedele fra Afghanistan, Brasilien eller Myanmar. Når projektet nu forfalder, er det ikke en kommunal skandale – det er den direkte konsekvens af et arkitektonisk koncept, der var dømt til at kollapse fra dag ét.
At Superflex og lokaludvalget ovenikøbet kritiserer kommunen for at udskifte ødelagte elementer med standardinventar, er bemærkelsesværdigt. Man peger fingre af driften for ikke at kunne reparere det, som aldrig var muligt at reparere. I stedet for at vedgå fejlen foreslår man nu at fortsætte eksperimentet og finde nye eksotiske elementer som erstatning. Det er ikke løsningen på problemet – det er en fordobling af absurditeten.
Som landskabsarkitekt, der har arbejdet med drift af urbane rum i mange år, har jeg sjældent set et projekt stå så langt fra virkeligheden. At fastholde idéen om globalt specialinventar som fremtidig strategi er ikke kun naivt, det er fagligt uforsvarligt. Det skader byens økonomi, presser dens driftsorganisation og forringer hverdagen for borgerne, som ender med et nedslidt og usikkert byrum.
Den forfaldsspiral, vi ser i Superkilen i dag, er ikke kommunens skyld. Den er projektets arv. Når arkitekturen først og fremmest er et kunstprojekt og en brandingøvelse – og ikke et byrum med reel funktionalitet – så er udfaldet givet.
Hvis ambitionen er et velfungerende og langtidsholdbart byrum, bør vi stoppe romantiseringen af konceptet og anerkende, at standardisering, robusthed og enkelhed ikke er et nederlag – men forudsætningen for at København kan vedligeholde sin by.
At fortsætte denne linje er ikke kunstnerisk mod. Det er arkitektonisk selvmål.